Fanø i oldtiden

IMG_0486

Fig. 1. Velbevaret skår fra ældre jernalder med skarpe brudflader fundet liggende på forstranden ved Halen, Fanø. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fanø er en af de tre danske barriereøer i Vadehavet, som alle tre opstod helt tilbage i stenalderen, hvor havniveauet var meget lavere end i dag. I jægerstenalderen var vi som bekendt landfast med England. Med havstigningen dannedes Vadehavets barriereøer, og de er lige siden blevet formet og omformet af vandets og vindens kræfter.

Geologiske boringer har bekræftet, at øerne fandtes i oldtiden, men har også vist, at de helt igennem består af vind- og vandaflejret sand, som løbende har været under angreb af havet.

En liste over kirkerne i Ribe Stift fra ca. 1325 omtaler både Fanø, Mandø og Rømø. De svarede alle fire skilling sterling i afgift til bispestolen. Af det kan man udlede, at der har stået én sognekirke på hver ø, som har været finansieret af en vis mængde tiendeydere i hvert sogn. Afgiftens størrelse antyder, at Fanø og Rømø dengang så nogenlunde havde deres nuværende størrelse, mens det siden da er gået voldsomt tilbage for Mandø.

Det mest sandsynlige sted at lede efter sognekirken på Fanø er under tomten af Nordby gamle Kirke i Rindby. Den mytiske Skt. Anne kirke ved Albuen baserer sig på et fantasifuldt kort af Johannes Mejer fra 1649 og savner grundlag i andre kilder.

Eftersom der med sikkerhed boede mennesker på alle tre øer i middelalderen, må det anses for meget sandsynligt, at det også var tilfældet i oldtiden, men hidtil udgør næsten alle oldtidsfund fra øerne ilandskyllede genstande af primært rav. De er fundet på øernes vestlige kyststrækninger og må stamme fra de tabte landskaber på Nordsøens bund.

Landskaberne på vadehavsøerne består i vidt omfang af klitter, heder og marker, og der er ikke kendskab til fortidsminder fra oldtiden i form af for eksempel gravhøje eller bopladser på nogen af dem. De få arkæologiske undersøgelser, som hidtil er foretaget på Fanø, har ikke kunnet påvise nogen form for fortidsminder.

Når det handler om at rekonstruere Fanøs ældre topografi er kildematerialet ikke ret godt. I forbindelse med Videnskabernes Selskabs kortlægning i Danmark blev Fanø i 1797 opmålt i skala 1:20.000 af landmåleren S. Bruun, og fra 1820 foreligger der et detaljeret matrikelkort i skala 1:4.000 udført af landmåleren Thobøll. Disse historiske kort foreligger i dag i digital form og kan georefereres i GIS-programmer og således anvendes til at vurdere udviklingen siden da.

vs08u_1.TIF

Fig. 2. Videnskabernes Selskabs konceptkort over Fanø målt 1797 af landmåler S. Bruun. Efter original i Geodatastyrelsen. 

I dag udføres med jævne mellemrum meget præcise laserscanninger af Danmark, såkaldte LIDAR-scanninger, som kan bearbejdes til meget præcise højdemodeller, der afbilder landskabets overflade.

Ved at sammenligne forholdene på Fanø i dag med landskabet, som det blev opmålt for 200 år siden, fremstår et interessant billede. Øens omrids har ændret sig forholdsvis markant som følge af sandtransporten i kystzonen, men modsat er det tydeligt, at det tørre land ikke har forandret sig nævneværdigt. De store parabelformede klitrækker, som opmåltes omkring 1820, ligger præcis samme sted i dag, og det tætte sammenfald mellem landskabsoverfladen for 200 år siden og i dag fortæller både om dygtigt landmålerhåndværk og stabile landskabsoverflader.

Sammenligningen mellem kortsættene tyder også på, at der på Fanøs mere rolige østre side kunne gemme sig ældre landskabsrester.

Org.1 og relief Fanø

Fig. 3. Med gult (sand), lyngfarvet (hede), og lysegrøn (eng/marsk) er vist landskabstyperne fra det ældste matrikelkort lagt oven på den laserscannede højdemodel fra 2008. De parabelformede klitter har ikke flyttet sig nævneværdigt de sidste 200 år.

Hvor gamle er klitlandskaberne på Fanø?

I 2016 blev et stort strømkabel ført tværs over Fanø, og gravearbejdet blev fulgt af arkæologer fra Sydvestjyske Museer. Hele vejen tværs over øen fandtes kun vind- og vandaflejret sand uden nogen spor af menneskelig aktivitet. For at datere dannelsestidspunktet for klitlandskabet blev der udtaget tre prøver af sand, hvis tildækkelsestidspunkt kan dateres ved hjælp af OSL-metoden (Optisk Stimuleret Luminescens). Sandet i prøverne viste sig at være dækket til i tidsrummet fra slutningen af middelalderen og frem til begyndelsen af 1700-årene.

Dette resultat stemmer med kortstudierne og underbygges yderligere af at være sammenfaldende med den klimaperiode, der kaldes Den lille Istid (LIA), som var kendetegnet af kolde vintre og udpræget sandflugt på den jyske vestkyst.

Det nuværende landskab på Fanø ser altså ud til at have fået sin nuværende form i tidsrummet fra ca. 1500-1800.

SJM 380 DB 011

Fig. 4. Fra nedgravningen af strømkablet tværs over Fanø i 2016. Landskabet består af lagdelte horisonter af vind- og vandaflejret sand. Foto: Sydvestjyske Museer.

Oldtid på Fanø

Kortstudierne tydede på, at der kunne være ældre landskabsrester bevaret på Fanøs østside, og interessen blev derfor vakt, da en lokal borger i slutningen af april 2019 henvendte sig omkring et fund af keramik på nordspidsen af Halen ”som så gammelt ud”. Efter at have fået skårene ind til museet og undersøgt dem nærmere, var der ikke tvivl om, at de var fra jernalderen og oprindelig kom fra flere forskellige kar, hvoraf i hvert fald ét syntes at være fra århundrederne før Kristi Fødsel, den periode som i den arkæologiske kronologi kaldes yngre førromersk jernalder.

Museet rykkede ud og besigtigede fundstedet. Det var på selve forstranden i under kote 2 m, hvor det ikke har været muligt at bo dengang. Og skårene kan heller ikke have ligget der længe, da de hurtigt ville blive nedbrudt i det barske miljø. I stedet rettedes opmærksomheden mod kystskrænten, som løbende nedbrydes ved stormvejr. Her kunne vi fremrense en profil bestående helt af vindaflejret sand. Under kote 3,5 m var fygesandslagene meget gamle at se på. Der sås forskellige udfældningslinjer og –områder med både jern- og manganforbindelser og sandkornene var ret sammenkittede. Over disse lag fandtes en 20 cm tyk væksthorisont, som også så ud til at være gammel.

DSC_0017

Fig. 5. Profilen i kystskrænten med indridsede koter. De lysgrålige fygesandslag afsluttes opefter af en vækstflade med top i kote 3,7 m o. DNN, som antagelig er en landskabsoverflade fra jernalderen. Den forsegles af et gulligt fygesandslag aflejret engang før 1820. Foto: Sydvestjyske Museer.

Vækstfladen var dækket af endnu et lag fygesand, der var helt ensartet og uden udfældninger, men kortene viser, at dette sandlag alligevel må være ældre end 1820.

De samlede iagttagelser tyder på, at vækstfladen udgør en gammel landskabsoverflade, og det må være fra dette niveau, skårene er skyllet ud af skrænten. Det synes usandsynligt, at de kan være tilført andre steder fra, og at de ligger der, må betyde, at der i ældre jernalder har ligget mindst én gård i nærheden.

I alt er der indtil videre kun tale om 33 keramikskår, ikke noget vi plejer at juble over, men i dette tilfælde bekræfter fundet for første gang, at der rent faktisk boede mennesker på Fanø også i oldtiden, og at der måske stadig kan skjule sig spor efter dem også andre steder på øen.

Morten Søvsø, overinspektør, Arkæologi & Samling, Sydvestjyske Museer.

Halen 1820

Fig. 6. Siden 1820 har havet spist omkring 100 m af Halens nordspids. Pilen markerer fundstedet for keramikken.

IMG_0488

Fig. 7. Også udsigten har ændret sig meget siden ældre jernalder. Foto: Sydvestjyske Museer.

Reklamer