Damhus-skatten – Ribemønter fra vikingetiden ofret til mosens guder

Fig. 1. Forside af den såkaldte ansigt/hjort penning. Trods omkring 1200 år i jorden er bevaringstilstanden fremragende. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fig. 2. Bagsiden af samme mønt som fig. 1. Hjorten ser ud til at kysse en slange. Over hjorten ses måske en sol eller en måne og under dens bug tre sammenflettede trekanter. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

 Den 14. august 2018 kom det til Sydvestjyske Museers kendskab, at der var fundet en meget sjælden mønt fra vikingetiden lidt uden for Ribe. Mønten var en såkaldt ansigt/hjort penning, som fagfolk har givet det kedelige navn KG 4 (kombinationsgruppe 4). På forsiden ses et stiliseret ansigt med, hvad der ligner to stirrende øjne og strithår, mens bagsiden afbilder en flot hjort med gevir, som ser ud til at kysse en slange. I alt kendtes der før 14. august kun 11 eksemplarer af denne mønt, som blev slået et sted i Danmark i begyndelsen af 800-tallet.

 Dagen efter fik vi kontakt med finderen, og hurtigt viste det sig, at der ikke kun var fundet én mønt, men mange, og flere dukkede løbende op af jorden ved den igangværende afsøgning. Det var tydeligt, at der var tale om et stort og væsentligt skattefund, og museet rykkede ud og fik situationen under kontrol.

  Fundstedet viste sig at være et gammelt vådområde – arealer som ofte vælges fra af metaldetektorførere, da chancen for fund her er markant lavere end andre steder – men i dette tilfælde var det et lykketræf, da finderen var stødt på en af de sjældne vådbundsdeponeringer, altså et vaskeægte mosefund. Det må antages, at møntskatten i sin tid er placeret i mosen som en religiøs handling, formentlig et offer til en eller flere guder.

 De fugtige forhold havde været med til at bevare mønterne, så de for størstedelens vedkommende fremstod næsten nyslåede. Når de dukkede frem fra en tørveklump, skinnede mange af dem endnu, og det var en euforisk fornemmelse at være med til at fremdrage den ene mønt efter den anden, hvis præg stod, som var de slået i går.

Fig. 3. Udpløjningen af skatten havde ikke skadet mønterne nævneværdigt. Ofte så det sådan ud, når man forsigtigt brækkede en signalgivende jordklump i mindre stykker.  Foto: Sydvestjyske Museer.

De fremkomne mønter blev løbende målt ind med præcisions-GPS, og det blev snart tydeligt, at fundene var fordelt ud over et større areal af engen på ca. 50 x 15 m af form som en langstrakt oval. Dette billede er helt typisk for skattefund, som er blevet spredt ved gentagne pløjninger. Spredningen af mønterne tyder mest på, at de ikke har været nedgravede, men måske blot placeret oven på jorden, måske i en pung, som for længst er rådnet bort.

 Status efter to dages detektorafsøgning under museets ledelse d. 15. og 16. august var 174 ekstremt velbevarede mønter. De 172 var ansigt/hjort-penninge, mens de sidste to på forsiden havde et flot vikingeskib med skjolde ved rælingen og den velkendte hjort på bagsiden.

 Efter at have søgt og fået bevilget midler til en egentlig arkæologisk undersøgelse af fundstedet hos Slots- og Kulturstyrelsen har vi onsdag d. 23. oktober 2018 været ude at eftergrave på findestedet, naturligvis med deltagelse af finderen og flere andre detektorfolk.

Fig. 4. Fordelingen af de indtil videre 252 mønter, som med undtagelse af de først fundne alle er indmålt med præcisions-GPS. Kort: Sydvestjyske Museer.

 Ved fyraften var resultatet 78 nye mønter til skatten, 77 af typen ansigt/hjort og én af typen skib/hjort. Indtil videre alt i alt 252 mønter. Det er vores indtryk, at der ikke er mange flere at finde.

 Denne skat er et helt nyt og væsentligt bidrag til 800-tallets mønthistorie. Og da mønter blev udstedt af kongen, fortæller mønterne også om både kongemagt, konjunkturer og økonomisk politik. På denne tid sad den mægtige kong Godfred og hans sønner på magten i Danmark, og de må være udstedere af skattens mønter. Vi kan se, at alle mønterne er hele og ikke brækkede i stykker eller gennemborede. Det viser, at de har været anvendt i en egentlig møntøkonomi, sådan som vi bruger penge i dag, og ikke i en vægtøkonomi. Og vi ved allerede, at netop på kongens marked i Ribe havde man møntøkonomi, så det hele passer smukt sammen.

 Ved at analysere mønterne og se, hvilke stempler de er slået med, kan vi få et meget præcist indtryk af, hvor stor udmøntningen har været. Allerede nu kan vi se, at der er anvendt mange forskellige stempler til at slå mønterne med og når man tænker på, at der før sommeren 2018 kun kendtes 11 eksemplarer af denne mønttype, mens vores skattefund viser, at der må have været slået flere hundrede tusind af disse mønter, kan man næsten mærke historiens vingesus.

Fig. 5. Efterudgravningen d. 24. oktober 2018. Med gravemaskine skrabes græstørven af i tynde lag og overfladen afsøges grundigt med metaldetektor. Museets ansatte indsamler, nummererer og indmåler de fundne mønter. Foto: Sydvestjyske Museer.

 Når eftergravningen er afsluttet i morgen, fortsætter arbejdet med studiet af mønterne. Det er allerede nu klart, at denne skat kaster et helt nyt lys over det tidlige 800-tals mønthistorie og dermed også hele Danmarks historie.

 Morten Søvsø, Overinspektør, Arkæologi, Sydvestjyske Museer

            

Flere oplysninger:

Claus Feveile: tlf. 5168 4089

Morten Søvsø: tlf. 5168 4108

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

 

 

 

Reklamer

10 thoughts on “Damhus-skatten – Ribemønter fra vikingetiden ofret til mosens guder

  1. Fantastisk fund. Og fantastisk bittert, at landets førende forsker på området er blevet ramt af Nationalmuseets påtvungne fyringsrunde.

  2. Er alle tre skibsmotiver af samme slags som det viste: type A1 – med beslået sejl, skjolde, samt fisk under kølen?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s