En jernaldergård under COBRA kablet

kortoversigta

Figur 1. COBRA-kablets forløb tværs over Fanø over Måde og frem mod fordelingsstationen i Endrup. Jeernaldergården, som omtales nedenfor, fandtes ved den sorte firkant midt i billedet.

I løbet af efteråret 2016 har Sydvestjyske Museer foretaget en forundersøgelse forud for, at det store COBRAcable etableres. Vi har således fulgt linjeføringen over Fanø, syd om Esbjerg, og til Endrup.

Det har ført til flere spændende fund, heriblandt flere huse eller snarere dele af huse, da felterne begrænses til de områder, der berøres af kablet. Det betyder, at der afdækkes et 7 m. bredt felt, der hvor der er spor fra fortiden.

Ét hus var særligt godt bevaret. Dette hus, som blev fundet nær Krogsgårds Mark, havde en stenbrolagt stald i den ene ende. Ud fra keramikken og typen af hus antager vi foreløbigt, at huset skal dateres til det første århundrede f.v.t (før vores tidsregning), i slutningen af det vi kalder førromersk jernalder (500-1 f.v.t). Det vil sige, at stenbrolægningen er mere en totusind år gammel.

 

fig-1

Figur 2. Stenbrolægningen under udgravningen.

Stenbrolægningen bestod af flere rækker større sten sat på højkant, hvorimellem mindre sten var lagt tæt sammen. Som det fremgår nedenfor, var det ene hjørne medtaget af tidens tand, mens store dele endnu lå rigtigt fint.

fig-2-n

Figur 2. Den 2000 år gamle, frilagte stenbrolægning med de første nedfaldne efterårsblade fra år 2016.

 

Resten af huset har været bygget i træ og ler. Ud over opfyldte huller efter de stolper, der har båret huset, kunne vi se grøfter, der har holdt væggene, samt rester af de bås-skillerum, hvor jernalderbefolkningens dyr har stået. Øverst i flere af stolpehullerne sås tykke lag af rødligt ler, rester efter lerklinede vægge. Plamager af dette ler lå også flere steder inde i huset.

Både huset og brolægningen fortsatte uden for kabeltraceet og bliver derfor liggende indtil videre. Men den frilagte del ville blive ødelagt af kablet, og vi har derfor også undersøgt hvad der lå under stenlægningen.

Under det ene hjørne af stenbrolægningen fandtes en kogestensgrube, det vil sige en nedgravet ovn med trækul, som tyder på afbrænding og varmepåvirkede sten. Denne type anlæg har været brugt til madlavning, men må altså være ældre end stenbrolægningen. Stenlægningen var sunket sammen, der hvor kogestensgruben lå. Dette kunne tyde på, at den ikke har været meget ældre end brolægningen, og fylden dermed stadig var blød over kogegruben, da anlæggelsen af brolægningen fandt sted. Man kan næsten forestille sig, at den har været brugt til at lave mad ved rejsegildet, inden huset blev helt færdiggjort.

Men huset bød på flere overraskelser.  I to af de stolpehuller, der har indeholdt tagbærende stolper, var der bevaret træ, det vil sige rester af selve stolperne. Dette er sjældent for huse fra denne periode og må skyldes en relativt våd jord. Om det er husets lave beliggenhed i landskabet eller de tykke lag af brændt ler-klining, der har gjort, at stolperne har været bevaret i fugtig jord i de sidste 2000 år, vides ikke.

Ud over at det er specielt at finde 2000 år gammelt træ, så er det også et vigtigt fund. Hvis træstolperne er tilpas bevarede, kan vi få lavet en såkaldt dendro-datering. Dendro-dateringer går ud på, at man sammenligner variationer i stolpens årringe med årringe fra andre træer af samme type med kendt alder og derved fastslår, hvornår træet har vokset. Under heldige omstændigheder kan det betyde en meget præcis datering. Om det er muligt at få en god datering fra stolperne fra Krogsgårds Mark, er endnu uvist, men den ene stolpe synes lovende. Begge stolper er ved at blive undersøgt nærmere.

fig-3-n

Figur 3. her ses det stolpehul med den bedst bevarede stolpe. Stolpen har været med til at bære taget i huset, men også været del af et båse-skillerum til dyr (den lave gråsorte grøft til venstre i billedet). Som det fremgår er et tykt lag rød-orange ler sunket ned i stolpen. Nederst anes træstolpen. Den blev taget forsigtigt op, da den var meget blød, og blev derfor ikke afrenset i feltet.

En dendro-datering for dette hus vil være en stor gevinst for vores viden om udviklingen på dette tidspunkt, da kulstof 14-dateringer, som vi normalt må benytte, er særligt usikre i denne periode. Det er således vores håb, at huset kan være med til at tilvejebringe væsentlig ny viden om hus-udviklingen og dermed samfundsudviklingen i den sidste del af den førromerske jernalder.

Tobias Danborg Torfing, arkæolog, Sydvestjyske Museer

Enestående fund fra den vikingetidige gravplads ved Bryndum kirke

 

Sydvestjyske Museer udgravede i september måned 2016 en gravplads fra vikingetiden ved Bryndum kirke, Vikingegrave ved Bryndum kirke. Her er hvad vi foreløbigt kan sige om gravpladsen og udgravningens enestående genstandsfund.

sjm-427-db058

Fig. 1. Udgravningssituationen. I forgrunden ses grav 10 og 12 som mørke aftegninger. Disse to grave indeholdt enestående genstande.

Gravpladsen bestod af 14 jordfæstebegravelser, hvoraf mindst fire var børn helt ned til spædbarnsalderen efter gravenes størrelse at dømme. I flere af gravene var der bevaret spor af kister, der for hovedparten syntes at have været udhulede træstammer. Den mindste kiste var dog blot 68 cm lang og kan have været et skrin. Der var ikke bevaret skeletmateriale i graven, men kun enkelte, sporadiske ligskygger, der i alle tilfælde viste, at de gravlagte var lagt i rygleje med hovedet i vest. Kun en tredjedel af gravene indeholdt genstandsfund, hvilket er en væsentlig mindre andel end på de øvrige vikingetidige gravpladser i museets ansvarsområde. To af gravene indeholdt særligt interessante genstande.

 

plan-1_100

Fig. 2. Udgravningsplan.

I grav 10 ( se fig. 2) blev der fundet et meget nedbrudt, cirkulært spænde omtrent midt på brystregionen. Spændet er et omdannet beslag, der oprindeligt stammer fra de Britiske Øer, lavet af bronze med dobbelt korsmotiv i form af et muligt hjulkors med et cirkelkors (indvielseskors) i midtersektion. Beslaget kan oprindeligt have siddet på et skrin eller en bog.  Museet har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til lignende spænder, hvorfor dette kan være en unik genstand. Videre undersøgelser vil forhåbentlig kunne sige mere om spændets udførelse og øvrige materialebrug.

sjm-427x-1-rx1color-negativ-beskaret

Fig. 3. Røntgenfoto af cirkulært spænde med korsmotiv af omdannet beslag fra de Britiske Øer, 4 cm i diameter.

Grav 12, der var en kvindegrav, indeholdt et par Berdal-skålspænder af en ny type, som blev taget op i præparat. Præparatet, der afventer videre udgravning på Konserveringscenter Vest i Ølgod, indeholder desuden et ukendt antal perler. Skålspænderne er sandsynligvis produceret i de sidste årtier af det 8. århundrede eller i første halvdel af det 9. århundrede, hvorved gravpladsen er ældre end museets oprindelige antagelse, som var det 10. århundrede. Cirka femten centimeter under det højre skålspænde lå desuden en kniv, der sandsynligvis har hængt fra spændet.

foto-1

Fig. 4. Skålspæderne fra grav 12 blev taget op i præparat, da der der var velbevaret tekstil omkring dem. Flere lag af tekstil er løftet væk fra spændernes overside, mens det endnu er uafklaret, hvor meget tekstil der er bevaret på spændernes bagside.

rvc_kvinde-i-selekjole

Fig. 5. Rekonstruktion af vikingetidens kvindedragt. Foto: Ribe VikingeCenter.

Over begge skålspænder lå der flere lag af velbevaret tekstil (ca. 5 x 10 cm) med mulige spor af farvning. Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvor meget tekstil, der findes på spændernes bagside. Fundet hører sandsynligvis blandt de bedste danske tekstilfund fra vikingetiden, og det kan forhåbentligt bidrage med væsentlig ny viden om periodens kvindedragt. Spændende undersøgelser venter…

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fig. 6. Nærbillede af tekstilet fra skålspændernes overside, der er vævet så det fremstår med smalle diagonalstriber i skiftevis mørk og lys farve.

 

Michael Alrø Jensen, museumsinspektør.

Andrups arkæologi

sjm-166-db387

Vi fandt ikke guld for enden af regnbuen, men vi fandt 45 velbevarede huse- de fleste fra yngre jernalder.

Fra efteråret 2015 til starten af 2016 gravede Sydvestjyske Museer på en velkendt plads i Andrup i det område, der kaldes Nørregårdsparken. Vi vidste, at der ville være spændende arkæologi lige præcis her, for vi har også har gravet i området i 2009, 2010 og i 2012. Årsagen til den arkæologiske udgravning, er at arealet skal byggemodnes til nye boligkvarterer. I alt blev der gravet 2,5 hektar som primært var spækket med velbevaret bebyggelse fra jernalderen. Andrup gemmer på arkæologiske aktivitet fra stort set hele forhistorien – og vi fandt således spor helt tilbage fra den sidste del af stenalderen (3900-1800 f.Kr) og op til starten af vikingetiden (ca. 800 e.Kr.) I det følgende vil nogle udvalgte resultater blive introduceret.

 

Stenalder og bronzealder

Selvom den store gravhøj, Fosterhøj, der ligger ca. 70 m sydøst for denne kampagnes udgravningsfelt, ikke er blevet berørt, viser tilstedeværelsen af højen, at der har været aktivitet i Andrup helt tilbage til stenalderen. Overordnet er der ikke fundet mange spor fra denne del af oldtiden her, men vi ved, at der har været stenalderfolk, der har gået rundt på markerne i Andrup, og at de har efterladt sig nogle af de kostbare stenredskaber, som de så nøje selv har formet ud af den sparsomme flint, der findes i Sydvestjylland. Ligesom med stenalderlevnene fandt vi kun få spor efter bronzealderfolkets tilstedeværelse i Andrup. Det drejer sig igen om genstande, der er fundet i spredtliggende gruber, og ikke om deciderede huse. Disse fund vender vi tilbage til under afsnittet om den yngre jernalder, for her har en jernalderbonde nemlig samlet gamle stenalder- og bronzealdergenstande op, og deponeret dem i sit hus.

sjm-166-db047

Malene viser glad det flintsegl hun fandt i en lille grube i et af jernalderhusene.

 

Førromersk jernalder

Fra den førromerske jernalder (ca. 500 f.Kr. – 0) har vi fundet de første spor efter de huse oldtidsfolket har bygget i Andrup. Husene i Andrup har meget tidstypiske træk fra den førromerske jernalder, og fremstår med karaktertræk som væggrøft og symmetrisk placerede indgangspartier. Langt de fleste huse ser ud til at være langhuse, hvori mennesker og dyr har opholdt sig i hver deres ende.

Yngre jernalder

Den klart mest velrepræsenterede periode i alle tre udgravningskampagner stammer fra den yngre del af jernalderen, nærmere bestemt; yngre romersk/ældre germansk jernalder (200-550 e. Kr.). Fra hele Nørregårdsparken har vi fra denne periode, indtil nu, udgravet 86 huse samt forskellige hegn, der bl.a. har omgiver hver gårdsenhed. Det største hus måler omkring 50 m i længden og er 5,5 m bredt og dækker altså over et areal på ca. 275m2. I alt er der fundet 42-44 langhuse i Andrup af forskellig karakter og størrelse fra yngre jernalder. Generelt fremstår de med en bemærkelsesværdig lighed i grundopbygningen.

Bebyggelsens udformning varierer, og består i hovedtræk af tre typer: 1) en øst-vest gående rækkelandsby som findes mod sydøst, 2) en N-S orienteret bebyggelse på det vestlige udgravningsfelt samt 3) spredtliggende gårde, der ikke indgår i et bebyggelsesmønster. I den vestlige del af udgravningerne er en ca. 1 meter bred skelgrøft fundet, der ser ud til at omkranse hele bebyggelsen.

Fundet af 13 jernudvindingsovne i forbindelse med bebyggelsen, vidner om en lokal jernproduktion. Jernudvindingsovnene er primært knyttet til den N-S orienterede bebyggelse, med alle ovne placeret få meter fra de omkransende hegn. Dette er sandsynligvis gjort, så man var sikker på at få ilden væk fra de brandbare huse.

sjm-166-db013

Et af de største huse fra Andrup målte 50 m i længden.

 

Jernalderarkæologen fra Andrup

Som lovet ovenfor skal her nævnes en interessant detalje, der er påvist to gange på den samme jernaldergård. I et af de største huse blev fundet i en lav grube fundet et neolitisk køllehoved imellem indgangsstolperne til huset. Vi mener, at køllehovedet er gravet ned af den bonde, der har boet i huset. Måske som en form for husoffer, der skulle beskytte husets beboere. Lige syd for det store langhus, hvori køllen blev fundet, blev der fundet et andet oldtidsfund i en økonomibygning – nemlig et meget flot fladehugget flintsegl. Vi afventer C14 dateringer, der dels skal vise, om de to huse er samtidige og en del af det samme gårdsanlæg, og dels om gruberne er gravet i jernalderen eller blot tilfældigvis ligger lige netop her. Er der tale om to gruber fra jernalderen, har vi måske at gøre med en af de allertidligste arkæologer i Danmark; nemlig jernalderbonden fra Andrup, der fandt ca. 1400 år gamle stenredskaber og gravede dem ned på sin gård.

sjm-166-db052

Stenalderkøllen, der blev fundet mellem indgangsstolperne til det 50 m lange jernalderhus.

 

Konklusion

Det er sjældent, at man får en så stor en sammenhængende bebyggelse som den, der er udgravet i Andrup. Efter tre kampagner er det samlede afdækkede areal oppe på 8,3 Ha, og vi har altså en god portion af en stor yngre romersk/ældre germansk bebyggelse. Udgravningerne i Andrup har afdækket interessante og velbevarede dele af et område med arkæologiske spor fra slutningen af stenalder til slutningen af jernalderen. Specielt bebyggelsen fra yngre jernalder har givet os et grundigt indblik i landsbystrukturer- og organisering fra den sidste del af oldtiden. Det er helt sikkert, at bebyggelsen strækker sig længere mod vest, hvor en forundersøgelse i 2012 viste intensiv bebyggelse samt resterne af en overpløjet langhøj. Fremadrettet skal pladsen grundigt analyseres, og så bliver det spændende at se hvad etape fire gemmer vest for det udgravede areal.

sjm-166-db260

Graveholdet- Bente, Maria, Sarah og Malene.

 

 

Bente Grundvad, Museumsinspektør, Sydvestjyske Museer.

En gravplads fra vikingetiden ved Bryndum kirke

Der skal bygges en ny sognegård i Bryndum, og i den forbindelse har Sydvestjyske Museer foretaget en arkæologisk forundersøgelse af byggegrunden på Svalevangen umiddelbart syd for kirkegården. Et meget interessant fund blev gjort på den nordøstlige del af grunden i form af en gravplads fra formodentlig den sene del af vikingetiden.

 

SJM 427 DB007

Fig. 1. Begravelserne kommer til syne i søgegrøfterne. Foto: Sydvestjyske Museer.

I 2001 udgravede det tidligere Esbjerg Museum en del af det tidlig middelalderlige Bryndum i form af flere huse ca. 100 m sydøst for kirkegården ved Præstevangen. I samme udgravning blev der desuden fundet huse fra jernalderen. Ved den nylige forundersøgelse på Svalevangen var der ingen spor af den middelalderlige landsby eller anden bebyggelse. I stedet blev der på den nordøstlige del af grunden fundet otte jordfæstebegravelser. Alle begravelserne var øst/vest orienterede, og syntes at ligge i et øst/vest orienteret bånd, der strækker sig udenfor grunden i østlig retning. Der blev ikke fundet spor af en kirkegårdsgrøft, hvilket ville være at forvente, hvis området havde fungeret som kirkegård i middelalderen.

Plan af grave

Fig. 2. Opmåling af begravelserne. Sydvestjyske Museer.

En af begravelserne blev undersøgt, og den bestod af en kistebegravelse, hvor afdøde lå i rygleje med hovedet i vest og med hænderne over skødet. Kisten var bevaret som et svagt træspor og skelettet var meget nedbrudt, hvilket indikerede, at begravelsen havde høj alder. Graven indeholdt intet gravgods, hvorfor begravelserne på nuværende tidspunkt ikke kan dateres med sikkerhed. Med tanke på deres orientering, placering og type er det dog mest sandsynligt, at begravelserne er fra overgangstiden for trosskiftet i den sene del af vikingetiden ca. 900 – 1050. Det er derved muligt, at de gravlagte var de første kristne i Bryndum.

SJM 427 DB026

Fig. 3. Den undersøgte begravelse. Knoglerne var næsten helt nedbrudte, mens kisten var bevaret som et mørkt træspor. Foto: Sydvestjyske Museer.

Der er flere interessante forhold ved Bryndum, som gør stedet til en oplagt kandidat til en tidlig kristen menighed i Esbjerg-området eller rettere sagt Skast herred, som er områdets historiske betegnelse. Der er generel enighed om, at stormændene indtog en central rolle i trosskiftet i Danmark samt i opførelsen af de første kirker og de senere middelalderlige sognekirker. Bryndum kirke, der blev opført før 1200, er med sin størrelse og detaljerigdom en af de fornemste repræsentanter for de jyske kvaderstenskirker. Allerede i 1240’erne blev kirken udbygget ved en forlængelse af koret, hvilket tyder på, at Bryndum på denne tid var en af de betydeligste landsbyer i herredet.

Stormændenes rolle i trosskiftet hang muligvis sammen med, at de tidligere havde haft en ledende rolle i udførelsen af den førkristne kult. Bryndum kan ligeledes have været et betydningsfuldt sted også før middelalderen. I begyndelsen af 1800-tallet lå der på markerne omkring Bryndum og på de store udyrkede hedearealer, der afgrænsede Bryndum fra nabolandsbyerne, endnu mange gravhøje fra bondestenalderen og bronzealderen. Bryndum kirke lå på denne tid alene udenfor landsbyen mellem to gravhøje, hvoraf den vestlige høj som ikke længere er bevaret, lå udenfor kirkegården. Der findes flere eksempler på kirker, som er anlagt tæt ved gravhøje, men det er usædvanligt, at kirken som i Bryndum ligger placeret mellem flere høje. Det bedste eksempel herpå er selvfølgelig Jelling kirke, der ligger mellem den store nord- og sydhøj. Begge højene i Jelling blev anlagt i vikingetiden, og Nationalmuseet udtog sidste år en boreprøve fra højen i Bryndum for at forsøge at datere den. Resultaterne af boreprøven er endnu ikke offentliggjort.

Rekonstruktion org1 1_10000

Fig. 4. Rekonstruktion af landskabstyperne i begyndelsen af 1800-tallet, som de fremgår på det ældste matrikelkort over Brøndum Bys Jorder. I centrum af billedet ses kirken, som på denne tid lå alene på markerne udenfor landsbyen. Landsbyens marker ses med hvid og engene med grøn. Heden er angivet med lilla og gravhøjene som grå prikker. Den arkæologiske forundersøgelse er angivet med blå. Sydvestjyske Museer. 

Gravpladsen på Svalevangen udgør et meget interessant fortidsminde med et stort forskningsmæssigt potentiale. Lokaliteten kan medvirke til at belyse overgangstiden for trosskiftet, og i efteråret 2016 vil Sydvestjyske Museer udføre en arkæologisk udgravning af begravelserne for Bryndum og Vester Nebel kirker. Udgravningerne vil give mange nye oplysninger og forhåbentlig afklare, om de gravlagte var de første kristne i Bryndum.

Michael Alrø Jensen, museumsinspektør

Stormænd fra vikingetid og middelalderbønder i Okholm

SJM 311 DB001

Forår og sommer 2015 udgravede Sydvestjyske Museer ved Vadehavscenteret i Vester Vedsted. Lokaliteten hedder Okholm og ligger tæt ved kysten, godt 10 km sydvest for Ribe. Museet havde store forventninger til undersøgelsen, idet tidligere arkæologiske udgravninger på området havde givet meget spændende resultater.

Da Vadehavscenteret blev anlagt i 1990’erne fik Den Antikvariske Samling mulighed for at udgrave i Okholm. Her fandt man landbebyggelse fra vikingetiden, såvel som et stort antal grubehuse fra samme periode. Fundene fra især grubehusene var meget usædvanlige for vikingetidig landbebyggelse, idet der fremkom spor efter ikke kun tekstilfremstilling (som er en hyppig aktivitet i grubehuse), men også efter ravslibning, perlemageri og metalstøbning. Tre aktiviteter, som ellers associeres med et vikingetidigt bymiljø, som det, der udfoldede sig på markedspladsen i vikingetidens Ribe.

I 2015 fik Sydvestjyske Museer endnu gang mulighed for at grave i Okholm, da Vadehavscenteret stod for en betydelig udvidelse. I denne undersøgelse fandt vi bebyggelse og grubehuse fra vikingetid, samt flere huse fra middelalderen. Sammenholdt med fundene fra de tidligere undersøgelser giver den nye udgravning et efterhånden tydeligere billede af de mennesker, der levede i Okholm i fortiden, hvilken status de har haft i samfundet samt deres relation til Ribe fra 7. til 13. århundrede.

Figur 1

Figur 1. Samlet plan over udgravningerne i 1990’erne og 2015. Med lys blå ses de tre langhuse fra 8. århundrede. Markeret med rød ring ses de to brønde (den ældste er nordligst). De 20 grubehuse fra 7.-9. århundrede er farvet pink. Tegning: Sydvestjyske Museer.

 

Okholm i vikingetid

Undersøgelserne i Okholm afdækkede i alt tre stolpebyggede langhuse fra formodentlig 8. århundrede. Desuden fandtes to brønde, som kunne dendrokronologisk dateres til vikingetid (figur 1). Den ene brønd var etableret omkring 602 e.Kr. og var løbende vedligeholdt indtil sidste datering ca. 746 e.Kr. Fundmaterialet passede fint ind i denne kronologi og viste, at brønden var fyldt op i anden halvdel af 700-tallet. Den tidlige datering til starten af 600-tallet er spændende, fordi det for første gang stadfæster, at bebyggelsen i Okholm opstod omkring 100 år før etableringen af markedspladsen i Ribe. Den anden brønd kunne dateres mindre præcist til efter ca. 900, men denne datering er også interessant, idet den viser, at bebyggelsen i Okholm muligvis er kontinuerlig helt fra 7. og ind i det 10. århundrede. Desuden blev der fundet to, nord-syd orienterede ”rammehuse”, som var konstrueret med væggrøfter og tilsyneladende uden indvendige, tagbærende stolper (figur 2). Det ene af husene var stratigrafisk yngre end et af de stolpebyggede langhuse, og de to konstruktioner foreslås forsigtigt at høre hjemme i 800-tallet. Deres brug er ukendt, men der blev fundet store mængder slagge både i såvel som i området omkring husene, så et gæt kunne være, at der er blevet udført metalarbejde i dem.

Figur 2

Figur 2. Udsnit af plan med de to rammehuse markeret med orange. Tegning: Sydvestjyske Museer.

 

Endelig afdækkedes hele 20 grubehuse formodentlig fra hele den vikingetidige bebyggelsesperiode. Fundmaterialet fra de fire grubehuse, der blev udgravet i 2015, stemmer fint overens med fundene fra udgravningerne i 1990’erne.

Fylden i to af de fire grubehuse viste en varieret fundsammensætning bestående af blandt andet Badorf-keramik og tildannet rav, samt råmateriale til glasperlefremstilling og perler af finere materialer som karneol og bjergkrystal (figur 3). Et andet af grubehusene indeholdt store mængder slagge samt en lille, sølvholdig slaggeklump. I bunden af det sidste grubehus lå et sæt på ni vævevægte med typisk stempelkorsdekoration (figur 4). Ofte stammer fundmaterialet i grubehuse fra opfyldslagene og kan derfor ikke med sikkerhed sige noget om husets oprindelige funktion, men i dette tilfælde er det meget sandsynligt, at der er tale om en decideret vævehytte.

Figur 3

Figur 3. Genstande fra soldning af fyld i grubehus. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

Figur 4

Figur 4. Sæt på ni vævevægte med stempelkorsdekoration. Fundet i bund af grubehus. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

Ydermere er der i udgravningerne og med detektor i området fundet i alt fem eksemplarer af sølvmønttypen sceatta, som udvikles i Nordvesteuropa sent i 7. århundrede. Der er fundet mere end 200 sceattas i Ribe, hvor cirkulationen af mønterne fortsætter frem til slutningen af 8. århundrede. Mønttypen er tæt knyttet til handlen på den vikingetidige markedsplads, men findes altså også i Okholm.

 

Middelalderbøndernes Okholm

I undersøgelserne på Okholm blev der fundet seks stolpebyggede huse fra middelalderen, sandsynligvis fordelt over perioden 11.-13. århundrede (figur 5). Husene har lidt forskellig orientering, hvilket både kan afspejle forskellige gårdstofter, men også at husene ændrer orientering i takt med, at bebyggelsen udvikler sig over tid. Det vestligste hus, som sandsynligvis også er et af de yngste, havde fungeret over lang tid og var i mange faser. I vestenden havde huset en fordybning, der tolkes som en grebning, så der har været stald i denne ende af huset. I den nordligste del af feltet fandtes en brønd, som kunne henføres dendrokronologisk til den helt tidlige del af middelalderbebyggelsen. Som base i brønden var brugt tre, store stykker tømmer. Det ene tømmerstykke havde velbevaret splintved, hvilket gav en helt præcis datering for brøndens anlæggelse til foråret 1080 (figur 5).

 

Figur 5

Figur 5. Plan med den middelalderlige bebyggelse markeret med grøn. Længst mod vest ses huset med grebning i vestenden. Markeret med rød ring ses brønden, som er dendrokronologisk dateret til foråret 1080. Nederst til venstre ses det tømmerstykke, som gav den præcise datering. Tegning og foto: Sydvestjyske Museer.

 

Middelalderbebyggelsen adskiller sig ikke synderligt fra anden middelalderlig landbebyggelse og tilsyneladende har det været ganske almindelige bønder, der levede i Okholm i denne periode. Det eneste bemærkelsesværdige er, at der er fundet i alt ni skår af Pingsdorfkeramik i de to undersøgelser. Pingsdorf er en tidligmiddelalderlig keramiktype, som blev importeret fra Rhinegnene og som forekommer i store mængder i lagene fra det middelalderlige Ribe. Typen er sjældent forekommende i landbebyggelsen, men den relativt høje andel af Pingsdorfkeramik i Okholm hænger nok mere sammen med nærheden til Ribe, end den siger noget om status for de bønder, der boede derude.

 

Dankirke, Ribe og stormænd i vikingetidens Okholm

Fundene fra de mange grubehuse og den øvrige vikingebebyggelse i Okholm viser spor efter typiske aktiviteter såsom tekstilfremstilling, men også efter andre håndværk i form af ravslibning, metalstøbning og perlemageri. De tre sidstnævnte håndværk er aktiviteter, som er usædvanlige for vikingetidig landbebyggelse, men som til gengæld associeres med den vikingetidige markedsplads i Ribe, som opstår i begyndelsen af 700-tallet. Fundene af sceattas i Okholm bidrager yderligere til det billede, at lokaliteten på mange måder minder om markedspladsen i Ribe i 8. og 9. århundrede, blot i betydeligt mindre målestok. Med dateringen af den ene brønd til begyndelsen af 600-tallet kan vi nu også se, at bebyggelsen i Okholm er opstået op mod 100 år før etableringen af markedspladsen.

For at forstå det komplicerede fundbillede i Okholm og tilknytningen til Ribe, skal vi endnu længere tilbage i tid og et par kilometer mod sydøst til lokaliteten Dankirke. Dankirke var en høvdingegård, et magtcenter og måske også et religiøst center fra førromersk til germansk jernalder. Bebyggelsen i Dankirke ophører fuldstændigt i første halvdel af 500-tallet – kort før det nu er bevist, at bebyggelsen i Okholm opstår. Trods det er der fundet 13 mønter af sølv og guld (heraf hele 10 sceattas) i Dankirke, hvilket virker besynderligt, når al anden aktivitet er ophørt 150-200 før. Forklaringen kan være, at selvom magten forsvandt fra Dankirke, så bibeholdt området sin mytologiske betydning i erindringen hos de mennesker, der boede i området. I den sammenhæng kan mønterne fra Dankirke udgøre mytologisk betingede skattenedlæggelser, som er blevet pløjet og spredt ud over et større område ved senere tiders dyrkning. Og muligvis har det været beboere i det nærliggende Okholm, der har foretaget møntnedlæggelserne ved Dankirke.

 

Figur 6

Figur 6. Skatten fra Vester Vedsted, som blev fundet få hundrede meter øst for udgravningerne i Okholm. Foto: Rita Fredsgaard Nielsen.

 

I anden halvdel af 900-tallet nedlagdes den store guldskat Vester Vedsted-skatten få hundrede meter øst for udgravningerne i Okholm (figur 6). Skattenedlæggelsen viser, at der på dette tidspunkt boede mennesker i Okholm, som tilhørte samfundets absolutte elite. Udgravningerne i Okholm sandsynliggør imidlertid, at Okholm afløser Dankirke som magtcentrum omkring 600 e.Kr. og at der måske allerede fra dette tidspunkt har boet stormænd i Okholm. En sådan stormand har ganske sikkert haft stor indflydelse på anlæggelsen af markedspladsen i Ribe, og det er sandsynligvis i denne sammenhæng, vi skal se fundene fra bebyggelsen i Okholm. Den tidlige markedsplads i Ribe var sæsonbetonet og et samarbejde med stormanden har givet rig mulighed for, at håndværkerne har kunnet sidde i Okholm og arbejde i vinterhalvåret.

Denne konstellation synes ikke mindre sandsynlig, når man betænker det tætte bånd, der eksisterede mellem kunsthåndværkere og magtelite i vikingetiden. Samfundets elite fungerede, helt op på kongeligt niveau, som mæcener og sponsorer for kunsthåndværkerne. Stormænd og konger købte deres mænds loyalitet med smukke prydgenstande og det var således til enhver tid attraktivt for en stormand at have kunsthåndværkere knyttet til sit hushold. Stormanden i Okholm har ganske sikkert ikke været en undtagelse, og har givet sine kunsthåndværkere optimale forhold på markedspladsen i Ribe om sommeren og på hans gård i Okholm om vinteren.

 

Maria Knudsen, arkæolog

Smalfilm fra udgravninger omkring Esbjerg i 1950’erne og 1960’erne

Arkæologer opmåler, fotograferer og beskriver vores fund, men kun undtagelsesvis har fagfolkene selv anvendt film til at dokumentere selve udgravningen, dens deltagere og forløb. Det er på mange måder en skam, da de levende billeder kan noget særligt.

Via linket herover kan man se en sammenklippet film om udgravninger nord for Esbjerg i de sene 1950’ere og 1960’erne. Filmene er optaget af Poul Skelmose og digitaliseret af hans søn Bo Skelmose.

Blandt andet er der optagelser fra udgravningen af jernaldergårdene i Myrtue, hvis fine brolagte gulve og veje er omkring 2000 år gamle.  Sådanne gårdstomter har der ligget mange af, men nutidens landsbrugsredskaber har desværre udslettet langt størstedelen af dem.

Der er sket meget i de forløbne 50 år. Både med Esbjerg og måden vi laver arkæologiske udgravninger på. Bør Baskerhuen ikke få et comeback?

 

 

Nyt om jernaldergravpladsen i Den Hemmelige Skov

Oversigt1.jpg

Oversigtskort over området – Undersøgelsen fandt sted ved nummer 387 på kortet (c) Kort- og matrikelstyrelsen

 

I december 2015 skulle der graves en ny råvandsledning ned i Kjersing, i den nordlige del af Esbjerg, og i den forbindelse var museets arkæologer på sagen, for det var nemlig ikke et hvilket som helst område, der blev gravet i.

I det rekreative område ved Kjersing, der går under navnet ”Den Hemmelige skov”, hvor råvandsledningen skulle nedgraves, har man nemlig siden slutningen af 1800-tallet haft kendskab til en tuegravplads fra ældre jernalder (tiden omkring kristi fødsel) omkring nogle af stenaldergravhøjene.

Tuegrave er små lave tuer, ca. 30-60 cm høje og op til 6 meter i diameter, og de var oprindeligt omgivet af en åbentstående grøft, hvori der stod et hegn. I denne periode af fortiden blev de afdøde kremeret og begravet i urner, som blev placerede midt i de små tuer. Ud over knoglerne, fik den afdøde til tider lidt gravgaver med sig i form af en bronze- eller jernkniv, eller eventuelt en nål. Urnen blev efterfølgende dækket af den lave høj.

Esb-6-52.jpg

Hvordan det kan have set ud da tuegravpladsen blev anlagt. Tegning: Jette Jørgensen

Den oldtidsinteresserede møller og proprietær

Den første, der undersøgte højene var den daværende ejer, Møller Hansen fra Spangsbjerg Mølle, der ejede jorden i den anden halvdel af 1800-tallet. Han var meget oldtidsinteresseret, og da det dengang endnu ikke var forbudt at grave i de synlige fortidsminder, foretog han en række gravninger i tuerne, hvorved han, ifølge fortidsmindeberejser, Kaptajn A. P. Madsen ”skal have fundet Urner indeholdende brændte Ben”. Ingen af disse er dog bevaret til i dag, hvilket er meget typisk for genstande fra de private udgravninger i tiden før den generelle fredning af alle jordfaste fortidsminder i 1937.

I 1935 havde én af initiativtagerne til Esbjerg Museum, proprietær Holger Villadsen på Solbakkegaard, hørt om gravene fra den nu tidligere møller, og han kunne godt tænke sig at få noget mere at vide om tuegravfeltet. Derfor kontaktede han den 17/11 1935 Nationalmuseet, der allerede ugen efter sendte én af deres folk, museumsinspektør og arkæolog C. L. Vebæk til at foretage en forundersøgelse af området.

Vebæk fandt 14, ”Større og Mindre Tuer… …Nogle af disse Tuer, der var ca. 1/3-2/3 m Høje og ca. 2-5 m i Tværmaal, saas at være udgravet.” (Citat fra Vebæks beretning fra 1935). Tuegravene lå på området lige omkring de to fredede gravhøje fra enkeltgravskulturen. Mellem tuegravene og jernbanen havde møller Hansen nogle år forinden opgravet en urne, som han efterfølgende lod nedgrave i sin egen have.

Vebæks skitse fra 1935.jpg

C. L. Vebæks skitse af tuegravsområdet fra 1935

Hvad de nye undersøgelser viste

Da området aldrig er blevet bebygget, har der heller ikke været foretaget arkæologiske undersøgelser nær tuegravfeltet, hvorfor vores viden om feltets udbredelse og afgrænsning har været begrænset, men i december 2015 dukkede der en ny brik op i puslespillet.

Museet blev nemlig opmærksom på, at Din Forsyning planlagde at etablere en ny råvandsledning på Esbjerg Kommunes ejendom i Den Hemmelige Skov. Da ledningstraceet skulle ligge i nærheden af tuegravpladsen, fik vi foretaget en mindre forundersøgelse af den del af ledningstraceet, som lå i overdrev, og det gav pote. Ved forundersøgelsen fandtes nemlig spor efter fire tuegrave, samt nogle løse grøfter.

Oversigtskort.jpg

De nyfundne ringgrøfter er markeret med hvidt. Vebæks undersøgelser fra 1935 med sort. (c) for ortofoto: Kort og Matrikelstyrelsen.

Kun én af tuegravene lå midt i traceet, hvorfor den blev totalundersøgt, medens de tre andre kun blev undersøgt i de dele af ringgrøfterne, der blev berørt af traceet.

SJM 510 DB 079 _MG_0189.JPG

Resterne af en tuegrav. I baggrunden ses højene fra enkeltgravstid, hvoromkring der stadigvæk var synlige tuegrave i 1935. Foto: Sydvestjyske Museer

Håbet var naturligvis at finde rester af urnebegravelserne, men her viste dyrkningen sig at have været for hård ved gravpladsen, for i de to turgrave, hvor vi havde centrum blotlagt var der hverken spor af urne eller nedgravning til denne.

Der var dog spor efter ringgrøfterne omkring tuegravene, og den ene som vi kunne undersøge i fuld udstrækning viste sig at være konstrueret som tuegrave er flest, nemlig med en åbning mod syd og en mod nord. Der fandtes dog ingen spor efter stolpepalissader i nogen af de ringgrøfter, der blev berørt af ledningstraceet, hvilket ellers kendes fra en del tuegrave.

Selvom vi ikke fandt nogen urner, så gik vi ikke helt tomhændede derfra, for i én af ringgrøfterne fandt vi resterne af en formodet offergave i form af skårene fra et mindre lerkar, der sandsynligvis har indeholdt noget spise- eller drikkeligt, som den afdøde har kunnet nyde i efterlivet.

IMG_0971.jpg

Resterne af et mindre lerkar fra en af ringgrøfterne. Foto: Sydvestjyske Museer

Ud over tuegravene stødte vi også på en række markante stolpehuller på 24-40cm dybde, der lå i en samlet klump mellem nogle af tuegravene. Det var desværre ikke muligt at udvide traceet her, hvorfor vi blot kunne konstatere at der her engang i oldtiden har stået en mindst 4 meter bred konstruktion, men en nærmere bestemmelse af alder og funktion kan vi desværre ikke komme nærmere ind på.

Stolpehuller.jpg

Resterne af den ukendte bygning ses her som fem hvide pletter. Nord for ses to ringgrøfter, der kun blev sporadisk berørt af undersøgelsen. (c) for kort: Kort og Matrikelstyrelsen.

Hvad angår tuegravpladsens udstrækning, så fremkom der ingen spor efter tuegrave nord for den gamle markvej, der går øst-vest hen over området, hvorfor vi må formode at tuegravpladsen har ligget syd for denne. Hvor langt gravpladsen har strakt sig mod syd, øst og vest var det ikke muligt at afgøre i denne omgang.

Ønsker man ved selvsyn at se tuegravpladsen, så har tidligere undersøgelser og dyrkning fjernet det meste, men der findes faktisk stadigvæk en enkelt tuegrav bevaret, der meget undseeligt putter sig i det høje græs mellem de to fredede stenalderhøje.

340326 110210 IMG_3772.JPG

De to stenalderhøje i efterårspragt set fra nord. Busken til venstre imellem højene står i kanten af den tilbageværende tuegrav. Foto: Sydvestjyske Museer

I kan læse mere om området i Steen F. Jensens artikel: “Højene i „Den hemmelige Skov“”, Levende Viden 1, 2013, s 34-37.