KRYSTALDYRET FRA OBBEKÆR – et pindsvin fra vikingetiden?

”Jamen, er det ikke et pindsvin?” – lyder det ofte, når folk første gang ser det lille vedhæng. Forslaget er slet ikke så dumt, men svaret er tilsvarende heller ikke så lige til.

Smykket blev fundet med metaldetektor af Henrik Brinch Christiansen i januar 2019 ved Obbekær, ca. 7 km øst for Ribe, i et område der har givet en række andre, ret almindelige metalfund fra jernalder, vikingetid og middelalder – formodentlig sporene efter en mindre bebyggelse, der har ligget i tilknytning til engene omkring Ribe Å.

SJM_740_200323238_x32-8_crop

Frisk fra mulden.

Det består af en stor dråbeformet sten af bjergkrystal, der sidder fast i en indfatning af sølv. Den samlede længde er blot 2,9 cm. Selve stenen har en mat overflade, der næppe stammer fra slid, men er stenens naturlige overflade. Kvartsen er let grumset og har nogle farvespil, både lyse og helt mørke. I overfladen ses der flere små fordybninger og ved konservering af stykket blev det opdaget, at det ene af hullerne går langt ind i stenen, hvor det udvider sig let tragtformet. Der er umiddelbart ikke noget der tyder på at hullet er menneskeskabt, når man sammenligner med, hvordan borede huller i perler af bjergkrystal ser ud. Har det mon spillet en rolle for udvælgelsen af stenen og hvordan den er placeret i fatningen? Hullet sidder næsten hvor navlen ville være på et dyr. Det er næppe tilfældigt!

SJM730x32_Samlet

Bagsiden af sølvindfatningen er let hvælvet og glat, mens siderne er rillet på skrå og opdelt i små felter ved korte tværstreger, der samlet giver et indtryk som en krydsskravering. Udsmykningen fortsætter op over øjet øverst på smykket. Kanterne af det skraverede bånd brydes af fire svulstige greb udformet som dyremasker, der bøjer ind over stenen og holder den fast i indfatningen. Og det er dem der giver smykket sin tydelige dyrekarakter og ved første øjekast kunne de tre nederste ligne poter.

Den øverste dyremaske adskiller sig fra de øvrige tre ved at være tredimensionel med en bredflabet mund og nærmest uden markerede øjne. Der ses ingen ører. Skraveringen på toppen er næppe en frisure eller hovedbeklædning, men er blot en fortsættelse af sidernes ornamentik. På tværs af masken er et stort, gennemgående hul, så vedhænget har kunnet fastgøres til f.eks. en kæde.

SJM740x32_Detail5

Det øverste hoved er gennemboret på tværs, så smykket har kunne hænges på en snor.

Rundt langs kanten ses tre ens dyremasker. Når man ser smykket direkte forfra og tænker på pindsvinet, kunne de umiddelbart minde om fødder, selv om antallet tre ikke passer med et firbenet dyr. Der er dog ingen tvivl om, at der er tale om dyremasker, idet der er tydeligt markerede øjne, spidse trekantede ører, samt en markant snude. Det er et velkendt motiv på mange af vikingetidens smykker, hvor sådan et hoved ofte sidder på et katte- eller løvelignende dyr.

Smykket har hængt om halsen i mange år. Det ses tydeligt af sliddet, f.eks. på de skraverede sider og især på maskerne, hvor nogle detaljer er slidt helt væk.

Dyreansigternes udseende, samt sølv i kombination med bjergkrystal, gør samlet, at stykket skal dateres til 800-årene evt. tidlig 900-årene, altså vikingetiden. Igennem hele yngre jernalder, fra 400-årene til 1000-årene, ses en mægtig fascination af dyr i datidens  kunst. Smykker kunne både være direkte udformet som, eller afbillede, en lang række dyr, f.eks. heste, ugler, ravne, bjørne, løver eller kattedyr, fisk og slanger. Nogle er afbilledet ganske naturtro, men som regel er de fleste stiliserede i varierende grad, så der til tider skal et godt øje til, for at kunne få øje på dyret i smykket.

Men et pindsvin? Dét er ikke set før. Og Pindsvin eller ej, så taler den simple og alligevel kunstnerisk fuldendte formgivning direkte til os, her 1100-1200 år senere.

 

Kan ses på Museet Ribes Vikinger fra 8. oktober 2019 – 6. februar 2020

Foto: Sydvestjyske Museer.

Claus Feveile, Museumsinspektør, arkæolog, Arkæologi og Samling, Sydvestjyske Museer.

3 Flash positiv

På et røntgenbillede ses det dybe hul som en mørk skygge ved den røde pil.

SJM740x32_Detail4SJM740x32_Detail3SJM740x32_Detail2SJM740x32_Detail1

De ældste spor efter menneskelig aktivitet på Facebook grunden ved Andrup

De arkæologiske undersøgelser på den tidligere Facebook grund ved Andrup er afsluttet. De sidste spadestik er taget, udstyret pakket sammen, og de undersøgte arealer er endnu en gang blevet tildækket. Det arkæologiske arbejde er dog langt fra færdigt endnu. Efterarbejdet har blandt andet bestået i at vaske og registrere fund, indsamle og indsende materiale til C-14 dateringer samt foretage et større digitaliseringsarbejde, hvor de enkelte huse, grave, kulturlag etc. er beskrevet og relativt dateret ud fra byggestil og fundmaterialet. Som forventet stammer langt størstedelen af husene fra jernalderen, men det er ikke disse, der er fokus på i denne omgang. I stedet bevæger vi os endnu længere tilbage i tiden og ser nærmere på de ældste spor efter menneskelig aktivitet, der er fundet ved Andrup.

Vi skal tilbage til stenalderen, hvis landskab og dyreliv adskiller sig betydeligt fra noget, vi ville kunne genkende den dag i dag. Det er desuden i denne tidsalder, at mennesket igennem en periode på flere årtusinde går fra at leve en nomadisk tilværelse i jægerstenalderen til gradvist at etablere mere faste bopladser i bondestenalderen.

De markante ændringer i levevis og eksistensgrundlag, der fandt sted omkring overgangen fra jæger- til bondestenalderen er reflekteret i fundmaterialet fra Andrup. Her er der fundet huse fra bondestenalderen, der indikerer et mere permanent tilhørsforhold til området, mens der fra den ældre periode udelukkende er fundet gruber med kulturlag. At der ikke er fundet mere entydige spor efter jægerstenalderens huse skal dog ses i sammenhæng med, at det nordvestlige undersøgelsesområde kun er forundersøgt. Der er dermed potentiale for, at en senere udgravning i området kunne resultere i opdagelsen af netop disse, hvilket er af særlig interesse, da husene ofte ikke er bevaret for eftertiden. I stedet er menneskets tilstedeværelse påvist ved at analysere fundmaterialet. På denne baggrund er gruberne fra Andrup dateret til Maglemosekulturen. Nærmere bestemt skal vi altså skue over 10.000 år tilbage i tiden for at møde de fangstfolk, der engang levede i området.

Figur 1

Figur 1: På ovenstående kort fra sidste halvdel af 1800-tallet er de ældste spor efter menneskelig aktivitet i området NV for det nuværende Andrup indtegnet. De lilla områder viser søgegrøfterne, der blev anlagt i undersøgelsens begyndelse, mens de senere udgravningsfelter er markeret med blåt. Den gule stjerne angiver, hvor gruberne med kulturlag fra jægerstenalderen er fundet, mens hver af de røde stjerner angiver placeringen af et hus fra bondestenalderen. Engarealer og vådområder er desuden indtegnet med grønt, mens hede er indtegnet med rødt. Tegning: sydvestjyske Museer.

Jægerne ved Andrup (Maglemosekulturen 8.800 f.v.t. – 6.800 f.v.t.)

Siden den sidste istids afslutning omkring 9.500 f.v.t. havde det sydskandinaviske landskab gennemgået en dramatisk forvandling. Stadigt stigende temperaturer forvandlede det ellers vidtstrakte tundralandskab til store skovdækkede områder, hvor blandt andet urokser, bison, elsdyr og vildheste havde deres gang for senere at blive suppleret med kronhjort, rådyr og vildsvin. På denne tid var landarealet betydeligt større end i dag, men også dette ændredes i takt med isens afsmeltning og havets fortsatte stigning som følge af det mildere klima. Det er i dette foranderlige landskab, at vi finder et fangstfolk, hvis omgivelser stillede dem nye udfordringer og krav om tilpasning. Vi kender dem som Maglemosejægerne, opkaldt efter området ved Mullerup i Vestsjælland, hvor den første boplads fra perioden blev undersøgt (Jørgen Jensen 2001, s. 85-89).

Maglemosejægerne var et fangstfolk, hvis eksistensgrundlag var tæt forbundet med, hvad deres omgivelser bød dem. De skiftende årstider har utvivlsomt påvirket hvilke fangstmetoder, der blev intensiveret frem for andre: jagt på store køddyr, fiskeri, fuglefangst, pelsdyrjagt osv. Kosten blev desuden suppleret med indsamlingen af planteføde, der i særdeleshed var årstidsbestemt.

Vores forståelse af deres levevis bygger på undersøgelsen af et stort antal bopladser, der i langt de fleste tilfælde er fundet i og ved moser, ved søer og langs større vandløb. De er dog alle indlandspladser og var sæsonbetingede til årets varmeste måneder, da områderne var ubeboelige i vinterhalvåret. Hvor man flyttede hen er endnu ikke fastslået med sikkerhed, men umiddelbart tyder det på, at man ligesom senere tiders fangstfolk har levet ved kysten. I arkæologisk henseende er der dog problemer forbundet med at bevise eksistensen af disse hypotetiske bopladser, da de skal findes på havbunden. Datidens kystlinje ligger nemlig den dag i dag under vand (Jørgen Jensen 2001, s. 94-96; Axel Degn Johansson 2000, s. 97; 119).

Ved Andrup er der ikke mange levn tilbage efter de Maglemosejægere, der engang befandt sig i området. De må dog have nydt godt af den daværende skovvækst, for der er fundet en betydelig mængde skaller af hasselnødder, som de har høstet i det tidlige efterår. Hvorvidt de har nedlagt byttedyr er svært at sige med sikkerhed, idet eventuelle knoglerester ikke er bevaret fra området. Noget kunne dog tyde på, at det i det mindste har været deres hensigt, idet der er fundet spor efter tilhugningen af flintredskaber i forberedelsen til jagt.

Af særlig interesse er de såkaldte mikrolitter, der er tidstypiske for perioden. Mikrolitter er små flintstykker som Maglemosejægerne anvendte som spidser og skærper på deres pile og som blev fastgjort med birketjære til riller i skaftet (Knud Andersen 1982, s. 27; Jørgen Jensen 2001, s. 100; 105-106).

 

Jægerne bliver bønder (4.000 – 1.700 f.v.t.)

Bondestenalderen markerede begyndelsen på en stor omvæltning, ikke blot i henhold til menneskets eksistensgrundlag, men selve landskabets udformning. Store skovområder blev nu ryddet, for at skabe åbne arealer, hvorpå der blev dyrket forskellige afgrøder og hvor husdyr såsom okser, får og geder kunne græsse (Ethelberg 2000, s. 72-88).

I Danmark stammer de første bønder fra tragtbægerkulturen (4.000 – 2.800 f.v.t.), opkaldt efter de karakteristiske tragtformede og ofte rigt dekorerede lerkar, der var almindeligt forekommende. Huse fra perioden er fåtallige og ved Andrup er fundmaterialet fra den tidligste periode i bondestenalderen ganske beskedent. Alt hvad Andrups første bønder efterlod sig var fire potteskår.

Figur 5

Figur 3: Viser tre sideskår med dekoration bestående af tætte streger. Randskåret til venstre er dekoreret med aflange indtryk. Dekorationen er lavet med hjælp fra en lille pind, der er blevet trykket ind i vådt ler. Foto: Sydvestjyske Museer.

Ved Andrup skal vi bevæge os helt op til slutningen af bondestenalderen, også kaldet senneolitikum (ca. 2350-1700 f.v.t), før der er tydelige tegn efter huse i området. Husene var solidt byggede. De skulle kunne holde til de skiftende årstider i mange år frem og bestod af en række midtsuler, eller tagbærende stolper samt to rækker af vægstolper, én på hver side af midtsulerne. Ved Andrup er der i alt fundet 17 af disse midtsulehuse, som også er almindeligt forekommende i resten af det nuværende sydskandinaviske område (Nielsen 1997, s. 16-22).

Figur 3

Figur 4: oversigt over et af midtsulehusene fra udgravningen. Det gråt markerede område er husets omrids, mens de grønne anlæg er husets stolper. Huset har været omkring 31,7 m langt og ca. 6 m bredt og er således det største der er fundet under udgravningen. Stolperækken i midten er midtsulerne, mens rækkerne mod nord og syd er vægstolper. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Som nævnt ryddede og afbrændte man i bondestenalderen store skovarealer til fordel for agerbrug og kvæggræsning. Metoden havde dog den ulempe, at jorden med tiden blev udpint og at bønderne dermed blev tvunget til at flytte fra område til område (Ethelberg 2000, s. 77). De mange huse, som er fundet i Andrup, skal derfor ikke ses som mindre grupperinger af samtidige huse, men er snarere et billede af enkeltstående huse, der er flyttet rundt, for at udnytte de mindst udpinte områder.

Dateringen af midtsulehusene er ikke kun sket på baggrund af deres byggestil, men også ud fra de fund, der er gjort i nogle af husenes stolpehuller. Ved f.eks. at se på dekorationen af keramikken er det i mange tilfælde muligt at datere fundet og dets kontekst. I denne periode af oldtiden er keramikken desuden groft magret, hvilket adskiller sig fra de senere perioder.

 

Ved Andrup er der desuden fundet to pilespidser, der umiddelbart er vurderet til at stamme fra perioden omkring bondestenalderens slutning eller bronzealderens begyndelse. Fladehuggede pilespidser findes overalt i Danmark som løsfund, antageligt fordi de er fejlskud, men forekommer også i grave (Petersen 2008, s. 91). I denne periode er flintgenstandene stærkt påvirket af nye importerede metalgenstande fra det europæiske kontinent. Flinthuggerne perfektionerede deres håndværk for at lave kopier af de eftertragtede genstande og de fladehuggede pilespidser er et eksempel på dette.

Figur 6

Figur 6: Denne fladehuggede pilespids er fundet ved Andrup under udgravningen som et løsfund. Den ene af de nederste spidser er knækket af på et tidspunkt. Fladehuggede pilespidser er lavet af tynde afslag ved hjælp af presteknik og kanterne er efterfølgende blevet retoucheret (Petersen 2008, s. 91). Foto: Sydvestjyske Museer.

Fremtidigt arbejde

Som arkæolog er der ét spørgsmål, der ofte går igen. Det findes i flere afskygninger, men kan kort opsummeres til ”Men hvad kan man så bruge det til?”. Hvad får man dog ud af at registrere gamle bebyggelsesspor og hive potteskår, flintstykker samt andre fortidslevn op fra undergrunden?

Svaret er, at fundene er med til at give os et indblik i en verden og levemåde, som ellers ligger os meget fjernt. Ved eksempelvis at undersøge flintstykkernes forarbejdning, potteskårenes udformning og husenes byggestil er det ikke blot muligt at blive klogere på deres anvendelse men også, hvor vi befinder os i tid.

De foreløbige resultater fra udgravningen ved Andrup bygger udelukkende på denne relative dateringsmetode. For at spore os endnu tættere på Andrups tidligste indbyggere er det dog nødvendigt, at anvende en mere præcis dateringsmetode. Til dette formål er der udtaget jordprøver af kulturlagene fra jægerstenalderen samt af de tagbærende stolper i husene fra slutningen af bondestenalderen. Ved at flotere prøverne bliver korn, frø og trækul sorteret fra og indsendt til den Naturvidenskabelige afdeling på Moesgaard Museum. Her bliver det bedst egnede materiale udvalgt og udtaget til en C-14 datering, der bliver foretaget af AMS-centeret i Århus. I skrivende stund afventer vi stadig resultaterne, der senere bliver inkluderet i og forhåbentligt understøtter, vores foreløbige resultater.

Vi ved, at mennesker har opholdt sig i området omkring det nuværende Andrup i både Maglemose- og Tragtbægerkulturen, og det er derfor ikke utænkeligt, at de også har opholdt sig i området imellem de to perioder. Ved undersøgelsens afslutning var det nordvestlige undersøgelsesområde ikke færdigundersøgt. Forhåbentligt kan fremtidige arkæologiske undersøgelser afdække, om der er fortidsminder fra de 2000 år, der er imellem de to berørte perioder, eller endda tidligere end Maglemosekulturen.

Indtil videre er alt vi kan konkludere, at Andrups tidligste beboere var fangstfolk, som jagede og indsamlede planteføde i området for omkring 10.000 år siden.

 

Arkæolog Michelle Wittenberg Petersen (mip26@sydvestjyskemuseer.dk)

Arkæolog Janne Bach Flensborg (jafle@sydvestjyskemuseer.dk)

 

Litteratur:

Andersen, K. 1982. Maglemosehytterne ved Ulkestrup Lyng, Det kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København.

Ethelberg, P. 2000. Det sønderjyske landbrugs historie: sten- og bronzealder, Historisk Samfund for Sønderjylland & Haderslev Museum, Haderslev.

Jensen, J. 2001. Danmarks Oldtid: Stenalder 13.000-2000 f.kr., Gyldendal, København.

Johansson, A. D. 2000. Ældre Stenalder i Norden, Sammenslutningen af Danske amatørarkæologer, Farum.

Nielsen, P. O. 1997. De ældste langhuse. Fra to-skibede til treskibede huse i Norden. In: Hus och tomt i Norden under förhistorisk tid. Bebyggelseshistorisk tidsskrift nr. 33. Uppsala.

Petersen, P. V. 2008. Flint fra Danmarks oldtid. 3. oplag i.e. udgave edn, Nationalmuseet & Museerne.dk, Vordingborg.

 

 

 

Bunkers, barakker og en sømbeslået støvlesål – Spor af 2. verdenskrig i udgravningerne på den tidligere Facebook-grund ved Esbjerg

Under de arkæologiske undersøgelser  på sitet for det indtil for nyligt planlagte datacenter ved Andrup, var er det mere end spor af oldtiden der blev gravet frem. En del af området overlapper nemlig med den flyveplads, som blev anvendt af den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig (se fig. 2). Flyvepladsen var kraftigt bebygget med flyveskjul, barakområder, befæstninger og meget andet, som har sat sig tydelige spor både under og over mulden.

Bunker

Figur 1: Næsten intakt bunker af ”Ringstand”- eller ”Tobruk”-typen stadig på den sydligste del af undersøgelsesområdet – lige nord for Nordre Tovrupvej (nederste venstre stjerne på figur 3). På marken bag bunkerne ses museets tildækkede søgegrøfter. Foto: Sydvestjyske Museer.

Flyvepladsen, Einsatzhafen Esbjerg, blev anlagt den 9. april 1940, da tyske tropper besatte den noget mindre Esbjerg Flyveplads på godt 42 ha. I de efterfølgende år blev flyvepladsen udbygget med hangarer, værksteder, barakker og befæstninger. Ved krigens slutning dækkede den et området på ca. 120 ha[1].

[1] Thorsen & Jensen 2013, s. 10

Areal for Einsatzhafen Esbjerg m. udgravninger - Facebook grund

Figur 2: En indtegning på luftfoto fra 2018 af hele det befæstede areal omkring Einsatzhafen Esbjerg ved krigens slutning (blåt område). Indtegningen følger den yderste pansergrav og er lavet ud fra ældre kortmateriale og luftfotos. Der kan derfor være upræcisheder. I sydøst ved Tovrup og i sydvest ved Fovrfelt kobler befæstningen sig samme med befæstningerne omkring Esbjerg. Undersøgelsesområdet ved Facebook-arealet er indtegnet med gult. Museets tidligere undersøgelser er markeret med røde firkanter og udgravningsfelter er markeret med blå fuldfarve. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Befæstningerne omkring flyvepladsen bestod yderst af pansergrave med et system af pigtrådsspærringer, løbegange, kampstillinger og faste betonbunkers hovedsageligt bevæbnet med maskingeværer og panserværnskanoner. Der var også udlagt omfattende minefelter med både panser- og personelminer.

På trods af det stærke ydre forsvar havde det tyske militær et doktrin om forsvar i dybden. De indre lejre og installationer var derfor også omgivet af egne befæstningsværker, så de selvstændigt kunne forsvare sig ved et angreb. På denne måde skulle en angriber kæmpe sig vej gennem hele området og ikke bare gennembryde de ydre forsvarsværker.

Kjersingområdet, hvor flyvepladsen lå, er derfor dækket af både synlige og usynlige spor efter årene under tysk besættelse. Det samme gør sig gældende for store dele af Esbjerg som, grundet frygt for en allieret invasion, var en af Danmarks mest befæstede steder under den tyske besættelse. Netop de usynlige spor træffer vi ofte på, når vi i forbindelse med vores undersøgelser fjerner mulden i området.

 

Pansergravene i udgravningerne

Nogle af de mest omfangsrige og tydelige spor vi finder efter den tyske besættelse, når vi graver rundt omkring Esbjerg, er de store pansergrave. Pansergravene var en V-formet grøft på 4-8 meters bredde og 2,5-4 meters dybde. De var moderne voldgrave designet til at bringe fremrykkende kampvogne til standsning ved, at de ganske enkelt kører front først ned i den og kan så vanskeligt komme op igen. Desuden vil de i processen blotte deres tyndere top- eller bundpanser for panserværnsvåben. Arkæologisk fremstår de som brede mørke striber i undergrunden, fyldt med blandet jord og undergrundssand, som hastigt blev fyldt i efter krigen. Ofte zig-zagger grøfterne gennem landskabet for at skabe bedre forhold for flankerende ild i stil med renæssancens takkede kasteller.

Plan over fundne WW2 anlæg

Figur 4: Luftfoto over det forundersøgte område med indtegning af pansergravens (rød) og de bagvedliggende løbeganges (blå) forløb, som kunne ses i de arkæologiske undersøgelser. De steder, hvor der umiddelbart kunne erkendes konstruktioner – enten bevarede over jorden eller fundet i ved muldafrømning – er markeret med gule stjerner. Tegning: Sydvestjyske Museer.

SJM 591 DB010

Figur 5: Pansergravene afsætter sig tydelige spor i undergrunden. Fylden er oftest en rodet blanding af muld og sandet undergrund, der er fyldt i graven straks efter krigens afslutning. For det tydelige billedes skyld, er her dog vist et eksempel fra en forundersøgelse på Tarp Byvej.

ps-6044@esbjergkommune.dk_20190225_134726_001

Figur 6: Eksempel på udformning af pansergraven. Her ved Darumvejens overførsel ved Måde. Bemærk betonstubbene, som spærrer vejen. Foto fra Holstein 1979.

Spor af tyske barakbygninger

Lige nord for den lille sidevej til Nordskrænten fandt arkæologerne under forundersøgelsen pludselig en flot bevaret teglstensbelægning (se fig. 7). Indledningsvis var der tvivl om alderen, men et hurtigt kig på gamle optegnelser og luftfotos afslørede, at der sandsynligvis var tale om en gulv- eller udendørsbelægning i eller ved den ene af to tyske barakbygninger beliggende på arealet. Belægningen lå under overfladeniveau, så denne må være forsænket i forhold til det omkringliggende terræn.

DSC_4096

Figur 7: Flot bevaret teglstensbelægning fundet ved placeringen af to tyske barakker. Der blev yderligere fundet spor muligvis af barakkernes fundamenter. Nærliggende løbegrave, som den der ses lige nord for teglbelægningen, har forbundet barakkerne med stillinger lige øst herfor.

Der er formodentlig tale om to hestestalde tilhørende den nærliggende lejr ”Udet”. [1] Lejren var, som de øvrige større lejre på flyvepladsen, opkaldt efter en berømt tysk 1. verdenskrigs pilot. I dette tilfælde flyver-esset Ernst Udet.

Umiddelbart øst for barakkerne viste forundersøgelsen et omfattende netværk af løbegrave og nedgravede stillinger. Kampstillingerne kan meget vel have dækket en af de østlige indgange til flyvestationen, som lå langs Lykkesvejs tidligere forløb, før denne blev gennemskåret af motorvej E20 (se fig. 8).

[1] Thorsen & Jensen 2013, 93-94.

1944 kort m. tekst

Figur 8: Udsnit af luftfoto fra 1944 over området med angivelse af de ovenfor nævnte steder.

Udgravning af en bunker

Som en del af den arkæologiske forundersøgelse blev det besluttet at frigrave en af de bunkers, hvis synlige dele ellers for længst er blevet fjernet. På trods af at anlæg som disse ikke er særlig gamle i arkæologisk henseende, kan det argumenteres, at de udgør et væsentligt minde om en dramatisk periode både i Esbjergs historie såvel som i Danmarkshistorien. Herhjemme er kun udvalgte anlæg fra besættelsestiden beskyttet, hvorfor de tilbageværende levn fra eksempelvis den tyske flyveplads ved Esbjerg risikerer at blive fjernet i kommende anlægsarbejder og evt. viden vil gå tabt. Yderligere har vi erfaret, at fund fra besættelsestiden altid har stor interesse fra offentligheden. Når vi har muligheden, foretager vi derfor ofte en begrænset registrering af stående eller fremkomne 2. verdenskrigsanlæg indenfor vores undersøgelsesområder.

Ud fra luftfotos og ældre kortmateriale kunne vi se, at vores forundersøgelser bragte os tæt på en af stillingerne bag pansergraven, og det var derfor ikke vanskeligt at afrømme overjorden hen over den (den nordligste af stjernerne på fig. 3). Kun få centimeter under overfladen fremkom omridset af tykke, stålarmerede betonmure. Ikke underligt, at landmanden der har dyrket jorden, haft nogle problemer med pløjningen. De øverste ca. 1,5 meter af bunkeren var blevet nedbrudt, resten har fået lov til at ligge tilbage lige under mulden. Med en tykkelse på 40 cm kræver det også lidt komme igennem murene. En stor del af nedbrydningsaffaldet var fyldt ind i bunkeren, så for at få et fuldt overblik måtte dette først tømmes ud – sammen med temmelig store vandmængder.

DSC_0049

Figur 9: Arbejdssituation under fremgravning af bunkeren. Tømningen er godt undervejs og vi er tæt på bunden. Lige til venstre for Michael (i blå jakke med ryggen til) ses døren ind til bunkeren. Ca. hvor skovlen ligger er en trappe op til den forhøjede maskingeværstilling. I forgrunden ses spor i undergrunden af de løbegange, som gik ind til bunkeren.

Bunkeren viste sig hurtigt, at være resterne af en såkaldt ”Ringstand”- bunker eller ”Bauform 58c” som den hed i de tyske bunkers-byggeforskrifter ”Regelbau”. De Allierede kaldte dog typen ”Tobruk” efter den nordafrikanske by hvor de først stødte på den. Det er en mindre forsvarsbunker bestående af et lille forkammer og en forhøjet standplads med en cirkulær åbning i toppen (se fig. 1). I den cirkulære åbning var oftest placeret et let maskingevær. Maskingeværet kunne også monteres en affutage, som via en metalskinne i kanten af hullet let kunne drejes 360o, deraf det tyske navn ”Ringstand” (se fig. 11 øverst). Affutagen kunne endog vinkles op, så flyvende mål kunne beskydes. Typen kunne desuden udstyres med mortér, observations- eller lys-kommunikationsudstyr, og den blev hurtigt meget udbredt i mange af de besatte områder. I sammenhæng med løbegange og gravede stillinger udgjordes en stor del af nærforsvarsstillingerne omkring flyvestationen og Esbjerg by således af denne type bunkers.

Mapinfoplan over bunker

Figur 10: En digitalt opmålt plan over den udgravede bunker. Den kan med fordel sammenlignes med den bevarede bunker på fig. 1. Skyttehullet ses vendt mod nordøst, mens indgangen er i nordsiden. Betonmure og gulv er farvet mørkegråt, mens spor efter byggegruben og løbegange er indtegnet med lysegråt. Det røde foran indgangen er en drænet trinrist lavet i tegl, så vand fra løbegangen ikke kom ind i bunkeren. Hullet under trinristen havde et par skjulte overraskelser.

r3

Figur 11: Et par billeder af bunkertypen i anvendelse både med og uden affutage. Ophav og lokaliteter ukendt.

Den tyske besættelsesmagt havde åbenbart også problemer med det fugtige danske klima og den fedtede Andrup-ler, for foran indgangen til bunkeren var anlagt en fin teglbygget drænbrønd eller trinrist. Til hulrummet var anlagt et drænrør af tegl, så vand i løbegangen ville dræne væk fremfor at løbe ind på det lavere liggende gulv i bunkeren. Heldigvis besluttede vi på falderebet at tømme den lille drænbrønd, for til vores overraskelse indeholdt den flere fund, som førte direkte tilbage til bunkerens bemanding. Således kunne vi fiske både hovedet fra en spade, en hestesko og en småbeslået sål fra en støvle op ad hullet (se fig. 12). Spaden var med rundet skær. Muligvis en type med længere skaft og t-formet håndtag, som ofte ses påhængt tyske kørekøjer på billeder fra krigen. Støvlesålen var sømmet rundt langs kanten, men var eller så medtaget, a støvletypen ikke kunne endeligt identificeres. Det er dog besnærende at forestille sig en dårlig dag for en tysk soldat, da han skulle tømme drænhullet ud og mistede både spade og støvlesål i det klistrede Andrup-mudder. Her lidt over 70 år senere kunne vi så trække sålen fri af mudderet og få et lille ejendommeligt tilbageblik til en tid, hvor den tyske besættelse satte dybe spor i og omkring Esbjerg.

DSC_0073

Figur 12: En entusiastisk museumsinspektør med den fundne støvlesål. På jorden ses bladet fra spaden.

Ønsker man at se nogle af de bevarede anlæg fra den tyske Atlantvold, så kan man tage en gåtur i Strandskoven. Her er den store Ugruko kommandocentral for nyligt blevet ryddet for beplantning og udstyret med infotavler.

 

Museumsinspektør Troels Bo Jensen (trbj@sydvestjyskemuseer.dk)

 

Litteratur:

Holstein, Ulrich: Esbjerg. Et tyngdepunkt i det tyske vestkystforsvar 1940-1945. Jubilæumsskrift i forbindelse med Marinehjemmeværns flotille 131´s 25 år jubilæum. Forlaget ZAC, 1979.

Thorsen, Torben & Morten S. Jensen: Esbjerg Flyveplads 1940 til 1945. Luftkrigen over Esbjerg 1939 til 1945. Besættelsestidshistorisk selskab for Esbjergområdet. Forlaget kahrius.dk, 2013.

 

 

Fanø i oldtiden

IMG_0486

Fig. 1. Velbevaret skår fra ældre jernalder med skarpe brudflader fundet liggende på forstranden ved Halen, Fanø. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fanø er en af de tre danske barriereøer i Vadehavet, som alle tre opstod helt tilbage i stenalderen, hvor havniveauet var meget lavere end i dag. I jægerstenalderen var vi som bekendt landfast med England. Med havstigningen dannedes Vadehavets barriereøer, og de er lige siden blevet formet og omformet af vandets og vindens kræfter.

Geologiske boringer har bekræftet, at øerne fandtes i oldtiden, men har også vist, at de helt igennem består af vind- og vandaflejret sand, som løbende har været under angreb af havet.

En liste over kirkerne i Ribe Stift fra ca. 1325 omtaler både Fanø, Mandø og Rømø. De svarede alle fire skilling sterling i afgift til bispestolen. Af det kan man udlede, at der har stået én sognekirke på hver ø, som har været finansieret af en vis mængde tiendeydere i hvert sogn. Afgiftens størrelse antyder, at Fanø og Rømø dengang så nogenlunde havde deres nuværende størrelse, mens det siden da er gået voldsomt tilbage for Mandø.

Det mest sandsynlige sted at lede efter sognekirken på Fanø er under tomten af Nordby gamle Kirke i Rindby. Den mytiske Skt. Anne kirke ved Albuen baserer sig på et fantasifuldt kort af Johannes Mejer fra 1649 og savner grundlag i andre kilder.

Eftersom der med sikkerhed boede mennesker på alle tre øer i middelalderen, må det anses for meget sandsynligt, at det også var tilfældet i oldtiden, men hidtil udgør næsten alle oldtidsfund fra øerne ilandskyllede genstande af primært rav. De er fundet på øernes vestlige kyststrækninger og må stamme fra de tabte landskaber på Nordsøens bund.

Landskaberne på vadehavsøerne består i vidt omfang af klitter, heder og marker, og der er ikke kendskab til fortidsminder fra oldtiden i form af for eksempel gravhøje eller bopladser på nogen af dem. De få arkæologiske undersøgelser, som hidtil er foretaget på Fanø, har ikke kunnet påvise nogen form for fortidsminder.

Når det handler om at rekonstruere Fanøs ældre topografi er kildematerialet ikke ret godt. I forbindelse med Videnskabernes Selskabs kortlægning i Danmark blev Fanø i 1797 opmålt i skala 1:20.000 af landmåleren S. Bruun, og fra 1820 foreligger der et detaljeret matrikelkort i skala 1:4.000 udført af landmåleren Thobøll. Disse historiske kort foreligger i dag i digital form og kan georefereres i GIS-programmer og således anvendes til at vurdere udviklingen siden da.

vs08u_1.TIF

Fig. 2. Videnskabernes Selskabs konceptkort over Fanø målt 1797 af landmåler S. Bruun. Efter original i Geodatastyrelsen. 

I dag udføres med jævne mellemrum meget præcise laserscanninger af Danmark, såkaldte LIDAR-scanninger, som kan bearbejdes til meget præcise højdemodeller, der afbilder landskabets overflade.

Ved at sammenligne forholdene på Fanø i dag med landskabet, som det blev opmålt for 200 år siden, fremstår et interessant billede. Øens omrids har ændret sig forholdsvis markant som følge af sandtransporten i kystzonen, men modsat er det tydeligt, at det tørre land ikke har forandret sig nævneværdigt. De store parabelformede klitrækker, som opmåltes omkring 1820, ligger præcis samme sted i dag, og det tætte sammenfald mellem landskabsoverfladen for 200 år siden og i dag fortæller både om dygtigt landmålerhåndværk og stabile landskabsoverflader.

Sammenligningen mellem kortsættene tyder også på, at der på Fanøs mere rolige østre side kunne gemme sig ældre landskabsrester.

Org.1 og relief Fanø

Fig. 3. Med gult (sand), lyngfarvet (hede), og lysegrøn (eng/marsk) er vist landskabstyperne fra det ældste matrikelkort lagt oven på den laserscannede højdemodel fra 2008. De parabelformede klitter har ikke flyttet sig nævneværdigt de sidste 200 år.

Hvor gamle er klitlandskaberne på Fanø?

I 2016 blev et stort strømkabel ført tværs over Fanø, og gravearbejdet blev fulgt af arkæologer fra Sydvestjyske Museer. Hele vejen tværs over øen fandtes kun vind- og vandaflejret sand uden nogen spor af menneskelig aktivitet. For at datere dannelsestidspunktet for klitlandskabet blev der udtaget tre prøver af sand, hvis tildækkelsestidspunkt kan dateres ved hjælp af OSL-metoden (Optisk Stimuleret Luminescens). Sandet i prøverne viste sig at være dækket til i tidsrummet fra slutningen af middelalderen og frem til begyndelsen af 1700-årene.

Dette resultat stemmer med kortstudierne og underbygges yderligere af at være sammenfaldende med den klimaperiode, der kaldes Den lille Istid (LIA), som var kendetegnet af kolde vintre og udpræget sandflugt på den jyske vestkyst.

Det nuværende landskab på Fanø ser altså ud til at have fået sin nuværende form i tidsrummet fra ca. 1500-1800.

SJM 380 DB 011

Fig. 4. Fra nedgravningen af strømkablet tværs over Fanø i 2016. Landskabet består af lagdelte horisonter af vind- og vandaflejret sand. Foto: Sydvestjyske Museer.

Oldtid på Fanø

Kortstudierne tydede på, at der kunne være ældre landskabsrester bevaret på Fanøs østside, og interessen blev derfor vakt, da en lokal borger i slutningen af april 2019 henvendte sig omkring et fund af keramik på nordspidsen af Halen ”som så gammelt ud”. Efter at have fået skårene ind til museet og undersøgt dem nærmere, var der ikke tvivl om, at de var fra jernalderen og oprindelig kom fra flere forskellige kar, hvoraf i hvert fald ét syntes at være fra århundrederne før Kristi Fødsel, den periode som i den arkæologiske kronologi kaldes yngre førromersk jernalder.

Museet rykkede ud og besigtigede fundstedet. Det var på selve forstranden i under kote 2 m, hvor det ikke har været muligt at bo dengang. Og skårene kan heller ikke have ligget der længe, da de hurtigt ville blive nedbrudt i det barske miljø. I stedet rettedes opmærksomheden mod kystskrænten, som løbende nedbrydes ved stormvejr. Her kunne vi fremrense en profil bestående helt af vindaflejret sand. Under kote 3,5 m var fygesandslagene meget gamle at se på. Der sås forskellige udfældningslinjer og –områder med både jern- og manganforbindelser og sandkornene var ret sammenkittede. Over disse lag fandtes en 20 cm tyk væksthorisont, som også så ud til at være gammel.

DSC_0017

Fig. 5. Profilen i kystskrænten med indridsede koter. De lysgrålige fygesandslag afsluttes opefter af en vækstflade med top i kote 3,7 m o. DNN, som antagelig er en landskabsoverflade fra jernalderen. Den forsegles af et gulligt fygesandslag aflejret engang før 1820. Foto: Sydvestjyske Museer.

Vækstfladen var dækket af endnu et lag fygesand, der var helt ensartet og uden udfældninger, men kortene viser, at dette sandlag alligevel må være ældre end 1820.

De samlede iagttagelser tyder på, at vækstfladen udgør en gammel landskabsoverflade, og det må være fra dette niveau, skårene er skyllet ud af skrænten. Det synes usandsynligt, at de kan være tilført andre steder fra, og at de ligger der, må betyde, at der i ældre jernalder har ligget mindst én gård i nærheden.

I alt er der indtil videre kun tale om 33 keramikskår, ikke noget vi plejer at juble over, men i dette tilfælde bekræfter fundet for første gang, at der rent faktisk boede mennesker på Fanø også i oldtiden, og at der måske stadig kan skjule sig spor efter dem også andre steder på øen.

Morten Søvsø, overinspektør, Arkæologi & Samling, Sydvestjyske Museer.

Halen 1820

Fig. 6. Siden 1820 har havet spist omkring 100 m af Halens nordspids. Pilen markerer fundstedet for keramikken.

IMG_0488

Fig. 7. Også udsigten har ændret sig meget siden ældre jernalder. Foto: Sydvestjyske Museer.

Runebægeret fra Uglvig

ESM_1697_200304852_x0274-128032019123354

Bunden af drikkebægeret med de tre runer, som danner ordet ALU. ESM1697x274. Foto: Sydvestjyske Museer

I arkæologien er det en gammel sandhed, at de bedste fund ofte gøres på magasinet. Når det kan være tilfældet, skyldes det, at arkæologerne løbende er blevet klogere på genstandenes typologi og kronologi, og nye øjne og nye metoder bliver hele tiden bedre til at aflokke fundene nye oplysninger.

I dag registreres de arkæologiske fund i databaser, og til mange af fundposterne knyttes også fotos, som gør os i stand til at søge og forske i vores samlinger uden at skulle have tingene i hånden. På Sydvestjyske Museer arbejder vi hen imod at have en fuldstændig digital registrering af vores samling, og derfor har vi i mere end 10 år arbejdet på at få også alle de gamle fund ind i de digitale systemer.

I øjeblikket arbejdes med det tidligere Esbjerg Museums arkæologiske samling, og i den forbindelse har vi kastet os over de omfattende fund fra udgravningerne i Uglvig øst for Esbjerg, hvor et område på omkring 25 ha blev udgravet i årene 1988-94 for at give plads for Østskoven. De såkaldte Grønnegårds-udgravninger.

ESM1697 oversigt2

Den vestlige ende af de omfattende udgravninger i Uglvig afdækkede flere faser af en fint bevaret jernalderlandsby fra yngre romersk og ældre germansk jernalder. Runebægeret fandtes ved det lille røde kors. Plan: Sydvestjyske Museer.

 

Ved gennemgang af de tusindvis af fund blev nogle furer under bunden af et fint glittet drikkebæger bemærket og identificeret som runer af museumsinspektør Claus Feveile.  Efter kontakt med Nationalmuseets runolog, Lisbeth Imer, blev opdagelsen bekræftet, og det tog ikke lang tid at tyde de tre runer, som danner ordet ”ALU” – et forholdsvis almindeligt forekommende ord iblandt de tidlige runeindskrifter fra yngre romersk og ældre germansk jernalder (ca. 200-550 e. Kr.).

Runerne var udført i det våde eller læderhårde ler, og synes at være indridset i forbindelse med, at karret blev glittet inden brændingen. Det kunne tyde på, at skribenten har været pottemageren, som kan have været både en mand og en kvinde.

ESM_1697_200304852_x0274-128032019123023

Runeindskriften fremhævet med rød farve. Foto: Sydvestjyske Museer.

En af flere interessante forhold ved fundet er, at vi kender den præcise fundkontekst. Runebægeret lå i et tagbærende stolpehul i hovedhuset til en af flere jævnstore gårde i en mindre landsby. I dag består runebægeret af flere sammenlimede skår, som danner en hel bund. Der foreligger ikke oplysninger om, præcis hvor det fandtes i stolpehullet, men de bevarede dele kunne tyde på, at karret har været helt og nedgravet i stolpehullet som et husoffer. Senere dyrkning eller maskinafgravningen i forbindelse med udgravningen kan have ødelagt de øvre dele af bægeret.

Selve kartypen er forholdsvis velkendt. Det var et højt slankt drikkebæger, hvis form efterligner de koniske drikkebægre af glas, som datidens elite importerede sydfra.

DO-2213

Det var importerede drikkebægre af glas som dette, jernalderbønderne i Uglvig efterlignede. Dette smukke eksemplar stammer fra en grav fundet i Stilling tæt ved Skanderborg. Foto: Nationalmuseet.

Betydningen af selve ordet ALU er omdiskuteret, men formentlig er der tale om en oprindelig værneformel, som lever videre vore dages brug af udtrykket SKÅL i forbindelse med indtagelse af ofte alkoholiske drikke. Af det tyske GESUNDHEIT fremgår den oprindelig beskyttende funktion af ordet endnu tydeligt.

Traditionelt forbindes brugen af runer med samfundets overklasse. I jernalderlandsbyen i Uglvig, et mindre ejerlav, man ville klassificere som en typisk torp-bebyggelse, synes der ikke at kunne identificeres et sådant øvre lag i bebyggelsen. Gårdene er nogenlunde lige store familiebrug og heller ikke de tilknyttede gravpladser, som også er udgravet, synes at afspejle et synderligt klasseopdelt samfund. I stedet viser både gårdenes arkitektur og de dødes gravgods et udbredt og generelt højt velstandsniveau. De mange udgravninger omkring Esbjerg viser, at dette billede er en generel tendens i både jernalder og vikingetid.

Og nu ved vi også, at jernalderbønderne i Uglvig kendte til brugen af runer og formentlig også satte pris på at indtage alkoholiske drikke fra bægeret med indskriften under bunden.

 Morten Søvsø, Overinspektør, Arkæologi og Samling, Sydvestjyske Museer

ESM_1697_200304852_x0274-128032019123121

Drikkebægeret set fra siden. Foto: Sydvestjyske Museer.

Gørding-slangen – et mesterværk i guldfiligran fra vikingetiden

SJM 679b

Guldslangen fra Gørding. Foto: Sydvestjyske Museer.

Den 10. februar 2019 så endnu en skat fra Danmarks oldtid dagens lys efter mere end 1000 år i jorden. Igen var fundstedet i nærheden af Gørding, og igen var finderne makkerparret Jean Stokholm og Doris Birch Mathiesen. Deres held og hårde arbejde har hermed leveret to spektakulære guldfund inden for ét år.

Læs mere om deres første fund her: Guldmønten fra Gørding

Det nye fund er måske ikke så eksotisk som det første, men overgår det langt i håndværksmæssig kvalitet. Der er tale om et lille hængesmykke udformet som en oprullet slange. Det er fremstillet ved, at en guldplade er blevet formet ned over en slangeformet patrice, som gav motivet dets plastiske form. Herefter er motivet yderligere fremhævet ved pålodning af filigran i form af både små blomster samt snoet tråd og perletråd.

De små filigranblomster er hver sammensat af syv bittesmå guldkugler med en lidt større i midten, som tilsammen danner en blomst på kun omkring 1 mm i diameter. Når man står med smykket i hånden, synes det uvirkeligt, at det har været muligt at arbejde så detaljeret. Især når man tænker på, at det hele er loddet sammen og endda af flere omgange. Slangekroppens ryglinje er fremhævet med en snoet tråd flankeret på begge sider af perlesnor, mens kroppens sider er dekoreret af filigran-blomsterne. Det fremkomne mønster er ikke ulig tegningerne, som ses på hugorme, og det er nok det tætteste, man kommer en artsbestemmelse.

SJM679a

Hængesmykkets to sider bærer tydeligt præg af slid og må have været båret i en længere periode. Ophænget i form af den spiralsnoede guldtråd er lettere bøjet, men ellers intakt. Målestokkens enhed er millimeter, og selve slangen er kun 25 mm på den længste led, men uhyre detaljeret i udførelsen. Foto: Sydvestjyske Museer.

Slangens hoved er udstyret med to kuglerunde øjne dannet af hvælvede guldskiver. Øjenbrynene slår et karakteristisk sving og er dannet af samme trådformer som ryglinjen. Ved munden synes der at være to oprullede læbelapper dannet af perlesnor. Denne måde at afbilde et dyrehoved på er karakteristisk for den yngre vikingetid og peger imod en datering i 10. årh.

Smykkets bagside er lukket med en glat, påloddet plade, hvorpå et profileret, påloddet bånd danner et øje til ophæng. Heri sidder en kraftig guldtråd, hvorpå er trukket to grønne, opakke glasperler, hvorefter den fint tilspidsende guldtråd er tvundet rundt og rullet op i to spiraler, som en snor har kunnet trækkes igennem. Ophænget er en smule deformeret, men ellers intakt.

Hængesmykker i form af oprullede slanger kendes i yngre germansk jernalder og vikingetid. Hvilken betydning, de blev tillagt, vides ikke med sikkerhed. Om motivet blev forstået som rent dekorativt eller tillagdes en særlig kraft som en amulet eller måske blandinger af de to forhold vides ikke.

Slangen kan have været båret alene, indgået som midterstykket i en perlekæde eller endda have været båret sammen med andre prægtigt udsmykkede hængesmykker i store prangende halssmykker i lighed med de stykker, som indgik i den nyligt fundne Fæsted-skat.

Gørding-slangen bærer tydelige spor efter slid på både for- og bagside, og må have været båret igennem en årrække. Kvaliteten taget i betragtning kan det ikke undre.

Det nye fund føjer sig til Fæsted-skatten og den gammelkendte Vester Vedsted skat som eksempler på guldsmedekunstens høje niveau i den yngre vikingetid. Disse værksteder er foreslået placeret ved kongens hof i Jelling, og de fornemme smykker kan have været givet som gaver til de stormænd, Gorm den Gamle og Harald Blåtand søgte at opretholde alliancer med.

Måske vil kommende detektor-afsøgninger i området bringe nyt om dette interessante spørgsmål?

 

Morten Søvsø, Overinspektør, Arkæologi og Samling, Sydvestjyske Museer.

Screenshot_20190212-084635_Chrome

Jordklumpen med smykket i finderens hånd. Foto: Jean Stokholm.

Damhus-skatten – Ribemønter fra vikingetiden ofret til mosens guder

Fig. 1. Forside af den såkaldte ansigt/hjort penning. Trods omkring 1200 år i jorden er bevaringstilstanden fremragende. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fig. 2. Bagsiden af samme mønt som fig. 1. Hjorten ser ud til at kysse en slange. Over hjorten ses måske en sol eller en måne og under dens bug tre sammenflettede trekanter. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

 Den 14. august 2018 kom det til Sydvestjyske Museers kendskab, at der var fundet en meget sjælden mønt fra vikingetiden lidt uden for Ribe. Mønten var en såkaldt ansigt/hjort penning, som fagfolk har givet det kedelige navn KG 4 (kombinationsgruppe 4). På forsiden ses et stiliseret ansigt med, hvad der ligner to stirrende øjne og strithår, mens bagsiden afbilder en flot hjort med gevir, som ser ud til at kysse en slange. I alt kendtes der før 14. august kun 11 eksemplarer af denne mønt, som blev slået et sted i Danmark i begyndelsen af 800-tallet.

 Dagen efter fik vi kontakt med finderen, og hurtigt viste det sig, at der ikke kun var fundet én mønt, men mange, og flere dukkede løbende op af jorden ved den igangværende afsøgning. Det var tydeligt, at der var tale om et stort og væsentligt skattefund, og museet rykkede ud og fik situationen under kontrol.

  Fundstedet viste sig at være et gammelt vådområde – arealer som ofte vælges fra af metaldetektorførere, da chancen for fund her er markant lavere end andre steder – men i dette tilfælde var det et lykketræf, da finderen var stødt på en af de sjældne vådbundsdeponeringer, altså et vaskeægte mosefund. Det må antages, at møntskatten i sin tid er placeret i mosen som en religiøs handling, formentlig et offer til en eller flere guder.

 De fugtige forhold havde været med til at bevare mønterne, så de for størstedelens vedkommende fremstod næsten nyslåede. Når de dukkede frem fra en tørveklump, skinnede mange af dem endnu, og det var en euforisk fornemmelse at være med til at fremdrage den ene mønt efter den anden, hvis præg stod, som var de slået i går.

Fig. 3. Udpløjningen af skatten havde ikke skadet mønterne nævneværdigt. Ofte så det sådan ud, når man forsigtigt brækkede en signalgivende jordklump i mindre stykker.  Foto: Sydvestjyske Museer.

De fremkomne mønter blev løbende målt ind med præcisions-GPS, og det blev snart tydeligt, at fundene var fordelt ud over et større areal af engen på ca. 50 x 15 m af form som en langstrakt oval. Dette billede er helt typisk for skattefund, som er blevet spredt ved gentagne pløjninger. Spredningen af mønterne tyder mest på, at de ikke har været nedgravede, men måske blot placeret oven på jorden, måske i en pung, som for længst er rådnet bort.

 Status efter to dages detektorafsøgning under museets ledelse d. 15. og 16. august var 174 ekstremt velbevarede mønter. De 172 var ansigt/hjort-penninge, mens de sidste to på forsiden havde et flot vikingeskib med skjolde ved rælingen og den velkendte hjort på bagsiden.

 Efter at have søgt og fået bevilget midler til en egentlig arkæologisk undersøgelse af fundstedet hos Slots- og Kulturstyrelsen har vi onsdag d. 23. oktober 2018 været ude at eftergrave på findestedet, naturligvis med deltagelse af finderen og flere andre detektorfolk.

Fig. 4. Fordelingen af de indtil videre 252 mønter, som med undtagelse af de først fundne alle er indmålt med præcisions-GPS. Kort: Sydvestjyske Museer.

 Ved fyraften var resultatet 78 nye mønter til skatten, 77 af typen ansigt/hjort og én af typen skib/hjort. Indtil videre alt i alt 252 mønter. Det er vores indtryk, at der ikke er mange flere at finde.

 Denne skat er et helt nyt og væsentligt bidrag til 800-tallets mønthistorie. Og da mønter blev udstedt af kongen, fortæller mønterne også om både kongemagt, konjunkturer og økonomisk politik. På denne tid sad den mægtige kong Godfred og hans sønner på magten i Danmark, og de må være udstedere af skattens mønter. Vi kan se, at alle mønterne er hele og ikke brækkede i stykker eller gennemborede. Det viser, at de har været anvendt i en egentlig møntøkonomi, sådan som vi bruger penge i dag, og ikke i en vægtøkonomi. Og vi ved allerede, at netop på kongens marked i Ribe havde man møntøkonomi, så det hele passer smukt sammen.

 Ved at analysere mønterne og se, hvilke stempler de er slået med, kan vi få et meget præcist indtryk af, hvor stor udmøntningen har været. Allerede nu kan vi se, at der er anvendt mange forskellige stempler til at slå mønterne med og når man tænker på, at der før sommeren 2018 kun kendtes 11 eksemplarer af denne mønttype, mens vores skattefund viser, at der må have været slået flere hundrede tusind af disse mønter, kan man næsten mærke historiens vingesus.

Fig. 5. Efterudgravningen d. 24. oktober 2018. Med gravemaskine skrabes græstørven af i tynde lag og overfladen afsøges grundigt med metaldetektor. Museets ansatte indsamler, nummererer og indmåler de fundne mønter. Foto: Sydvestjyske Museer.

 Når eftergravningen er afsluttet i morgen, fortsætter arbejdet med studiet af mønterne. Det er allerede nu klart, at denne skat kaster et helt nyt lys over det tidlige 800-tals mønthistorie og dermed også hele Danmarks historie.

 Morten Søvsø, Overinspektør, Arkæologi, Sydvestjyske Museer

            

Flere oplysninger:

Claus Feveile: tlf. 5168 4089

Morten Søvsø: tlf. 5168 4108

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.