Guldmønten fra Gørding

Fredag den 3. august 2018 kl. 22.15 postede Jean Stokholm et billede i Facebook-gruppen Detektor Danmark af hvad, der lignede en guldmønt, han lige havde fundet med metaldetektor. Billederne af for- og bagside var ledsaget af teksten:

Yes yes sådan .ryster stadig fundet på aften tur.😍😍😍😍😍

Møntens forside, som den så ud på findetidspunktet. Foto: Jean Stokholm.

Møntens bagside, som den så ud på findetidspunktet. Foto: Jean Stokholm.

Billedet blev også bemærket af ansatte fra Sydvestjyske Museer, som tidligere har haft kontakt med Jean, og vi var omtrent lige så glade som finderens tekst, da det viste sig, at mønten var fundet i Gørding, som indgår i museets arkæologiske ansvarsområde.

Det var umiddelbart tydeligt, at der var tale om en mønt med arabiske tegn, men korset på forsiden undrede noget. I vikingetiden var arabiske sølvmønter, de såkaldte dirhemer, almindelige i Skandinavien. I 8- og 900-tallet kom de hertil i millionvis via handelen på de russiske floder, og de blev anvendt i mere eller mindre ophugget form i vikingetidens vægtøkonomi. Der bliver fundet hundredvis af mere eller mindre hele dirhemer hvert år af danske detektorbrugere.

Vores første bud var, at Jeans fund måtte være en arabisk guldmønt, en såkaldt dinar. Modsat sølvmønterne er de ekstremt sjældne i Skandinavien. Der kendes under en håndfuld.

Da der var tale om et helt særligt fund, fik vi den følgende mandag fundet bragt i sikkerhed og begyndte at kigge nærmere på det. Efter at være blevet renset let af vores konservator var det tydeligt, at mønten, som er på størrelse med en 20-krone, på bagsiden havde spor efter, at der har været påloddet en nål og derunder et lille øsken. Mønten har været båret på tøjet, og sådanne møntsmykker var populære i Danmark i tidsrummet 1050-1250. Ofte blev de båret som par. Imellem øskenerne kunne hænge en perlekæde.

Møntens forside. SJM679x4. Foto: Sydvestjyske Museer.

Møntens bagside med spor efter de påloddede nålefæster og et øsken. SJM 679×4. Foto: Sydvestjyske Museer.

Vi fik taget nogle gode billeder, satte os til computeren og begyndte arbejdet med at få bestemt mønten. Den følgende dag var der opnået kontakt med en førende spanske numismatiker på området, Manuel Mozo Monroy, som fra sit hjem i Thorshavn på Færøerne (!) kunne fortælle, at der ikke var tale om en arabisk dinar, men derimod en spansk morabetino, slået af den Kong Alfonso VIII af Castilien (1158-1214) i Toledo i det centrale Spanien.

Efter Romerrigets fald overtog de kristne visigotere magten på den iberiske halvø. I det tidlige 700-tal erobredes næsten hele halvøen af arabiske og nordafrikanske styrker og blev del af det arabiske kalifat under navnet Al-Andalus. Kun en lille del af det nordlige Spanien omkring Oviedo forblev under visigotisk, kristen kontrol. I 900-tallet svækkedes det arabiske styre og en langvarig krig mellem kristne og muslimske hære brød ud. Den strakte sig over fem århundreder helt frem til de kristne hærstyrkers endelige sejr i 1492 og er samlet under betegnelsen Reconquista’en.

Det er i denne brydning mellem det muslimske Al-Andalus og Nordspaniens kristne kongedømmer, at møntfundet fra Gørding skal forstås. På forsiden ses det kristne kors, og i det centrale felt står på arabisk: ”Kirkens imam, Den store pave af Rom”, mens randskriften lyder: ”I faderens, sønnens og helligåndens navn. Én Gud alene, de troende og døbte vil blive frelst.”

Allah er blevet skiftet ud med Gud og Paven.

På bagsiden står der i det centrale tekstfelt navnet på udstederen, Alfonso, og i randskriften møntstedet Toledo og årstallet 1218 i den safariske kalender, som begynder i 38 f. Kr. Det svarer til 1180 efter vor tidsregning.

Fundet af denne mønt i Gørding var i sig selv en numismatisk sensation, men det stoppede ikke her. Da Manuel fik slået efter, viste det sig, at der ikke kendes andre mønter af denne type udstedt i året 1180 e. Kr. Vores mønt er dermed unik!

Der melder sig naturligt spørgsmålet om, hvordan i alverden den er havnet på marken i Gørding? Der er ikke tvivl om, at den har været båret som et smykke, og bæreren må have tabt den på marken, hvis ikke den er kommet ud med møddingen fra en nærliggende gård. Ud fra nålefæstets placering kan vi se, at mønten ikke har vendt helt rigtigt, og man skal nok ikke forestille sig, at andet end korset har været forstået af bæreren.

Hvordan den kom til Danmark finder vi aldrig ud af, men allerede fra 1100-tallet var der en livlig trafik af pilgrimme til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela, og mange af dem sejlede ud fra Ribe. Måske er mønten et minde om en sådan pilgrimsfærd.

Morten Søvsø, Overinspektør, Sydvestjyske Museer.

Reklamer

Jedsted Mølle – en vandmølle med spor tilbage til Valdemar Sejr

Gravning af faunapassage gennem Jedsted Mølles gamle mølledæmning

Som led i det EU-støttede naturgenopretningsprojekt for den truede fiskeart, snæbelen, etablerer Esbjerg Kommune bedre passage op i Kongeå-systemet ved bl.a. at etablere en faunapassage forbi det gamle stemmeværk ved Jedsted Mølle. Den forudgående arkæologiske forundersøgelse viste, at faunapassagen ville skære igennem den gamle mølledæmning nord for det nuværende stemmeværk.

SJM 365 DB103

Figur 1: Arbejdsfoto ved gennemgravningen af mølledæmningen. I jordvæggen mod syd ses tydeligt aftegningerne af dæmningens konstruktion, lige under den nuværende Jedsted Møllevej. De hvide mærker bruges til en fotografisk opmåling af dæmningens profil.

Jedsted Mølle ligger i dag på sydsiden af Kongeåen ca. 500 m øst for Jedsted By. Fra 1910 til 1960’erne fungerede møllen som elværk og leverede jævnstrøm til de omkringliggende landsbyer. Elværkets bygning er stadig bevaret og udgør sammen med møllebygningen fra 1840 et værdifuldt kulturmiljø.

Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævner møller i både Wilslef (Vilslev) og Estath (Jedsted). Det er blandt de første omtaler af vandmøller i Danmark.[1] Den præcise placering af disse ældste vandmøller kendes ikke, men det ville ikke være overaskende, hvis de har ligget omtrentligt hvor de gør i dag. På det ældste matrikelkort over Vilslev By fra 1820 består Jedsted mølle af en enkelt bygning beliggende samme sted som den nuværende mølles vestlige udløberfløj. Der er efter 1820 sket en opfyldning af mølledammen, hvis nordlige bred, ifølge det det ældste matrikelkort, tidligere løb langs Jedsted Møllevej, som er anlagt på mølledæmningen (se figur 2).

Den mindre forundersøgelse lige nord for stemmeværket viste, at den gamle mølledæmning var bevaret under Jedsted Møllevej, og kunne ved hjælp af årringsdateringer, føre denne tilbage til 1548/49 – altså på overgangen mellem middelalderen og renæssancen. På dette tidspunkt ejes møllen af den daværende Lensmand på Riberhus Klaus Sehested, som købte denne i 1542, efter at Korsbrødreklosteret i Ribe måtte overdrage møllen til Kongen ved reformationen i 1536.[2]

Formålet med selve undersøgelsen var både at klarlægge den gamle mølledæmnings opbygning, og om muligt finde ud af, om dele af mølledæmningen strakte sig endnu længere tilbage i tid.

SJM 365 - undersøgelsen på O1 kort fra 1820

Figur 2: Undersøgelsesområdet indtegnet med rødt på O1 matrikelkort fra 1820. Mølledæmningen, hvis formål var at inddæmme vandet og presse det igennem møllen, kan se løbende langs mølledammens vestside. Den ovenfor nævnte Vilslev Mølle lå ved åens nordlige omløb, kaldet Røde Å, hvorfor denne mølle også blev kaldt Røde Mølle. Røde Mølle forsvinder dog ud af historien i slutningen af 1600-tallet, og den skæbne er ukendt.[3]

 

Mølledæmningens opbygning

Slutundersøgelsen viste, at der lige under den nuværende Jedsted Møllevej, er bevaret mølledæmning i op til 1,6 meters højde. Dæmningen er konstrueret ved en kombination af tørv, sand og klægler støttet af fletværkshegn og træstolper. De øverste lag er afgravet, hvorfor det må formodes, at dæmningen på et tidspunkt har været højere. De nederste 30 cm af dæmningen var vandholdig med gode bevaringsforhold for træ og andet organisk materiale (se figur 3).

SJM 365 DB088

Figur 3: Foto af snit gennem dæmningen set fra NØ. Nederst i venstre side af billedet ses fodremmen til feltværkshegnet i dæmningen østlige side. Pakket op af hegnet yderside ses et tykt lag af blågråt klægler, som skulle forhindre vanderosion.

Dæmningens kerne bestod af stablede tørv holdt på plads i hver side af et feltværkshegn (K8 på figur 5). Hegnene har formodentlig skulle sikre tørven mod den værste erosion, særligt under opbygningen af tørvedæmningen, som muligvis er sket delvist i vand. Felthegnet var sat i en såkaldt fodrem, et træstykke hvori der var boret huller til hegnets støjler (lodrette kraftigere pinde feltværket var snoet omkring, se figur 4). Feltværkshegnet var bedst bevaret i østsiden, mens der i vestsiden kun blev fundet enkelte rester der bekræfter, at der også har stået hegn i denne side (K11 og K13 på figur 5).

flethegn.jpg

Figur 4: T.v. og øverst t.h.: Fodrem fra det østlige feltværkhegn. Støjlerne var sat ned i borede huller. Flere steder sad rester af støjlerne tilbage (K12). Nederst t.h. bevaret rest af væltet feltværkshegn.

På østsiden, ud mod den tidligere mølledam var der lagt et tykt lag af gråblåt klægler (K7 på figur 5), som har fungeret som værn mod vanderosion. I den østlige kant af klægleret stod en ydre række stolper, muligvis en del af et mindre bolværk mod mølledammen (K12 på figur 5). Over tørven var lagt et kraftigt sandlag, hvorover der var flere tynde henholdsvis gråt og gule sandlag. Sandlagene tolkes som vejlag, som formodentlig stammer fra trafik på dæmningens daværende overflade (K2-K6 på figur 5). Senere er dæmningen sandsynligvis blevet forhøjet med en kombination af tørv og sandlag, som ses over vejlagene i dæmningens østlige side (K1 og K9 på figur 5). Disse lag var afgravet i toppen, men viser at dæmningen på daværende tidspunkt har været højere. Hvor høj kan dog ikke siges præcist.

Den sydvestlige del af dæmningen var kraftigt forstyrret af et ca. 8,5 x 6,5 m teglstensfundament, sandsynligvis fra nyere tid (sort rektangel på figur 6). Der er muligvis er der tale om den nordlige del af en bygning hen over stemmeværket, som ses på de lave målebordsblade fra første halvdel af 1900-tallet. Sten- og mørteltype synes at underbygge en datering til slut 1800- start 1900-tallet. En større nedgravning fyldt med affald fra forrige århundrede havde desuden også fjernet en stor del af dæmningens sydøstlige side (lyst gråt område i højre side af figur 6).

Profil

Figur 5: Øverst: Fotoopmåling af snit gennem mølledæmningen. Metoden anvender et program til luftfotografi til at lave et målfast foto af en vertikal eller horisontal flade. Desværre sprængte en vandledning midt i registreringen, hvorfor der er vand i bunden på det venstre foto. Nederst: Tegning af samme profilen som ses ovenfor. Her kan de enkelte lag bedre udskilles. De vertikale stiplede linjer viser hvor der var stående trækonstruktioner. K-numrene er lagenes id-numre, mens de 3,2 m som står ude i siden, angiver højden over havoverfladen.

I undersøgelsen havde dæmningen en bredde på ca. 12 m, hvilket stemmer ganske godt overens med matrikelkortet fra 1820 over Vilslev By (se figur 6). Trækonstruktionerne i dæmningens østside passer godt overens med det bolværk/brinksikring ud i mod mølledammen, som det fremgår af kortet.

 

Udklip

SJM 365 - slutundersøgelse på O1

Figur 6: Øverst: Plan over hele den udgravede passage. Den fundne dæmning er indtegnet med gråt. Træ er indtegnet med brunt. Det mindre felt mod syd er forundersøgelsen. Nederst: Samme plan lagt over matrikelkortet fra 1820. Kortet viser fint sammenfald mellem dæmningens placering, bredde og bolværket langs mølledammen. De kraftige stolper fundet i forundersøgelsen passer med det tidligere stemmeværk. Som det fremgår, ses disse stolper ikke nord for det lille forundersøgelsesfelt, hvilket forklarer hvorfor samme stolper ikke fandtes i den endelige undersøgelse.

Datering

Med denne undersøgelse kan den stående mølledæmningen ved Jedsted Mølle arkæologisk føres tilbage til i hvert fald slutningen af middelalderen. Det viser dateringen til 1548/49 af stolperne fundet i forundersøgelsen. Det lykkes dog ikke at genfinde de samme kraftige stolper i den endelige undersøgelse, hvilket sandsynligvis skyldes, at disse stolper er en del af det kraftige stemmeværk, som fremgår på 1820-matrikelkortet (de kamlignende streger på figur 5). Gennemgravningen af faunapassagen lå nord for det viste stemmeværk, og ramte derfor ikke samme kraftige stolper. Den udgravede del af dæmningen havde en påfaldende mangel på kraftigt tømmer, men der blev dog fundet andet, om end mindre kraftigt, tømmer i undersøgelsen. Dette kan forhåbentligt give nogle flere dateringer af dæmningen, som vi stadig venter på resultaterne af. Snittet gennem dæmningen viste, at den indeholder flere byggefaser, måske også nogle, som ligger før dateringen til 1548/49.

Hvor vandmøllen lå på Valdemar Sejrs tid, ved vi fortsat ikke. Den behøver ikke at have haft en decideret mølledæmning for at fungere. Det er også muligt, at den ældste dæmning ikke lå præcis, hvor vi har gravet, eller er forsvundet helt ved erosion?

Vi ønsker snæbelen held og lykke med passagen af den både historisk interessante og idylliske Jedsted Mølle.

ps-6044@esbjergkommune.dk_20180627_073020_001

Figur 7: Jedsted Mølle set fra syd anno 1902. Fra denne vinkel er ikke meget forandret på de godt over 100 år.


[1] Steen B. Bøcher 1944: Vandmøller og andre vandkraftudnyttelser i Ribe Amt. Historisk Samfund for Ribe Amt. København, s. 76.

[2] Hans Duborg 1934: Jedsted mølle. Kongeå og Egn – Fortid og Nutid (jubilæumsskrift i anledning af møllens 25 år som elværk), s. 9.

[3] Hans Duborg 1934: Jedsted mølle. Kongeå og Egn – Fortid og Nutid (jubilæumsskrift i anledning af møllens 25 år som elværk), s. 9.

Udgravninger fra Erisvænget i Sønderris

I forbindelse med byggemodningen af et større areal ved Sønderris, har museet siden i efteråret foretaget en udgravning af arealet. Arealet var kendt på forhånd, da der i 1988 er blevet udgravet to gravhøje fra stenalderen på arealet. Den ene høj indeholdt en grav med stenlægning fra den tidlige bondestenalder (tidligneolitikum: 3.900-3.300 år f.v.t.). I forbindelse med graven var der nedsat et lerkar, men ellers ingen gravgaver. Den anden var en enkeltgravshøj (2.800-2.400 f.v.t.), med en gravlagt kvinde som havde en halskæde med ravperler med i graven. Udgravningerne dengang havde dog kun undersøgt selve højene og vi var derfor spændte på hvad vi ellers ville finde på arealet.

Det viste sig hurtigt at der havde været aktiviteter i en væsentligt senere periode, nemlig slutningen af bronzealderen eller starten af jernalderen. Men vi fandt også et mindre aktivitetsområde, der er omtrentligt samtidigt med den ældste af højene, dvs. fra den tidlige bondestenalder.

SJM 711 - oversigt til blogFigur 1. Oversigt over felterne. Med rød er markeret de to gravhøje. Husene er fremhævet med blå.

Huse og gårde fra slutningen af bronzealderen

I alt er der fundet rester af 13 huse på Erisvænget. Der er tale om 5-6 langhuse som har været brugt som beboelse, samt tilhørende småhuse. Detaljer ved husene samt keramik fundet i husene eller nærliggende affaldsgruber tyder på en datering til slutningen af bronzealderen, fra omkring 700-500 f.v.t., selvom enkelte huse kan strække sig ind i starten af jernalderen (500-400 f.v.t.). Det er vores håb at C14-dateringer kan fastslå bebyggelsens datering nærmere.

Husene kan erkendes i form af stolpehuller efter de to rækker af stolper der har båret taget, samt i flere tilfælde stolper efter en dør-konstruktion. I modsætning til de nærliggende udgravninger i andre dele af Sønderris, er der ikke fundet væggrøfter tilhørende husende fra Erisvænget. Det skyldes formentlig ikke dårligere bevaringsgrad, men en anden måde at lave husenes vægge.

SJM 711 - hus XIIIFigur 2. Grundplan af en hustomt fra slutningen af bronzealderen. Med grøn er markeret stolpehuller efter for længst rådnede stolper. Huset har gået næsten øst-vest med 8 stolper fordelt på to rækker centralt i huset til at bære taget. Midt i husets længde er der en indgang i måde huset nord og sydside. Med gråt er markeret en kogestensgrube til madlavning inde i huset.

I bronzealderens huse er det typisk at finde såkaldte kogestensgruber inde i huset. Kogestensgruber er jordgravede huller med ild-påvirkede sten og ofte lag af trækul. Stenene bliver tolket som brugt til f.eks. kogning eller stegning af mad, enten ved at lægge maden ned i gruberne som en ovn, eller ved at tage de opvarmede sten op og lægge i en beholder med vand. Sådanne gruber finder vi også i nogle af husene på Erisvænget. Men i flere tilfælde synes størstedelen af denne aktivitet at være flyttet udenfor huset. Enten som en spredtliggende klynge af kogestensgruber eller mere koncentreret i mindre tilbygninger.

Det kan selvfølgelig være svært at knytte spredtliggende anlæg til enkelte huse, men på Erisvænget synes der er været et mønster i hvordan kogegruberne fordeler sig. Der er ofte et område med kogestensgruber liggende enten øst eller vest for huset. I forbindelse med disse findes enkelte stolpehuller og affaldsgruber. Samtidig er der oftest en tilbygning med samme orientering som beboelseshuset enten i samme side eller modsat side af kogestensgruberne. I et par tilfælde er der mange kogestensgruber i tilbygningen. Området syd for huset er ofte uden bevarede aktivitetsspor, og synes dermed friholdt fra den aktivitet der ses i forbindelse med kogestensgruberne. Denne ensartede struktur gør at vi tolker det som små gårdsenheder, med et hovedhus med beboelse og evt. stald, en mindre tilbygning samt et udendørs område med en del kogestensgruber og andre aktivitetsspor (se figur 3-5, hvor gård C, D og F er vist).

SJM 711 - gård C tolkningFigur 3. Gård C bestående af hovedhus hus V, tilbygning hus VII med kogestensgruber, samt et aktivitetsområde med kogestensgruber vest for huset. Der ligger også en gruppe kogestensgruber sydøst for huset, om disse høre til gård C er usikkert da der også ligger et andet hus i området, samt at der potentielt kan ligge huse øst for det udgravede areal.

SJM 711 - gård D tolkning 2Figur 4. Gård D. Bestående af hovedhus hus X og tilbygning Hus IX med mange lave kogestensgruber. Samt aktivitetsområde med kogestensgruber sydvest for hus IX. Muligvis høre de to gruber syd for hus X også til gården, men de kan også høre til gård E der ligger længere mod sydøst

SJM 711 - gård F tolkning Figur 5. Gård F. Bestående af Hovedhus hus XIII og tilbygning hus XIV og et område af kogestensgruber sydøst for hus XIII

Værksted, grillhytte eller sauna?

Hvad funktionen af de små huse har været er usikkert. Hus X er det hus med flest kogestensgruber, men disse blev fundet kun lige under det moderne pløjelag og stadig liggende i den gamle muld eller kulturjord. De var ikke ret dybe, og de fleste var ikke gravet mere end nogle få cm ned i undergrunden. Dermed er det muligt at disse er blevet slidt/pløjet bort i andre af de små huse. I modsætning hertil er flere af kogestensgruberne uden for husene op mod 60-70cm dybe. Kogestensgruberne i hus X  er dermed måske snare ildsteder end egentlige kogestensgruber. Men der er ikke pænt lagte sten, men i stedet fyldstændig opløst sten og trækul i anlæggene, hvilket mere tyder på flade kogestensgruber. Hvor de store kogestensgruber kan være brugt til at lægge store stykker kød i og langtidsstege, kan de små gruber bedre tolkes som steder hvor sten er opvarmet til brug uden for gruben. Der er en hvis struktur i anlæggene og der synes nærmest at være en kreds af dem omkring husets midte, men der er også flere af dem der er ødelagt af anlæggelsen af nye gruber/ildsteder. Der er således intens og gentagen brug af bygningen hvor man har anvendt ild og/eller varme sten.

Hvad kan formålet så være? Der kan være tale om en form for kogebygning eller ”gril”-hytte hvor maden har kunnet tilberedes til husets beboere, evt. i forbindelse med fester eller lignede aktiviteter. Men der kan også være tale om værkstedshuse, hvor de ilden eller de varme sten skal bruges i forbindelse med forarbejdning af forskellige materialer. Endelig kan der være tale om at de varme sten har været brugt til varmt badevand eller til at skabe damp i en form for ”svedehytte” eller sauna. Småhusenes funktion er endnu ikke velbelyst i arkæologien og der findes endnu ikke klare svar.

Fundmaterialet fra Bronzealderen

Der er kun fundet får fund direkte i forbindelse med bronzealderhusene husene, med undtagelse af hus I: Der er tale om et lille isoleret hus omtrent 100 meter fra den nærmeste øvrige aktivitet. I et af stolpehullerne blev der fundet store dele af et lerkar som viser at huset skal dateres til slutningen af bronzealderen eller starten af jernalderen.

Der er derudover kun fundet enkelte lerkarskår fra andre stolpehuller på pladsen. Større mængder af fund af fundet i forskellige gruber på pladsen. Der er tale om keramik og enkelte flintafslag, og da flint stadig bliver brugt til småredskaber i bronzealderen er dette ikke overraskende. I en grube ca. 10m vest for hus XIII blev der udover keramik fra yngre bronzealder fundet en ravperle.

IMG_0014

Figur 6. Ravperle fra bronzealderen

Aktivitetsområde fra bondestenalderen

Som nævnt er der også fundet et mindre aktivitetsområde fra bondestenalderen.  der blev i fladen fundet resterne af lidt kulturjord, dvs. gammel overflade, som indeholdt lidt keramik og flint. Derudover blev der fundet enkelte gruber og små stolpehuller.

Keramikken består af nogle skår fra en lerskive, dvs. en flad cirkulær ler-“tallerken”. De bliver typisk tolket som bageplader til fladbrød brugt over et ildsted. De dateres udelukkende til den såkaldte tragtbægerkultur som er den tidligste bondekultur i Danmark (3.900 f.v.t. – 2.800 f.v.t.). Derudover blev der fundet randskår fra et lerkar med en række negleindtryk lige under randen, et træk typisk fra den tidlige del af tragtbægerkulturen, dvs. fa ca. 3.900 f.v.t. – 3.300 f.v.t.

Ud over keramikken blev der fundet noget flint, primært afslag, men også en lille flint flintskraber. Et af flintafslagene havde slibning på den ene side, og er dermed et fragment af en sleben flintøkse, hvilket bekræfter dateringen til tragtbægerkulturen.

SJM 711 - tragtbægerområde 1Figur 7. Aktivitetsområde fra tragtbægerkulturen. Adskillige mindre stolpehuller og gruber. Keramikken er X1, mens de øvrige X-numre er fund af flint.

 

Det gamle ”Sælborg”

Udgravning af renæssance og nyere tids gårde i landsbyen Sjelborg

I de få varme sommerdage i juni-juli 2017 udgravede Sydvestjyske Museer et ca. 1500 m2 stort areal midt i den historiske landsby Sjelborg. På trods af det begrænsede felt lykkedes det at påvise en række huse formodentlig fra renæssance og tidlig moderne tid, perioden ca. 1550-1800. Husene har indgået i mindre gårde, som har ligget omkring den også dengang gennemgåede Sjelborg Strandvej.

”Sælborg”

Sjelborg fremstår på det ældste matrikelkort fra 1820, som en langstrakt gårdsbebyggelse langs vejen mellem Hjerting og Marbæk (nuværende Sjelborgvej, Sjelborg Strandvej og Myrtuevej). En tidligere fase af bebyggelse, som er sløjfet på 1820-matrikelkortet, ligger omkring krydset mellem Sjelborg Strandvej og Myrtuevej. De ses som overstregede røde bygninger på figur 1. Ca. 3 km mod øst ligger den større kirke-landsby Guldager. Fra Sjelborg-landsbyen falder terrænet ned mod Ho bugt. Der er kun omkring 400 m til stranden. Mod nord stiger terrænet og landsbyen har alle dage kunnet ligge i læ for vestenvinden bag den store Bolbjerg-bakke og en mindre bakke syd for denne. Det fremgår af det gamle matrikelkort, at området ikke var bebygget i 1820, men henlå i have eller mark, ligesom grunden gjorde på udgravningstidspunktet.

To tidligere arkæologiske undersøgelser i landsbyen fra henholdsvis 2002 og 2014 (ESM 2443 og SJM 161), fandt begge spor efter middelalderlig bebyggelse ud til Sjelborg Strandvej. I undersøgelsen fra 2002 syd for Sjelborg Strandvej 21, blev der delvist afdækket to hustomter typologisk dateret til middelalderen, mens der i 2014 undersøgelsen under Sjelborg Strandvej 19a fandtes en hustomt og spor efter smedning (se figur 1).

SJM 358 - O1-matrikelkort til beretning beskåret.jpg

Figur 1: Det ældste matrikelkort fra 1820 over Sjelborg. I kortets brugstid er nogle gårde nedrevet og blevet overstreget (rød farve), mens nye gårde er tilføjet med sort farve. Mod sydvest ses den blå kystlinje og mod vest ses den store Bolbjerg Bakke.

Navnet Sjelborg eller Sælborg, som det tidligere blev kaldt, er afledt af sæl eller sælhund.[1] Navnet kan følges tilbage til begyndelsen af 1500-tallet i udgaven ”Sielbore”, og kan følges frem til 1800-tallet i forskellige former såsom ”Sielborig”, ”Sielleborig”, ”Silborig” og ”Sielborg”.[2] Et sådan navns præcise betydning kan være lidt usikker, men det er sandsynligt, at det referere til en sandbanke ud for Sjelborg Strand, hvor sælerne yndede at sole sig.

Sandsynligvis samme sandbanke kaldet ”Æ Stint Saand” er nævnt i en beretning givet til T. Tobias Kragelundsen i 1949 af gårdejer Elias Hansen, født i Sjelborg 1876. Her fortæller han, at han endog en enkelt gang listede sig ud på sandet og dræbte en sæl med stokkeslag! Elias Hansens far skal have jagtet sæler på en lidt større skala, da han vendte tilbage til Sjelborg og blev fisker og gårdejer. Samme beretning om sælfangst gav fisker og landmand Elias Mortensen også født i Sjelborg i 1876. Han havde selv skudt nogle stykker, når de lå og solede sig på forstranden i juli-august måned. Begge mænd fortæller yderligere om en nabo Jens Thuesen, som jagtede sæler med såkaldte ”sælharver” bestående af rækker af opad vendte kroge på en planke nedgravet i sandet, hvor sælerne solede sig. Sælen kunne kravle op over harven, men når den frygtede tilbage mod havet, blev den spiddet. Jens Thuesens makabre ”sælharver” lå angiveligt ved øen Langli. Jens Thuesen og Elias Hansens far brugte sælspækket til tran, mens skindet fra de unge sæler blev til tobakspunge og skoletasker.[3]

Placeringen tæt ved kysten og stednavnets gamle rødder gør det sandsynligt, at beboerne på gårdene fundet i undersøgelsen, ligesom beboerne i nyere tid, har ernæret sig både ved landbrug og fiskeri/fangst.

Det startede som små gårde…

Som altid, når man udgraver i kernen af de gamle landsbyer, var det forholdsvis lille felt særdeles rigt på stolpehuller og andre jordgravede anlæg. Der kunne i udgravningen udskilles en række øst-vest liggende huse. Fund af keramikskår fra jydepotter og en sen type gråbrændt kuglepotte, samt husenes generelle udseende, daterer bebyggelsen i perioden fra 1500-tallet til omkring år 1800.

De udgravede gårdstomter havde for størstedelens vedkommende kun én længe og en bredde på omkring 5 m. Det er små gårde, som afspejler områdets gennemgående dårlige jord og ringe ressourcegrundlag. Det er derfor ganske naturligt, at beboerne har suppleret med fiskeri og fangst.

SJM 358 - Oversigt over slutundersøgelse til beretning m. huskonstruktioner beskåret

Figur 2: Udgravningsplan over de jordgravede anlæg fundet i undersøgelsen. Opridset af de fundne huse er indtegnet med forskellige farver. I det nordvestlige hjørne er de gamle vejspor fra det tidligere forløb af Sjelborg Strandvej markeret med mørkt gråt, mens drængrøfterne mellem gårdene er markeret med lyst gråt.

Huse fra denne periode, 15-1700-årene, som dem fundet i undersøgelsen, er ofte svære at blive kloge på i en udgravning. Stolperne i husene har helt eller delvist stået på stensyld, og dermed ikke efterladt spor i undergrunden. Der vil derfor tit ”mangle” stolper når man forsøger at udrede konstruktionerne. Det har været muligt at udskille 9 huse indenfor udgravningsfeltet (Hus I-IX, se figur 2), men der kan have været endnu flere gemt blandt de mange stolpehuller. To af husene havde bevaret en rest af lergulv, hvilket ellers ikke forekommer så tit. De gode bevaringsforhold skyldes sandsynligvis, at arealet ikke har været udsat for moderne dyrkningsmetoder (se figur 3). Husene har været små gårde beliggende ud til den ældre Sjelborg Strandvej, hvis ældre forløb ses som en serie hjulspor i udgravningen nordvestlige hjørne, lidt øst for den nuværende vej (se figur 2).

Imellem husene fandtes mere eller mindre systematiske grøfter. Mange havde sten i bunden og har formodentlig fungeret som drængrøfter, som skulle lede vand ned i den nærliggende bæk. En del af grøfterne har sandsynligvis indgået i gårdenes såkaldte ”kålhaver” – køkkenhaver med grønt til madlavningen.

SJM 358 DB076

Figur 3: Udgravningsfoto i sommervejr. Midt i billedet ses bevaret gulbrunt lergulv i Hus VIII. I kanten af gulvet ses fundamentssten i husvæggen. Midt i gulvet ses en større syldsten, som formodentlig har holdt en tagbærende stolpe midt i huset. Stenen viste sig at være en tilhugget granitsten.

SJM 358 DB095

Figur 4: Tilhugget granitsten brugt som syldsten midt i Hus VIII.

I kontrast til de store huse, der i dag bygges i området, viser undersøgelsen, at Sjelborgs begyndelse var ganske ydmyg. Så langt tilbage, som udgravningen tager os, har landsbyen været små gårde med gavlen ud til den gennemgående vej og i læ af bakkerne. Beboerne ernærede sig ved en blanding af landbrug, fiskeri og fangst. I løbet af det 20. århundrede døede fiskeriet og fangsten ud, og i dag er det stedets naturværdier og nærheden til Esbjerg, som gør Sjelborg til et attraktivt bosættelsesområde.

 
[1] O. Nielsen: Historiske Efterretninger om Skadst Herred (Ribe amt). København 1862.
[2] http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/ (upubliceret)
[3] Kragelund, T. Tobiassen: Sælhunde- og Marsvinfangst. Fra Ribe Amt 1954, s. 353-363.

Jernalderbebyggelse under Marbækparken i Sjelborg

Der er her på bloggen tidligere blevet omtalt aktiviteter fra stenalderen ved Kløvholm nær Sjelborg. Sidenhen har Sydvestjyske Museer udgravet flere af de tilstødende arealer, og fundet flere huse fra yngre stenalder, men også bebyggelse fra både bronzealderen og ældre jernalder. Vi forventede derfor allerede fra start at finde mere aktivitet i forbindelse med udstykningen af Marbækparken. Og ganske rigtigt, da museet i sommeren 2017 undersøgte området forud for første etape blev der hurtigt fundet 5 huse fra starten af ældre jernalder. Jernalderen begynder omkring år 500 f.v.t. (før vor tidsregning), og husene kan ud fra deres grundplaner dateres til perioden 500-200 f.vt.

SJM 647 huse til blogFigur 1. De fem huse udgravet i sommeren 2017.

De fem huse har samme grundopbygning: to rækker stolper til at bære taget, indgangsstolper til to indgange overfor hinanden i henholdsvis nord og sydsiden, en såkaldt væggrøft i husets østende. Det er således tydeligt at der er forskel på hvordan huset er bygget i østenden og i vestenden. Væggrøfter i østenden, men ikke i vestenden, er et typisk træk for huse fra starten af jernalderen. Ved et par af husene er der rester efter båseskillerum i østenden, som også er den almindelige placering af husets stald i gennem de fleste af forhistoriens perioder. Båseskillerummene i denne udgravning er dog ikke helt godt bevaret, og det er ikke muligt at konkludere noget om husdyrholdets størrelse. Et enkelt hus har en skillevæg mellem husets østende og området omkring indgangen. Da indgangene altid ligger midt i huset må dyrene være bragt gennem denne del når de skulle ud og ind af stalden.

Husene kan på baggrund af disse træk opdeles i tre områder: i midten et indgangs- og arbejdsområde, mod vest en beboelsesdel, og mod øst en stald med plads til vinteropbevaring af husdyr.

SJM 647 hus 1 til blogsjm 647 hus k4 til blogFigur 2 og 3: eksempler på indretning af huse fra Marbækparken.

Husene er i ret forskellig størrelse. Det mindste hus var på kun 37 m2 og det største var 99 m2. I alle tilfælde var staldenden støre en beboelsesenden. Beboelsesrummene har typisk størrelser mellem 20 og 35 m2, med undtagelse af det mindste hus hvor det næppe har været mere end 10-15m2. Så man må sige at selv de største huse efter moderne målestok har været ret små. Der er nok ikke mange, der i dag betragter 20-35m2 som tilstrækkeligt for en bolig til en familie. Hele familien har levet i et rum, madlavning har nok foregået midt i rummet, mens man har sovet langs væggene. Slutningen af bronzealderen og starten af jernalderen er da også kendt for at være en periode med særdeles små huse, og faktisk hører et par af husene fra Marbækparken til de ”store” huse fra perioden, hvor huse på samlet 50-80m2 og beboelsesrum på omkring de 20-25m2 derfor er det almindelige. Der er ingen tvivl om, at de knap 35m2, som har udgjort beboelsesdelen på det største hus (se figur 2), har været anset som gode forhold i starten af jernalderen, da huset blev bygget.

Interessant er det, at det største hus og det mindste hus ligger ganske tæt på hinanden og har samme orientering, hvilket tyder på, at de har stået der samtidig. Det er derfor muligt, at det mindste hus ikke har udgjort en selvstændig økonomisk enhed, men på en eller anden måde har været knyttet til det store hus. Der kunne være tale om et hus til  forældre eller et hus, hvor andre familiemedlemmer, som onkler eller ugifte søskende af familien i det store hus, kunne bo. Der kan dog også være tale om beboelse for enten tyende, trælle, eller andre der har gjort tjeneste for familien i det ”store” hus.

Hus k1 og k3 til blogFigur 4. Det største og mindste jernalderhus fra Marbækparken.

De fem huse, der blev udgravet i sommeren 2017, er en del af en større gruppe af huse fra samme periode. Der blev udgravet to sådanne huse i forbindelse med Myrthueparken mod vest, og der er lokaliseret endnu 4 huse ved en forundersøgelse i efteråret 2017 forud for næste etape af Marbækparken. Disse vil blive udgravet i foråret 2018.

oversigt til blogFigur 5. Luftfoto fra før udbygningen af boligområdet. Med lys rød er markeret jernalderhuse fra Mythueparken mod vest og de endnu ikke udgravede huse fra Marbækparkens næste etape mod øst, mens de her omtalte fem huse er markeret med en mørkere rød. Mod vest kan ses huse fra andre perioder (uden fyldfarve).

Jernalderbebyggelsen udgøres af spredtliggende enkeltgårde, som har ligget og flyttet rundt i landskabet, og det er sandsynligvis en eller to af sådanne små-gårde, vi har fat i her. Udgravningerne i området giver samlet et billede af bebyggelsesudviklingen gennem mange hundrede år. Der er således sikre huse fra slutningen af yngre stenalder, ældre bronzealder, yngre bronzealder, og starten af ældre jernalder. Om området har været kontinuerligt bebygget, eller om der har været perioder uden bebyggelse, er endnu svært at fastslå, men i løbet af ca. 1.700 år har vi mere en 40 hustomter, fordelt hen over de nævnte perioder.

Tobias Torfing

Museumsinspektør, ph.d.

Velbevarede neolitiske langhuse og middelalderlige gårde på Ravnsbjerg Bakke

Sydvestjyske Museer udgravede i oktober 2017 anden og sidste etape af den private udstykning Ravnsbjerg Bakke ved Esbjerg. Første etape blev udgravet i 2015 og her fandt museet tre huse fra bondestenalderen eller senneolitikum (1900−1700 f.Kr.) samt en middelalderlig gård, der havde fungeret i 1200- og 1300-tallet . Helt usædvanligt blev der desuden fundet en lille og spinkelt bygget gård med jordgravede stolper fra 1600- eller 1700-tallet (Arkæologi på Ravnsbjerg Bakke). I den nyligt afsluttede udgravning blev der gjort flere interessante fund fra alle nævnte perioder.

Felter

Fig. 1. Udgravningsfelterne på udsnit af det ældste matrikelkort over Ravnsbjerg By fra 1786.

Der blev fundet spor af mindst syv huse formodentlig fra neolitikum, hvis bevaringsgrad varierede en del. To af husene var særligt godt bevaret. Det ene, som strakte sig udenfor udstykningen, var mindst 31 meter langt og mere end syv meter bredt. Det er dermed det største hus fra stenalderen fundet i Sydvestjyske Museers ansvarsområde. I husets stolpehuller blev der fundet klokkebægerkeramik. Det andet hus var 22 meter langt og havde i lighed med det første bevaret næsten intakte spor af vægforløbene. De neolitiske huse havde tilnærmelsesvis samme orientering, hvorfor flere af husene må have stået samtidigt. Fremtidige kultsof-14 dateringer vil forhåbentlig kunne afklare, hvor længe den neolitiske bebyggelse fungerede.

Neo huse

Fig. 2. Plan af de neolitiske huse samt ét hus fra ældre jernalder længst mod øst. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Mellem de neolitiske huse lå yderligere tre middelalderlige huse, som formodentlig udgjorde flere faser af samme gård. Den samlede mængde middelalderlige huse på Ravnsbjerg Bakke repræsenterede således formodentlig en eller to gårde. I flere af faserne havde gården været afgrænset mod nord af grøfter, hvilket var tydeligst ved Hus XIX, hvor der var adgang til det afgrænsede område via en port ved husets vestlige gavl. De afgrænsede områder udgjorde sandsynligvis en underinddeling af toften (matriklen), og de kan have fungeret som f.eks. kålhaver, hvorfra det var ønskeligt at holde diverse husdyr ude. De middelalderlige huse indeholdt ingen genstandsfund udover enkelte stykker af munkesten. En præcis datering af de enkelte huse og de samlede gårdsenheder er derfor helt afhængig af fremtidige kulstof-14 dateringer.

MIA huse

Fig. 3. Plan af den middelalderlige bebyggelse og bondeteglovnen vest herfor. Længst mod syd ses den tidlige moderne gård (1600−1700-tallet), hvis orientering afviger fra den middelalderlige bebyggelse.  Tegning: Sydvestjyske Museer.

Vest for de middelalderlige huse og umiddelbart øst for de to gårde på det ældste matrikelkort over Ravnsbjerg By fra 1786 blev der fundet en bondeteglovn. Teglovne af denne type er almindelige i den østlige del af Sønderjylland, men i det vestjyske område er de sjældnere. Bondeteglovnen var bygget af munkesten i krydsskifte med undtagelse af den delvist væltede, vestlige ydermur, som var konstrueret af mindre Flensborg-lignende teglsten. Herfra kunne der fyres i ovnen via tre kanaler og varmeudviklingen havde været så stærk, at undergrundssandet var rødfarvet indtil en halv meter fra ovnen. Op til ovnens indfyring lå en større tørvesat grube, hvori man havde kunnet arbejde. De tilbageværende teglsten i ovnkammeret var af et tredje format, hvis tykkelse var moderne (26 x 12 x 5,5 cm), og de var ikke mærkede. Det eneste fund bestod af enkelte fragmenter af kridtpibe, og teglovnen skal sandsynligvis dateres til 1700-tallet.

 

DSC_0007

Fig. 4. Bondeteglovnen set fra vest. Foto: Sydvestjyske Museer.

Michael Alrø Jensen, Museumsinspektør

Gård fra 1500- eller 1600-tallet fundet i Tjæreborg

Den Gamle Ulvegårds oprindelse

Fig. 1

Fig. 1. Udgravningsfeltet nord for Tjæreborg Kirke. Foto: Sydvestjyske Museer.

I forbindelse med anlæggelsen af den nye byplads og bysø i Tjæreborg har Sydvestjyske Museer i august måned 2017 foretaget en arkæologisk udgravning af området mellem Skolevej og kirkegården. Her fandt museet dele af en gård fra formodentlig 1500- eller 1600-tallet, hvis toft eller matrikel strakte sig helt fra kirkegården til Skolevej og ind under Tjæreborg Ældrecenter.

Fig. 3

Fig. 2. Udgravningsplan af den ældste gård på stedet fra formodentlig 1500- eller 1600-tallet. Med sort ses de kraftige vægstolper i husene og de lange rækker af mindre stolper, som udgjorde de hegn, der havde afgrænset matriklen. Tegning: Sydvestjyske Museer.

 

Gården bestod af flere fritliggende længer, der har været opført i bindingsværk med jordgravede stolper. Aftrykket af husenes stolper stod som mørke aftegninger i undergrunden og det samme gjorde de kraftige hegn, der havde lukket matriklen. Gården var den første bebyggelse på stedet og lå sandsynligvis uden for det daværende Tjæreborg, der siden vikingetiden og middelalderen som minimum havde omfattet Tjæreborg Østerby. Det har været antagelsen, at man på landet i Danmark begyndte at bygge bindingsværk på syld i stedet for med jordgravede stolper allerede i senmiddelalderen. I løbet af de sidste ti år har museet foretaget flere udgravninger i vadehavslandsbyerne, og her tyder det imidlertid på, at man fortsatte med at bygge med jordgravede stolper i renæssancen og muligvis så sent som i begyndelsen af 1700-tallet. Det tyder dermed på, at man i det sydvestjyske område i mange tilfælde gik direkte fra bindingsværk med jordgravede stolper til grundmurede gårde. I nogle tilfælde kan man endda se tegn på, at man har anvendt grundmur og bindingsværk med jordgravede stolper i kombination.

 

fig. 4

Fig. 3. Udgravningsfeltet på et udsnit af det ældste matrikelkort over Tjæreborg by fra 1820. I 1600-tallet var der kun én gård på stedet, men i 1730 var den delt i to. Den nordligste gård blev til Den Gamle Ulvegård.   

Gården, som museet udgravede, var muligvis identisk med den gård som nævnes på stedet i 1600-tallet. Senest i 1730 var gården delt i to og den nordligste af disse blev til Den gamle Ulvegård, som lå ved Skolevejs sydside indtil 1969. Navnet havde gården sandsynligvis fra den familie, som havde fæstet der siden 1637, og som bar tilnavnet Ulf. Den folkelige fortælling siger, at navnet kommer af, at sognets sidste ulv blev dræbt på gårdens jord ved Ulvedammen, som sandsynligvis lå i engene vest for kirken, hvor den nye natursø skal anlægges (Kusk 1977). Museet vil forsøge at få en mere præcis datering af den første Ulvegård ved brug af Kulstof-14 metoden.

fig. 5

Fig. 4. Foto af Den Gamle Ulvegård, som blev revet ned i 1969. Det er uvist om bygningen var identisk med bygningen på det ældste matrikelkort. Efter Kusk 1977.

Michael Alrø Jensen, Museumsinspektør

Litteratur

Kusk, Jens 1977: Tvillingsogne af Geest og Marsk: Sneum og Tjæreborg, bd. 2, s. 199-203.