Fanø i oldtiden

IMG_0486

Fig. 1. Velbevaret skår fra ældre jernalder med skarpe brudflader fundet liggende på forstranden ved Halen, Fanø. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fanø er en af de tre danske barriereøer i Vadehavet, som alle tre opstod helt tilbage i stenalderen, hvor havniveauet var meget lavere end i dag. I jægerstenalderen var vi som bekendt landfast med England. Med havstigningen dannedes Vadehavets barriereøer, og de er lige siden blevet formet og omformet af vandets og vindens kræfter.

Geologiske boringer har bekræftet, at øerne fandtes i oldtiden, men har også vist, at de helt igennem består af vind- og vandaflejret sand, som løbende har været under angreb af havet.

En liste over kirkerne i Ribe Stift fra ca. 1325 omtaler både Fanø, Mandø og Rømø. De svarede alle fire skilling sterling i afgift til bispestolen. Af det kan man udlede, at der har stået én sognekirke på hver ø, som har været finansieret af en vis mængde tiendeydere i hvert sogn. Afgiftens størrelse antyder, at Fanø og Rømø dengang så nogenlunde havde deres nuværende størrelse, mens det siden da er gået voldsomt tilbage for Mandø.

Det mest sandsynlige sted at lede efter sognekirken på Fanø er under tomten af Nordby gamle Kirke i Rindby. Den mytiske Skt. Anne kirke ved Albuen baserer sig på et fantasifuldt kort af Johannes Mejer fra 1649 og savner grundlag i andre kilder.

Eftersom der med sikkerhed boede mennesker på alle tre øer i middelalderen, må det anses for meget sandsynligt, at det også var tilfældet i oldtiden, men hidtil udgør næsten alle oldtidsfund fra øerne ilandskyllede genstande af primært rav. De er fundet på øernes vestlige kyststrækninger og må stamme fra de tabte landskaber på Nordsøens bund.

Landskaberne på vadehavsøerne består i vidt omfang af klitter, heder og marker, og der er ikke kendskab til fortidsminder fra oldtiden i form af for eksempel gravhøje eller bopladser på nogen af dem. De få arkæologiske undersøgelser, som hidtil er foretaget på Fanø, har ikke kunnet påvise nogen form for fortidsminder.

Når det handler om at rekonstruere Fanøs ældre topografi er kildematerialet ikke ret godt. I forbindelse med Videnskabernes Selskabs kortlægning i Danmark blev Fanø i 1797 opmålt i skala 1:20.000 af landmåleren S. Bruun, og fra 1820 foreligger der et detaljeret matrikelkort i skala 1:4.000 udført af landmåleren Thobøll. Disse historiske kort foreligger i dag i digital form og kan georefereres i GIS-programmer og således anvendes til at vurdere udviklingen siden da.

vs08u_1.TIF

Fig. 2. Videnskabernes Selskabs konceptkort over Fanø målt 1797 af landmåler S. Bruun. Efter original i Geodatastyrelsen. 

I dag udføres med jævne mellemrum meget præcise laserscanninger af Danmark, såkaldte LIDAR-scanninger, som kan bearbejdes til meget præcise højdemodeller, der afbilder landskabets overflade.

Ved at sammenligne forholdene på Fanø i dag med landskabet, som det blev opmålt for 200 år siden, fremstår et interessant billede. Øens omrids har ændret sig forholdsvis markant som følge af sandtransporten i kystzonen, men modsat er det tydeligt, at det tørre land ikke har forandret sig nævneværdigt. De store parabelformede klitrækker, som opmåltes omkring 1820, ligger præcis samme sted i dag, og det tætte sammenfald mellem landskabsoverfladen for 200 år siden og i dag fortæller både om dygtigt landmålerhåndværk og stabile landskabsoverflader.

Sammenligningen mellem kortsættene tyder også på, at der på Fanøs mere rolige østre side kunne gemme sig ældre landskabsrester.

Org.1 og relief Fanø

Fig. 3. Med gult (sand), lyngfarvet (hede), og lysegrøn (eng/marsk) er vist landskabstyperne fra det ældste matrikelkort lagt oven på den laserscannede højdemodel fra 2008. De parabelformede klitter har ikke flyttet sig nævneværdigt de sidste 200 år.

Hvor gamle er klitlandskaberne på Fanø?

I 2016 blev et stort strømkabel ført tværs over Fanø, og gravearbejdet blev fulgt af arkæologer fra Sydvestjyske Museer. Hele vejen tværs over øen fandtes kun vind- og vandaflejret sand uden nogen spor af menneskelig aktivitet. For at datere dannelsestidspunktet for klitlandskabet blev der udtaget tre prøver af sand, hvis tildækkelsestidspunkt kan dateres ved hjælp af OSL-metoden (Optisk Stimuleret Luminescens). Sandet i prøverne viste sig at være dækket til i tidsrummet fra slutningen af middelalderen og frem til begyndelsen af 1700-årene.

Dette resultat stemmer med kortstudierne og underbygges yderligere af at være sammenfaldende med den klimaperiode, der kaldes Den lille Istid (LIA), som var kendetegnet af kolde vintre og udpræget sandflugt på den jyske vestkyst.

Det nuværende landskab på Fanø ser altså ud til at have fået sin nuværende form i tidsrummet fra ca. 1500-1800.

SJM 380 DB 011

Fig. 4. Fra nedgravningen af strømkablet tværs over Fanø i 2016. Landskabet består af lagdelte horisonter af vind- og vandaflejret sand. Foto: Sydvestjyske Museer.

Oldtid på Fanø

Kortstudierne tydede på, at der kunne være ældre landskabsrester bevaret på Fanøs østside, og interessen blev derfor vakt, da en lokal borger i slutningen af april 2019 henvendte sig omkring et fund af keramik på nordspidsen af Halen ”som så gammelt ud”. Efter at have fået skårene ind til museet og undersøgt dem nærmere, var der ikke tvivl om, at de var fra jernalderen og oprindelig kom fra flere forskellige kar, hvoraf i hvert fald ét syntes at være fra århundrederne før Kristi Fødsel, den periode som i den arkæologiske kronologi kaldes yngre førromersk jernalder.

Museet rykkede ud og besigtigede fundstedet. Det var på selve forstranden i under kote 2 m, hvor det ikke har været muligt at bo dengang. Og skårene kan heller ikke have ligget der længe, da de hurtigt ville blive nedbrudt i det barske miljø. I stedet rettedes opmærksomheden mod kystskrænten, som løbende nedbrydes ved stormvejr. Her kunne vi fremrense en profil bestående helt af vindaflejret sand. Under kote 3,5 m var fygesandslagene meget gamle at se på. Der sås forskellige udfældningslinjer og –områder med både jern- og manganforbindelser og sandkornene var ret sammenkittede. Over disse lag fandtes en 20 cm tyk væksthorisont, som også så ud til at være gammel.

DSC_0017

Fig. 5. Profilen i kystskrænten med indridsede koter. De lysgrålige fygesandslag afsluttes opefter af en vækstflade med top i kote 3,7 m o. DNN, som antagelig er en landskabsoverflade fra jernalderen. Den forsegles af et gulligt fygesandslag aflejret engang før 1820. Foto: Sydvestjyske Museer.

Vækstfladen var dækket af endnu et lag fygesand, der var helt ensartet og uden udfældninger, men kortene viser, at dette sandlag alligevel må være ældre end 1820.

De samlede iagttagelser tyder på, at vækstfladen udgør en gammel landskabsoverflade, og det må være fra dette niveau, skårene er skyllet ud af skrænten. Det synes usandsynligt, at de kan være tilført andre steder fra, og at de ligger der, må betyde, at der i ældre jernalder har ligget mindst én gård i nærheden.

I alt er der indtil videre kun tale om 33 keramikskår, ikke noget vi plejer at juble over, men i dette tilfælde bekræfter fundet for første gang, at der rent faktisk boede mennesker på Fanø også i oldtiden, og at der måske stadig kan skjule sig spor efter dem også andre steder på øen.

Morten Søvsø, overinspektør, Arkæologi & Samling, Sydvestjyske Museer.

Halen 1820

Fig. 6. Siden 1820 har havet spist omkring 100 m af Halens nordspids. Pilen markerer fundstedet for keramikken.

IMG_0488

Fig. 7. Også udsigten har ændret sig meget siden ældre jernalder. Foto: Sydvestjyske Museer.

Reklamer

Runebægeret fra Uglvig

ESM_1697_200304852_x0274-128032019123354

Bunden af drikkebægeret med de tre runer, som danner ordet ALU. ESM1697x274. Foto: Sydvestjyske Museer

I arkæologien er det en gammel sandhed, at de bedste fund ofte gøres på magasinet. Når det kan være tilfældet, skyldes det, at arkæologerne løbende er blevet klogere på genstandenes typologi og kronologi, og nye øjne og nye metoder bliver hele tiden bedre til at aflokke fundene nye oplysninger.

I dag registreres de arkæologiske fund i databaser, og til mange af fundposterne knyttes også fotos, som gør os i stand til at søge og forske i vores samlinger uden at skulle have tingene i hånden. På Sydvestjyske Museer arbejder vi hen imod at have en fuldstændig digital registrering af vores samling, og derfor har vi i mere end 10 år arbejdet på at få også alle de gamle fund ind i de digitale systemer.

I øjeblikket arbejdes med det tidligere Esbjerg Museums arkæologiske samling, og i den forbindelse har vi kastet os over de omfattende fund fra udgravningerne i Uglvig øst for Esbjerg, hvor et område på omkring 25 ha blev udgravet i årene 1988-94 for at give plads for Østskoven. De såkaldte Grønnegårds-udgravninger.

ESM1697 oversigt2

Den vestlige ende af de omfattende udgravninger i Uglvig afdækkede flere faser af en fint bevaret jernalderlandsby fra yngre romersk og ældre germansk jernalder. Runebægeret fandtes ved det lille røde kors. Plan: Sydvestjyske Museer.

 

Ved gennemgang af de tusindvis af fund blev nogle furer under bunden af et fint glittet drikkebæger bemærket og identificeret som runer af museumsinspektør Claus Feveile.  Efter kontakt med Nationalmuseets runolog, Lisbeth Imer, blev opdagelsen bekræftet, og det tog ikke lang tid at tyde de tre runer, som danner ordet ”ALU” – et forholdsvis almindeligt forekommende ord iblandt de tidlige runeindskrifter fra yngre romersk og ældre germansk jernalder (ca. 200-550 e. Kr.).

Runerne var udført i det våde eller læderhårde ler, og synes at være indridset i forbindelse med, at karret blev glittet inden brændingen. Det kunne tyde på, at skribenten har været pottemageren, som kan have været både en mand og en kvinde.

ESM_1697_200304852_x0274-128032019123023

Runeindskriften fremhævet med rød farve. Foto: Sydvestjyske Museer.

En af flere interessante forhold ved fundet er, at vi kender den præcise fundkontekst. Runebægeret lå i et tagbærende stolpehul i hovedhuset til en af flere jævnstore gårde i en mindre landsby. I dag består runebægeret af flere sammenlimede skår, som danner en hel bund. Der foreligger ikke oplysninger om, præcis hvor det fandtes i stolpehullet, men de bevarede dele kunne tyde på, at karret har været helt og nedgravet i stolpehullet som et husoffer. Senere dyrkning eller maskinafgravningen i forbindelse med udgravningen kan have ødelagt de øvre dele af bægeret.

Selve kartypen er forholdsvis velkendt. Det var et højt slankt drikkebæger, hvis form efterligner de koniske drikkebægre af glas, som datidens elite importerede sydfra.

DO-2213

Det var importerede drikkebægre af glas som dette, jernalderbønderne i Uglvig efterlignede. Dette smukke eksemplar stammer fra en grav fundet i Stilling tæt ved Skanderborg. Foto: Nationalmuseet.

Betydningen af selve ordet ALU er omdiskuteret, men formentlig er der tale om en oprindelig værneformel, som lever videre vore dages brug af udtrykket SKÅL i forbindelse med indtagelse af ofte alkoholiske drikke. Af det tyske GESUNDHEIT fremgår den oprindelig beskyttende funktion af ordet endnu tydeligt.

Traditionelt forbindes brugen af runer med samfundets overklasse. I jernalderlandsbyen i Uglvig, et mindre ejerlav, man ville klassificere som en typisk torp-bebyggelse, synes der ikke at kunne identificeres et sådant øvre lag i bebyggelsen. Gårdene er nogenlunde lige store familiebrug og heller ikke de tilknyttede gravpladser, som også er udgravet, synes at afspejle et synderligt klasseopdelt samfund. I stedet viser både gårdenes arkitektur og de dødes gravgods et udbredt og generelt højt velstandsniveau. De mange udgravninger omkring Esbjerg viser, at dette billede er en generel tendens i både jernalder og vikingetid.

Og nu ved vi også, at jernalderbønderne i Uglvig kendte til brugen af runer og formentlig også satte pris på at indtage alkoholiske drikke fra bægeret med indskriften under bunden.

 Morten Søvsø, Overinspektør, Arkæologi og Samling, Sydvestjyske Museer

ESM_1697_200304852_x0274-128032019123121

Drikkebægeret set fra siden. Foto: Sydvestjyske Museer.

Gørding-slangen – et mesterværk i guldfiligran fra vikingetiden

SJM 679b

Guldslangen fra Gørding. Foto: Sydvestjyske Museer.

Den 10. februar 2019 så endnu en skat fra Danmarks oldtid dagens lys efter mere end 1000 år i jorden. Igen var fundstedet i nærheden af Gørding, og igen var finderne makkerparret Jean Stokholm og Doris Birch Mathiesen. Deres held og hårde arbejde har hermed leveret to spektakulære guldfund inden for ét år.

Læs mere om deres første fund her: Guldmønten fra Gørding

Det nye fund er måske ikke så eksotisk som det første, men overgår det langt i håndværksmæssig kvalitet. Der er tale om et lille hængesmykke udformet som en oprullet slange. Det er fremstillet ved, at en guldplade er blevet formet ned over en slangeformet patrice, som gav motivet dets plastiske form. Herefter er motivet yderligere fremhævet ved pålodning af filigran i form af både små blomster samt snoet tråd og perletråd.

De små filigranblomster er hver sammensat af syv bittesmå guldkugler med en lidt større i midten, som tilsammen danner en blomst på kun omkring 1 mm i diameter. Når man står med smykket i hånden, synes det uvirkeligt, at det har været muligt at arbejde så detaljeret. Især når man tænker på, at det hele er loddet sammen og endda af flere omgange. Slangekroppens ryglinje er fremhævet med en snoet tråd flankeret på begge sider af perlesnor, mens kroppens sider er dekoreret af filigran-blomsterne. Det fremkomne mønster er ikke ulig tegningerne, som ses på hugorme, og det er nok det tætteste, man kommer en artsbestemmelse.

SJM679a

Hængesmykkets to sider bærer tydeligt præg af slid og må have været båret i en længere periode. Ophænget i form af den spiralsnoede guldtråd er lettere bøjet, men ellers intakt. Målestokkens enhed er millimeter, og selve slangen er kun 25 mm på den længste led, men uhyre detaljeret i udførelsen. Foto: Sydvestjyske Museer.

Slangens hoved er udstyret med to kuglerunde øjne dannet af hvælvede guldskiver. Øjenbrynene slår et karakteristisk sving og er dannet af samme trådformer som ryglinjen. Ved munden synes der at være to oprullede læbelapper dannet af perlesnor. Denne måde at afbilde et dyrehoved på er karakteristisk for den yngre vikingetid og peger imod en datering i 10. årh.

Smykkets bagside er lukket med en glat, påloddet plade, hvorpå et profileret, påloddet bånd danner et øje til ophæng. Heri sidder en kraftig guldtråd, hvorpå er trukket to grønne, opakke glasperler, hvorefter den fint tilspidsende guldtråd er tvundet rundt og rullet op i to spiraler, som en snor har kunnet trækkes igennem. Ophænget er en smule deformeret, men ellers intakt.

Hængesmykker i form af oprullede slanger kendes i yngre germansk jernalder og vikingetid. Hvilken betydning, de blev tillagt, vides ikke med sikkerhed. Om motivet blev forstået som rent dekorativt eller tillagdes en særlig kraft som en amulet eller måske blandinger af de to forhold vides ikke.

Slangen kan have været båret alene, indgået som midterstykket i en perlekæde eller endda have været båret sammen med andre prægtigt udsmykkede hængesmykker i store prangende halssmykker i lighed med de stykker, som indgik i den nyligt fundne Fæsted-skat.

Gørding-slangen bærer tydelige spor efter slid på både for- og bagside, og må have været båret igennem en årrække. Kvaliteten taget i betragtning kan det ikke undre.

Det nye fund føjer sig til Fæsted-skatten og den gammelkendte Vester Vedsted skat som eksempler på guldsmedekunstens høje niveau i den yngre vikingetid. Disse værksteder er foreslået placeret ved kongens hof i Jelling, og de fornemme smykker kan have været givet som gaver til de stormænd, Gorm den Gamle og Harald Blåtand søgte at opretholde alliancer med.

Måske vil kommende detektor-afsøgninger i området bringe nyt om dette interessante spørgsmål?

 

Morten Søvsø, Overinspektør, Arkæologi og Samling, Sydvestjyske Museer.

Screenshot_20190212-084635_Chrome

Jordklumpen med smykket i finderens hånd. Foto: Jean Stokholm.

Damhus-skatten – Ribemønter fra vikingetiden ofret til mosens guder

Fig. 1. Forside af den såkaldte ansigt/hjort penning. Trods omkring 1200 år i jorden er bevaringstilstanden fremragende. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fig. 2. Bagsiden af samme mønt som fig. 1. Hjorten ser ud til at kysse en slange. Over hjorten ses måske en sol eller en måne og under dens bug tre sammenflettede trekanter. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

 Den 14. august 2018 kom det til Sydvestjyske Museers kendskab, at der var fundet en meget sjælden mønt fra vikingetiden lidt uden for Ribe. Mønten var en såkaldt ansigt/hjort penning, som fagfolk har givet det kedelige navn KG 4 (kombinationsgruppe 4). På forsiden ses et stiliseret ansigt med, hvad der ligner to stirrende øjne og strithår, mens bagsiden afbilder en flot hjort med gevir, som ser ud til at kysse en slange. I alt kendtes der før 14. august kun 11 eksemplarer af denne mønt, som blev slået et sted i Danmark i begyndelsen af 800-tallet.

 Dagen efter fik vi kontakt med finderen, og hurtigt viste det sig, at der ikke kun var fundet én mønt, men mange, og flere dukkede løbende op af jorden ved den igangværende afsøgning. Det var tydeligt, at der var tale om et stort og væsentligt skattefund, og museet rykkede ud og fik situationen under kontrol.

  Fundstedet viste sig at være et gammelt vådområde – arealer som ofte vælges fra af metaldetektorførere, da chancen for fund her er markant lavere end andre steder – men i dette tilfælde var det et lykketræf, da finderen var stødt på en af de sjældne vådbundsdeponeringer, altså et vaskeægte mosefund. Det må antages, at møntskatten i sin tid er placeret i mosen som en religiøs handling, formentlig et offer til en eller flere guder.

 De fugtige forhold havde været med til at bevare mønterne, så de for størstedelens vedkommende fremstod næsten nyslåede. Når de dukkede frem fra en tørveklump, skinnede mange af dem endnu, og det var en euforisk fornemmelse at være med til at fremdrage den ene mønt efter den anden, hvis præg stod, som var de slået i går.

Fig. 3. Udpløjningen af skatten havde ikke skadet mønterne nævneværdigt. Ofte så det sådan ud, når man forsigtigt brækkede en signalgivende jordklump i mindre stykker.  Foto: Sydvestjyske Museer.

De fremkomne mønter blev løbende målt ind med præcisions-GPS, og det blev snart tydeligt, at fundene var fordelt ud over et større areal af engen på ca. 50 x 15 m af form som en langstrakt oval. Dette billede er helt typisk for skattefund, som er blevet spredt ved gentagne pløjninger. Spredningen af mønterne tyder mest på, at de ikke har været nedgravede, men måske blot placeret oven på jorden, måske i en pung, som for længst er rådnet bort.

 Status efter to dages detektorafsøgning under museets ledelse d. 15. og 16. august var 174 ekstremt velbevarede mønter. De 172 var ansigt/hjort-penninge, mens de sidste to på forsiden havde et flot vikingeskib med skjolde ved rælingen og den velkendte hjort på bagsiden.

 Efter at have søgt og fået bevilget midler til en egentlig arkæologisk undersøgelse af fundstedet hos Slots- og Kulturstyrelsen har vi onsdag d. 23. oktober 2018 været ude at eftergrave på findestedet, naturligvis med deltagelse af finderen og flere andre detektorfolk.

Fig. 4. Fordelingen af de indtil videre 252 mønter, som med undtagelse af de først fundne alle er indmålt med præcisions-GPS. Kort: Sydvestjyske Museer.

 Ved fyraften var resultatet 78 nye mønter til skatten, 77 af typen ansigt/hjort og én af typen skib/hjort. Indtil videre alt i alt 252 mønter. Det er vores indtryk, at der ikke er mange flere at finde.

 Denne skat er et helt nyt og væsentligt bidrag til 800-tallets mønthistorie. Og da mønter blev udstedt af kongen, fortæller mønterne også om både kongemagt, konjunkturer og økonomisk politik. På denne tid sad den mægtige kong Godfred og hans sønner på magten i Danmark, og de må være udstedere af skattens mønter. Vi kan se, at alle mønterne er hele og ikke brækkede i stykker eller gennemborede. Det viser, at de har været anvendt i en egentlig møntøkonomi, sådan som vi bruger penge i dag, og ikke i en vægtøkonomi. Og vi ved allerede, at netop på kongens marked i Ribe havde man møntøkonomi, så det hele passer smukt sammen.

 Ved at analysere mønterne og se, hvilke stempler de er slået med, kan vi få et meget præcist indtryk af, hvor stor udmøntningen har været. Allerede nu kan vi se, at der er anvendt mange forskellige stempler til at slå mønterne med og når man tænker på, at der før sommeren 2018 kun kendtes 11 eksemplarer af denne mønttype, mens vores skattefund viser, at der må have været slået flere hundrede tusind af disse mønter, kan man næsten mærke historiens vingesus.

Fig. 5. Efterudgravningen d. 24. oktober 2018. Med gravemaskine skrabes græstørven af i tynde lag og overfladen afsøges grundigt med metaldetektor. Museets ansatte indsamler, nummererer og indmåler de fundne mønter. Foto: Sydvestjyske Museer.

 Når eftergravningen er afsluttet i morgen, fortsætter arbejdet med studiet af mønterne. Det er allerede nu klart, at denne skat kaster et helt nyt lys over det tidlige 800-tals mønthistorie og dermed også hele Danmarks historie.

 Morten Søvsø, Overinspektør, Arkæologi, Sydvestjyske Museer

            

Flere oplysninger:

Claus Feveile: tlf. 5168 4089

Morten Søvsø: tlf. 5168 4108

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Foto: Sydvestjyske Museer.

 

 

 

Udgravningerne ved Facebooks datacenter i Andrup

Skærmkort_hele grunden

Fig. 1. Grunden på 230 ha imellem motorvej E20 og Andrup. Copyright Geodatastyrelsen med tilføjelser af Sydvestjyske Museer.

I foråret 2018 blev Sydvestjyske Museer kontaktet af Esbjerg Kommune og informeret om, at en anonym privat bygherre forhandlede om køb af en meget stor erhvervsudstykning mellem motorvej E20 og Andrup.

Kommunen igangsatte arkæologiske forundersøgelser for at få klarhed over omfanget af fortidsminder i området.

I efteråret 2018 blev det offentliggjort, at bygherren er Facebook, som ønsker at opføre et datacenter.  

 I alt er grunden på 230 ha svarende til 2.300.000 m2 svarende til 2300 parcelhusgrunde på hver 1000 m2 (!) Det er det største arkæologiske projekt, museet til dato har skullet løfte.

 Området ligger i ejerlavet Andrup og var altså tidligere en del af jordene tilhørende denne landsby.

blogindlæg HMB

Fig. 2. Datacentergrunden henlå omkring 1870 i hede (lyserød) og agerjord (hvid) som det fremgår af kortserien De Høje Målebordsblade. Copyright Geodatastyrelsen med tilføjelser af Sydvestjyske Museer.

På forhånd havde vi et vist kendskab til området i kraft af tidligere undersøgelser. Vi vidste, at der mod øst ville ligge dele af landsbyen Andrups forgænger fra jernalderen, og vi havde også kendskab til enkelte gravhøje fra stenalderens enkeltgravskultur på andre dele af arealet. Men langt størstedelen af det enorme område er gammel hede, og fra andre undersøgelser ved vi, at disse marginaljorder i udkanten af de gamle landsbyers ejerlav generelt rummer færre fortidsminder.

De arkæologiske forundersøgelser blev indledt i maj 2018 og består i, at vi med en gravemaskine trækker muldjorden af for at se, om der under pløjelaget er bevaret fortidsminder. Det kan både være stolpehuller fra huse, affaldsgruber eller eventuelt grave. For at højne tempoet har vi kørt med 2-3 gravemaskinehold. Indtil nu er der samlet trukket over 80 km søgegrøfter.

Søgegrøfter 11.10.2018.JPG

Fig. 3. De røde streger er de indtil nu gravede søgegrøfter, som er blevet udført i takt med, at de forskellige arealer er blevet tilgængelige. Kortbaggrunden er De Høje Målebordsblade fra omkring 1870 (copyright Geodatastyrelsen).

IMG_1996.JPG

Fig. 4. To til tre gravemaskiner har i mere end et halvt år trukket søgegrøfter ud over arealet. Når vi er færdige, udgør grøfternes samlede længde omkring 100 km. Foto: Sydvestjyske Museer.

Som forventet var store dele af den gamle hede uden fortidsminder, og disse arealer har vi kunnet frigive efter forundersøgelsen.

Efter kort tid var det dog også klart, at den østlige del af arealet rummede væsentlige og velbevarede fortidsminder. Slutundersøgelsen af disse områder blev indledt 1. september 2018 og i alt arbejder 18 arkæologer i øjeblikket på projektet.

 

Oversigt udgravninger 11.10.2018

Fig. 5. Foreløbig plan af de igangværende udgravninger lige vest for Andrup. På planen ses både gårde fra ældre og yngre jernalder. Plan: Sydvestjyske Museer lagt over et ortofoto fra 2017 (copyright Geodatastyrelsen).

Vi har fundet landsbyen Andrups forgænger i form af en hel landsby fra ældre romersk jernalder (0-200 e. Kr.) og dele af Andrup-landsbyen fra yngre romersk og germansk jernalder (200-800 e. Kr.). Ud over gårdene har vi også fundet en hel række grave, som vi i øjeblikket undersøger. Flere af dem indeholder bronzesmykker, perlekæder og lerkar, og i nogle tilfælde har vi også kunnet se, at den døde blev gravlagt i en udhulet træstamme, en såkaldt stammekiste.

DSC_0135.JPG

Fig. 6. Arkæolog Jane Sif Hansen og museumsinspektør Bente Grundvad i færd med at optage en perlehalskæde i præparat fra en barnegrav. Den bliver gravet ud på konserveringsværkstedet. I fodenden af graven ses et lerkar. Foto: Sydvestjyske Museer.

Sammenholdt med tidligere udgravninger kan vi nu i detaljer følge landsbyens opståen og udvikling igennem jernalderen. Gårdenes størrelse og de døde på gravpladserne fortæller om et velstående landsby-samfund bestående af selvejende familie-brug.

Udgravningerne foregår ved, at muldlaget graves af med en maskine, hvorefter de mørke, menneskeskabte nedgravninger tegner sig tydeligt mod den gullige råjord. Når større flader åbnes på denne måde tegner tomterne af de stolpebyggede gårde, forskellige grøfter, gruber og grave sig tydeligt. Selve udgravningen består i, at arkæologerne måler udgravningsfladerne op med stor nøjagtighed, hvorefter de forskellige arkæologiske anlæg udgraves. Typisk ved det vi kalder snitning, hvor den ene halvdel forsigtigt graves væk med håndskovl, så vi kan se og undersøge et snit af lagene. Hvis vi tror, der er tale om grave, er vi mere forsigtige og graver os forsigtigt ned i graven i et vandret plan.

I tiden før landsbyernes opståen flyttede gårdene mere rundt i landskabet og dyrkede blandt andet svedje-brug, hvor landskabet blev afbrændt for at gøde jorden. I bondestenalder, bronzealder og førromersk jernalder (fra 4000 f. Kr. til år 0) er sådanne kortlivede gårde, som flyttede rundt i landskabet det generelle mønster. Spredt ud over det store areal har vi fundet en hel del gårde fra dette tidsrum også, men der er langt imellem dem på de gamle hedearealer.

Igennem området løber også den befæstningslinje, som anlagdes omkring Esbjerg i 1944 af den tyske besættelsesmagt. Løbegangene, pansergravene og de forskellige faste stillinger er veldokumenterede og ses tydeligt på gamle luftfotos. De tegner sig også tydeligt i vores søgegrøfter. 

Udgravningerne fortsætter ind i 2019.

Morten Søvsø, Overinspektør, Sydvestjyske Museer, mosvs@sydvestjyskemuseer.dk

 

 

 

 

 

 

 

Guldmønten fra Gørding

Fredag den 3. august 2018 kl. 22.15 postede Jean Stokholm et billede i Facebook-gruppen Detektor Danmark af hvad, der lignede en guldmønt, han lige havde fundet med metaldetektor. Billederne af for- og bagside var ledsaget af teksten:

Yes yes sådan .ryster stadig fundet på aften tur.😍😍😍😍😍

Møntens forside, som den så ud på findetidspunktet. Foto: Jean Stokholm.

Møntens bagside, som den så ud på findetidspunktet. Foto: Jean Stokholm.

Billedet blev også bemærket af ansatte fra Sydvestjyske Museer, som tidligere har haft kontakt med Jean, og vi var omtrent lige så glade som finderens tekst, da det viste sig, at mønten var fundet i Gørding, som indgår i museets arkæologiske ansvarsområde.

Det var umiddelbart tydeligt, at der var tale om en mønt med arabiske tegn, men korset på forsiden undrede noget. I vikingetiden var arabiske sølvmønter, de såkaldte dirhemer, almindelige i Skandinavien. I 8- og 900-tallet kom de hertil i millionvis via handelen på de russiske floder, og de blev anvendt i mere eller mindre ophugget form i vikingetidens vægtøkonomi. Der bliver fundet hundredvis af mere eller mindre hele dirhemer hvert år af danske detektorbrugere.

Vores første bud var, at Jeans fund måtte være en arabisk guldmønt, en såkaldt dinar. Modsat sølvmønterne er de ekstremt sjældne i Skandinavien. Der kendes under en håndfuld.

Da der var tale om et helt særligt fund, fik vi den følgende mandag fundet bragt i sikkerhed og begyndte at kigge nærmere på det. Efter at være blevet renset let af vores konservator var det tydeligt, at mønten, som er på størrelse med en 20-krone, på bagsiden havde spor efter, at der har været påloddet en nål og derunder et lille øsken. Mønten har været båret på tøjet, og sådanne møntsmykker var populære i Danmark i tidsrummet 1050-1250. Ofte blev de båret som par. Imellem øskenerne kunne hænge en perlekæde.

Møntens forside. SJM679x4. Foto: Sydvestjyske Museer.

Møntens bagside med spor efter de påloddede nålefæster og et øsken. SJM 679×4. Foto: Sydvestjyske Museer.

Vi fik taget nogle gode billeder, satte os til computeren og begyndte arbejdet med at få bestemt mønten. Den følgende dag var der opnået kontakt med en førende spanske numismatiker på området, Manuel Mozo Monroy, som fra sit hjem i Thorshavn på Færøerne (!) kunne fortælle, at der ikke var tale om en arabisk dinar, men derimod en spansk morabetino, slået af den Kong Alfonso VIII af Castilien (1158-1214) i Toledo i det centrale Spanien.

Efter Romerrigets fald overtog de kristne visigotere magten på den iberiske halvø. I det tidlige 700-tal erobredes næsten hele halvøen af arabiske og nordafrikanske styrker og blev del af det arabiske kalifat under navnet Al-Andalus. Kun en lille del af det nordlige Spanien omkring Oviedo forblev under visigotisk, kristen kontrol. I 900-tallet svækkedes det arabiske styre og en langvarig krig mellem kristne og muslimske hære brød ud. Den strakte sig over fem århundreder helt frem til de kristne hærstyrkers endelige sejr i 1492 og er samlet under betegnelsen Reconquista’en.

Det er i denne brydning mellem det muslimske Al-Andalus og Nordspaniens kristne kongedømmer, at møntfundet fra Gørding skal forstås. På forsiden ses det kristne kors, og i det centrale felt står på arabisk: ”Kirkens imam, Den store pave af Rom”, mens randskriften lyder: ”I faderens, sønnens og helligåndens navn. Én Gud alene, de troende og døbte vil blive frelst.”

Allah er blevet skiftet ud med Gud og Paven.

På bagsiden står der i det centrale tekstfelt navnet på udstederen, Alfonso, og i randskriften møntstedet Toledo og årstallet 1218 i den safariske kalender, som begynder i 38 f. Kr. Det svarer til 1180 efter vor tidsregning.

Fundet af denne mønt i Gørding var i sig selv en numismatisk sensation, men det stoppede ikke her. Da Manuel fik slået efter, viste det sig, at der ikke kendes andre mønter af denne type udstedt i året 1180 e. Kr. Vores mønt er dermed unik!

Der melder sig naturligt spørgsmålet om, hvordan i alverden den er havnet på marken i Gørding? Der er ikke tvivl om, at den har været båret som et smykke, og bæreren må have tabt den på marken, hvis ikke den er kommet ud med møddingen fra en nærliggende gård. Ud fra nålefæstets placering kan vi se, at mønten ikke har vendt helt rigtigt, og man skal nok ikke forestille sig, at andet end korset har været forstået af bæreren.

Hvordan den kom til Danmark finder vi aldrig ud af, men allerede fra 1100-tallet var der en livlig trafik af pilgrimme til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela, og mange af dem sejlede ud fra Ribe. Måske er mønten et minde om en sådan pilgrimsfærd.

Morten Søvsø, Overinspektør, Sydvestjyske Museer.

Jedsted Mølle – en vandmølle med spor tilbage til Valdemar Sejr

Gravning af faunapassage gennem Jedsted Mølles gamle mølledæmning

Som led i det EU-støttede naturgenopretningsprojekt for den truede fiskeart, snæbelen, etablerer Esbjerg Kommune bedre passage op i Kongeå-systemet ved bl.a. at etablere en faunapassage forbi det gamle stemmeværk ved Jedsted Mølle. Den forudgående arkæologiske forundersøgelse viste, at faunapassagen ville skære igennem den gamle mølledæmning nord for det nuværende stemmeværk.

SJM 365 DB103

Figur 1: Arbejdsfoto ved gennemgravningen af mølledæmningen. I jordvæggen mod syd ses tydeligt aftegningerne af dæmningens konstruktion, lige under den nuværende Jedsted Møllevej. De hvide mærker bruges til en fotografisk opmåling af dæmningens profil.

Jedsted Mølle ligger i dag på sydsiden af Kongeåen ca. 500 m øst for Jedsted By. Fra 1910 til 1960’erne fungerede møllen som elværk og leverede jævnstrøm til de omkringliggende landsbyer. Elværkets bygning er stadig bevaret og udgør sammen med møllebygningen fra 1840 et værdifuldt kulturmiljø.

Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævner møller i både Wilslef (Vilslev) og Estath (Jedsted). Det er blandt de første omtaler af vandmøller i Danmark.[1] Den præcise placering af disse ældste vandmøller kendes ikke, men det ville ikke være overaskende, hvis de har ligget omtrentligt hvor de gør i dag. På det ældste matrikelkort over Vilslev By fra 1820 består Jedsted mølle af en enkelt bygning beliggende samme sted som den nuværende mølles vestlige udløberfløj. Der er efter 1820 sket en opfyldning af mølledammen, hvis nordlige bred, ifølge det det ældste matrikelkort, tidligere løb langs Jedsted Møllevej, som er anlagt på mølledæmningen (se figur 2).

Den mindre forundersøgelse lige nord for stemmeværket viste, at den gamle mølledæmning var bevaret under Jedsted Møllevej, og kunne ved hjælp af årringsdateringer, føre denne tilbage til 1548/49 – altså på overgangen mellem middelalderen og renæssancen. På dette tidspunkt ejes møllen af den daværende Lensmand på Riberhus Klaus Sehested, som købte denne i 1542, efter at Korsbrødreklosteret i Ribe måtte overdrage møllen til Kongen ved reformationen i 1536.[2]

Formålet med selve undersøgelsen var både at klarlægge den gamle mølledæmnings opbygning, og om muligt finde ud af, om dele af mølledæmningen strakte sig endnu længere tilbage i tid.

SJM 365 - undersøgelsen på O1 kort fra 1820

Figur 2: Undersøgelsesområdet indtegnet med rødt på O1 matrikelkort fra 1820. Mølledæmningen, hvis formål var at inddæmme vandet og presse det igennem møllen, kan se løbende langs mølledammens vestside. Den ovenfor nævnte Vilslev Mølle lå ved åens nordlige omløb, kaldet Røde Å, hvorfor denne mølle også blev kaldt Røde Mølle. Røde Mølle forsvinder dog ud af historien i slutningen af 1600-tallet, og den skæbne er ukendt.[3]

 

Mølledæmningens opbygning

Slutundersøgelsen viste, at der lige under den nuværende Jedsted Møllevej, er bevaret mølledæmning i op til 1,6 meters højde. Dæmningen er konstrueret ved en kombination af tørv, sand og klægler støttet af fletværkshegn og træstolper. De øverste lag er afgravet, hvorfor det må formodes, at dæmningen på et tidspunkt har været højere. De nederste 30 cm af dæmningen var vandholdig med gode bevaringsforhold for træ og andet organisk materiale (se figur 3).

SJM 365 DB088

Figur 3: Foto af snit gennem dæmningen set fra NØ. Nederst i venstre side af billedet ses fodremmen til feltværkshegnet i dæmningen østlige side. Pakket op af hegnet yderside ses et tykt lag af blågråt klægler, som skulle forhindre vanderosion.

Dæmningens kerne bestod af stablede tørv holdt på plads i hver side af et feltværkshegn (K8 på figur 5). Hegnene har formodentlig skulle sikre tørven mod den værste erosion, særligt under opbygningen af tørvedæmningen, som muligvis er sket delvist i vand. Felthegnet var sat i en såkaldt fodrem, et træstykke hvori der var boret huller til hegnets støjler (lodrette kraftigere pinde feltværket var snoet omkring, se figur 4). Feltværkshegnet var bedst bevaret i østsiden, mens der i vestsiden kun blev fundet enkelte rester der bekræfter, at der også har stået hegn i denne side (K11 og K13 på figur 5).

flethegn.jpg

Figur 4: T.v. og øverst t.h.: Fodrem fra det østlige feltværkhegn. Støjlerne var sat ned i borede huller. Flere steder sad rester af støjlerne tilbage (K12). Nederst t.h. bevaret rest af væltet feltværkshegn.

På østsiden, ud mod den tidligere mølledam var der lagt et tykt lag af gråblåt klægler (K7 på figur 5), som har fungeret som værn mod vanderosion. I den østlige kant af klægleret stod en ydre række stolper, muligvis en del af et mindre bolværk mod mølledammen (K12 på figur 5). Over tørven var lagt et kraftigt sandlag, hvorover der var flere tynde henholdsvis gråt og gule sandlag. Sandlagene tolkes som vejlag, som formodentlig stammer fra trafik på dæmningens daværende overflade (K2-K6 på figur 5). Senere er dæmningen sandsynligvis blevet forhøjet med en kombination af tørv og sandlag, som ses over vejlagene i dæmningens østlige side (K1 og K9 på figur 5). Disse lag var afgravet i toppen, men viser at dæmningen på daværende tidspunkt har været højere. Hvor høj kan dog ikke siges præcist.

Den sydvestlige del af dæmningen var kraftigt forstyrret af et ca. 8,5 x 6,5 m teglstensfundament, sandsynligvis fra nyere tid (sort rektangel på figur 6). Der er muligvis er der tale om den nordlige del af en bygning hen over stemmeværket, som ses på de lave målebordsblade fra første halvdel af 1900-tallet. Sten- og mørteltype synes at underbygge en datering til slut 1800- start 1900-tallet. En større nedgravning fyldt med affald fra forrige århundrede havde desuden også fjernet en stor del af dæmningens sydøstlige side (lyst gråt område i højre side af figur 6).

Profil

Figur 5: Øverst: Fotoopmåling af snit gennem mølledæmningen. Metoden anvender et program til luftfotografi til at lave et målfast foto af en vertikal eller horisontal flade. Desværre sprængte en vandledning midt i registreringen, hvorfor der er vand i bunden på det venstre foto. Nederst: Tegning af samme profilen som ses ovenfor. Her kan de enkelte lag bedre udskilles. De vertikale stiplede linjer viser hvor der var stående trækonstruktioner. K-numrene er lagenes id-numre, mens de 3,2 m som står ude i siden, angiver højden over havoverfladen.

I undersøgelsen havde dæmningen en bredde på ca. 12 m, hvilket stemmer ganske godt overens med matrikelkortet fra 1820 over Vilslev By (se figur 6). Trækonstruktionerne i dæmningens østside passer godt overens med det bolværk/brinksikring ud i mod mølledammen, som det fremgår af kortet.

 

Udklip

SJM 365 - slutundersøgelse på O1

Figur 6: Øverst: Plan over hele den udgravede passage. Den fundne dæmning er indtegnet med gråt. Træ er indtegnet med brunt. Det mindre felt mod syd er forundersøgelsen. Nederst: Samme plan lagt over matrikelkortet fra 1820. Kortet viser fint sammenfald mellem dæmningens placering, bredde og bolværket langs mølledammen. De kraftige stolper fundet i forundersøgelsen passer med det tidligere stemmeværk. Som det fremgår, ses disse stolper ikke nord for det lille forundersøgelsesfelt, hvilket forklarer hvorfor samme stolper ikke fandtes i den endelige undersøgelse.

Datering

Med denne undersøgelse kan den stående mølledæmningen ved Jedsted Mølle arkæologisk føres tilbage til i hvert fald slutningen af middelalderen. Det viser dateringen til 1548/49 af stolperne fundet i forundersøgelsen. Det lykkes dog ikke at genfinde de samme kraftige stolper i den endelige undersøgelse, hvilket sandsynligvis skyldes, at disse stolper er en del af det kraftige stemmeværk, som fremgår på 1820-matrikelkortet (de kamlignende streger på figur 5). Gennemgravningen af faunapassagen lå nord for det viste stemmeværk, og ramte derfor ikke samme kraftige stolper. Den udgravede del af dæmningen havde en påfaldende mangel på kraftigt tømmer, men der blev dog fundet andet, om end mindre kraftigt, tømmer i undersøgelsen. Dette kan forhåbentligt give nogle flere dateringer af dæmningen, som vi stadig venter på resultaterne af. Snittet gennem dæmningen viste, at den indeholder flere byggefaser, måske også nogle, som ligger før dateringen til 1548/49.

Hvor vandmøllen lå på Valdemar Sejrs tid, ved vi fortsat ikke. Den behøver ikke at have haft en decideret mølledæmning for at fungere. Det er også muligt, at den ældste dæmning ikke lå præcis, hvor vi har gravet, eller er forsvundet helt ved erosion?

Vi ønsker snæbelen held og lykke med passagen af den både historisk interessante og idylliske Jedsted Mølle.

ps-6044@esbjergkommune.dk_20180627_073020_001

Figur 7: Jedsted Mølle set fra syd anno 1902. Fra denne vinkel er ikke meget forandret på de godt over 100 år.


[1] Steen B. Bøcher 1944: Vandmøller og andre vandkraftudnyttelser i Ribe Amt. Historisk Samfund for Ribe Amt. København, s. 76.

[2] Hans Duborg 1934: Jedsted mølle. Kongeå og Egn – Fortid og Nutid (jubilæumsskrift i anledning af møllens 25 år som elværk), s. 9.

[3] Hans Duborg 1934: Jedsted mølle. Kongeå og Egn – Fortid og Nutid (jubilæumsskrift i anledning af møllens 25 år som elværk), s. 9.