Udgravninger fra Erisvænget i Sønderris

I forbindelse med byggemodningen af et større areal ved Sønderris, har museet siden i efteråret foretaget en udgravning af arealet. Arealet var kendt på forhånd, da der i 1988 er blevet udgravet to gravhøje fra stenalderen på arealet. Den ene høj indeholdt en grav med stenlægning fra den tidlige bondestenalder (tidligneolitikum: 3.900-3.300 år f.v.t.). I forbindelse med graven var der nedsat et lerkar, men ellers ingen gravgaver. Den anden var en enkeltgravshøj (2.800-2.400 f.v.t.), med en gravlagt kvinde som havde en halskæde med ravperler med i graven. Udgravningerne dengang havde dog kun undersøgt selve højene og vi var derfor spændte på hvad vi ellers ville finde på arealet.

Det viste sig hurtigt at der havde været aktiviteter i en væsentligt senere periode, nemlig slutningen af bronzealderen eller starten af jernalderen. Men vi fandt også et mindre aktivitetsområde, der er omtrentligt samtidigt med den ældste af højene, dvs. fra den tidlige bondestenalder.

SJM 711 - oversigt til blogFigur 1. Oversigt over felterne. Med rød er markeret de to gravhøje. Husene er fremhævet med blå.

Huse og gårde fra slutningen af bronzealderen

I alt er der fundet rester af 13 huse på Erisvænget. Der er tale om 5-6 langhuse som har været brugt som beboelse, samt tilhørende småhuse. Detaljer ved husene samt keramik fundet i husene eller nærliggende affaldsgruber tyder på en datering til slutningen af bronzealderen, fra omkring 700-500 f.v.t., selvom enkelte huse kan strække sig ind i starten af jernalderen (500-400 f.v.t.). Det er vores håb at C14-dateringer kan fastslå bebyggelsens datering nærmere.

Husene kan erkendes i form af stolpehuller efter de to rækker af stolper der har båret taget, samt i flere tilfælde stolper efter en dør-konstruktion. I modsætning til de nærliggende udgravninger i andre dele af Sønderris, er der ikke fundet væggrøfter tilhørende husende fra Erisvænget. Det skyldes formentlig ikke dårligere bevaringsgrad, men en anden måde at lave husenes vægge.

SJM 711 - hus XIIIFigur 2. Grundplan af en hustomt fra slutningen af bronzealderen. Med grøn er markeret stolpehuller efter for længst rådnede stolper. Huset har gået næsten øst-vest med 8 stolper fordelt på to rækker centralt i huset til at bære taget. Midt i husets længde er der en indgang i måde huset nord og sydside. Med gråt er markeret en kogestensgrube til madlavning inde i huset.

I bronzealderens huse er det typisk at finde såkaldte kogestensgruber inde i huset. Kogestensgruber er jordgravede huller med ild-påvirkede sten og ofte lag af trækul. Stenene bliver tolket som brugt til f.eks. kogning eller stegning af mad, enten ved at lægge maden ned i gruberne som en ovn, eller ved at tage de opvarmede sten op og lægge i en beholder med vand. Sådanne gruber finder vi også i nogle af husene på Erisvænget. Men i flere tilfælde synes størstedelen af denne aktivitet at være flyttet udenfor huset. Enten som en spredtliggende klynge af kogestensgruber eller mere koncentreret i mindre tilbygninger.

Det kan selvfølgelig være svært at knytte spredtliggende anlæg til enkelte huse, men på Erisvænget synes der er været et mønster i hvordan kogegruberne fordeler sig. Der er ofte et område med kogestensgruber liggende enten øst eller vest for huset. I forbindelse med disse findes enkelte stolpehuller og affaldsgruber. Samtidig er der oftest en tilbygning med samme orientering som beboelseshuset enten i samme side eller modsat side af kogestensgruberne. I et par tilfælde er der mange kogestensgruber i tilbygningen. Området syd for huset er ofte uden bevarede aktivitetsspor, og synes dermed friholdt fra den aktivitet der ses i forbindelse med kogestensgruberne. Denne ensartede struktur gør at vi tolker det som små gårdsenheder, med et hovedhus med beboelse og evt. stald, en mindre tilbygning samt et udendørs område med en del kogestensgruber og andre aktivitetsspor (se figur 3-5, hvor gård C, D og F er vist).

SJM 711 - gård C tolkningFigur 3. Gård C bestående af hovedhus hus V, tilbygning hus VII med kogestensgruber, samt et aktivitetsområde med kogestensgruber vest for huset. Der ligger også en gruppe kogestensgruber sydøst for huset, om disse høre til gård C er usikkert da der også ligger et andet hus i området, samt at der potentielt kan ligge huse øst for det udgravede areal.

SJM 711 - gård D tolkning 2Figur 4. Gård D. Bestående af hovedhus hus X og tilbygning Hus IX med mange lave kogestensgruber. Samt aktivitetsområde med kogestensgruber sydvest for hus IX. Muligvis høre de to gruber syd for hus X også til gården, men de kan også høre til gård E der ligger længere mod sydøst

SJM 711 - gård F tolkning Figur 5. Gård F. Bestående af Hovedhus hus XIII og tilbygning hus XIV og et område af kogestensgruber sydøst for hus XIII

Værksted, grillhytte eller sauna?

Hvad funktionen af de små huse har været er usikkert. Hus X er det hus med flest kogestensgruber, men disse blev fundet kun lige under det moderne pløjelag og stadig liggende i den gamle muld eller kulturjord. De var ikke ret dybe, og de fleste var ikke gravet mere end nogle få cm ned i undergrunden. Dermed er det muligt at disse er blevet slidt/pløjet bort i andre af de små huse. I modsætning hertil er flere af kogestensgruberne uden for husene op mod 60-70cm dybe. Kogestensgruberne i hus X  er dermed måske snare ildsteder end egentlige kogestensgruber. Men der er ikke pænt lagte sten, men i stedet fyldstændig opløst sten og trækul i anlæggene, hvilket mere tyder på flade kogestensgruber. Hvor de store kogestensgruber kan være brugt til at lægge store stykker kød i og langtidsstege, kan de små gruber bedre tolkes som steder hvor sten er opvarmet til brug uden for gruben. Der er en hvis struktur i anlæggene og der synes nærmest at være en kreds af dem omkring husets midte, men der er også flere af dem der er ødelagt af anlæggelsen af nye gruber/ildsteder. Der er således intens og gentagen brug af bygningen hvor man har anvendt ild og/eller varme sten.

Hvad kan formålet så være? Der kan være tale om en form for kogebygning eller ”gril”-hytte hvor maden har kunnet tilberedes til husets beboere, evt. i forbindelse med fester eller lignede aktiviteter. Men der kan også være tale om værkstedshuse, hvor de ilden eller de varme sten skal bruges i forbindelse med forarbejdning af forskellige materialer. Endelig kan der være tale om at de varme sten har været brugt til varmt badevand eller til at skabe damp i en form for ”svedehytte” eller sauna. Småhusenes funktion er endnu ikke velbelyst i arkæologien og der findes endnu ikke klare svar.

Fundmaterialet fra Bronzealderen

Der er kun fundet får fund direkte i forbindelse med bronzealderhusene husene, med undtagelse af hus I: Der er tale om et lille isoleret hus omtrent 100 meter fra den nærmeste øvrige aktivitet. I et af stolpehullerne blev der fundet store dele af et lerkar som viser at huset skal dateres til slutningen af bronzealderen eller starten af jernalderen.

Der er derudover kun fundet enkelte lerkarskår fra andre stolpehuller på pladsen. Større mængder af fund af fundet i forskellige gruber på pladsen. Der er tale om keramik og enkelte flintafslag, og da flint stadig bliver brugt til småredskaber i bronzealderen er dette ikke overraskende. I en grube ca. 10m vest for hus XIII blev der udover keramik fra yngre bronzealder fundet en ravperle.

IMG_0014

Figur 6. Ravperle fra bronzealderen

Aktivitetsområde fra bondestenalderen

Som nævnt er der også fundet et mindre aktivitetsområde fra bondestenalderen.  der blev i fladen fundet resterne af lidt kulturjord, dvs. gammel overflade, som indeholdt lidt keramik og flint. Derudover blev der fundet enkelte gruber og små stolpehuller.

Keramikken består af nogle skår fra en lerskive, dvs. en flad cirkulær ler-“tallerken”. De bliver typisk tolket som bageplader til fladbrød brugt over et ildsted. De dateres udelukkende til den såkaldte tragtbægerkultur som er den tidligste bondekultur i Danmark (3.900 f.v.t. – 2.800 f.v.t.). Derudover blev der fundet randskår fra et lerkar med en række negleindtryk lige under randen, et træk typisk fra den tidlige del af tragtbægerkulturen, dvs. fa ca. 3.900 f.v.t. – 3.300 f.v.t.

Ud over keramikken blev der fundet noget flint, primært afslag, men også en lille flint flintskraber. Et af flintafslagene havde slibning på den ene side, og er dermed et fragment af en sleben flintøkse, hvilket bekræfter dateringen til tragtbægerkulturen.

SJM 711 - tragtbægerområde 1Figur 7. Aktivitetsområde fra tragtbægerkulturen. Adskillige mindre stolpehuller og gruber. Keramikken er X1, mens de øvrige X-numre er fund af flint.

 

Reklamer

Det gamle ”Sælborg”

Udgravning af renæssance og nyere tids gårde i landsbyen Sjelborg

I de få varme sommerdage i juni-juli 2017 udgravede Sydvestjyske Museer et ca. 1500 m2 stort areal midt i den historiske landsby Sjelborg. På trods af det begrænsede felt lykkedes det at påvise en række huse formodentlig fra renæssance og tidlig moderne tid, perioden ca. 1550-1800. Husene har indgået i mindre gårde, som har ligget omkring den også dengang gennemgåede Sjelborg Strandvej.

”Sælborg”

Sjelborg fremstår på det ældste matrikelkort fra 1820, som en langstrakt gårdsbebyggelse langs vejen mellem Hjerting og Marbæk (nuværende Sjelborgvej, Sjelborg Strandvej og Myrtuevej). En tidligere fase af bebyggelse, som er sløjfet på 1820-matrikelkortet, ligger omkring krydset mellem Sjelborg Strandvej og Myrtuevej. De ses som overstregede røde bygninger på figur 1. Ca. 3 km mod øst ligger den større kirke-landsby Guldager. Fra Sjelborg-landsbyen falder terrænet ned mod Ho bugt. Der er kun omkring 400 m til stranden. Mod nord stiger terrænet og landsbyen har alle dage kunnet ligge i læ for vestenvinden bag den store Bolbjerg-bakke og en mindre bakke syd for denne. Det fremgår af det gamle matrikelkort, at området ikke var bebygget i 1820, men henlå i have eller mark, ligesom grunden gjorde på udgravningstidspunktet.

To tidligere arkæologiske undersøgelser i landsbyen fra henholdsvis 2002 og 2014 (ESM 2443 og SJM 161), fandt begge spor efter middelalderlig bebyggelse ud til Sjelborg Strandvej. I undersøgelsen fra 2002 syd for Sjelborg Strandvej 21, blev der delvist afdækket to hustomter typologisk dateret til middelalderen, mens der i 2014 undersøgelsen under Sjelborg Strandvej 19a fandtes en hustomt og spor efter smedning (se figur 1).

SJM 358 - O1-matrikelkort til beretning beskåret.jpg

Figur 1: Det ældste matrikelkort fra 1820 over Sjelborg. I kortets brugstid er nogle gårde nedrevet og blevet overstreget (rød farve), mens nye gårde er tilføjet med sort farve. Mod sydvest ses den blå kystlinje og mod vest ses den store Bolbjerg Bakke.

Navnet Sjelborg eller Sælborg, som det tidligere blev kaldt, er afledt af sæl eller sælhund.[1] Navnet kan følges tilbage til begyndelsen af 1500-tallet i udgaven ”Sielbore”, og kan følges frem til 1800-tallet i forskellige former såsom ”Sielborig”, ”Sielleborig”, ”Silborig” og ”Sielborg”.[2] Et sådan navns præcise betydning kan være lidt usikker, men det er sandsynligt, at det referere til en sandbanke ud for Sjelborg Strand, hvor sælerne yndede at sole sig.

Sandsynligvis samme sandbanke kaldet ”Æ Stint Saand” er nævnt i en beretning givet til T. Tobias Kragelundsen i 1949 af gårdejer Elias Hansen, født i Sjelborg 1876. Her fortæller han, at han endog en enkelt gang listede sig ud på sandet og dræbte en sæl med stokkeslag! Elias Hansens far skal have jagtet sæler på en lidt større skala, da han vendte tilbage til Sjelborg og blev fisker og gårdejer. Samme beretning om sælfangst gav fisker og landmand Elias Mortensen også født i Sjelborg i 1876. Han havde selv skudt nogle stykker, når de lå og solede sig på forstranden i juli-august måned. Begge mænd fortæller yderligere om en nabo Jens Thuesen, som jagtede sæler med såkaldte ”sælharver” bestående af rækker af opad vendte kroge på en planke nedgravet i sandet, hvor sælerne solede sig. Sælen kunne kravle op over harven, men når den frygtede tilbage mod havet, blev den spiddet. Jens Thuesens makabre ”sælharver” lå angiveligt ved øen Langli. Jens Thuesen og Elias Hansens far brugte sælspækket til tran, mens skindet fra de unge sæler blev til tobakspunge og skoletasker.[3]

Placeringen tæt ved kysten og stednavnets gamle rødder gør det sandsynligt, at beboerne på gårdene fundet i undersøgelsen, ligesom beboerne i nyere tid, har ernæret sig både ved landbrug og fiskeri/fangst.

Det startede som små gårde…

Som altid, når man udgraver i kernen af de gamle landsbyer, var det forholdsvis lille felt særdeles rigt på stolpehuller og andre jordgravede anlæg. Der kunne i udgravningen udskilles en række øst-vest liggende huse. Fund af keramikskår fra jydepotter og en sen type gråbrændt kuglepotte, samt husenes generelle udseende, daterer bebyggelsen i perioden fra 1500-tallet til omkring år 1800.

De udgravede gårdstomter havde for størstedelens vedkommende kun én længe og en bredde på omkring 5 m. Det er små gårde, som afspejler områdets gennemgående dårlige jord og ringe ressourcegrundlag. Det er derfor ganske naturligt, at beboerne har suppleret med fiskeri og fangst.

SJM 358 - Oversigt over slutundersøgelse til beretning m. huskonstruktioner beskåret

Figur 2: Udgravningsplan over de jordgravede anlæg fundet i undersøgelsen. Opridset af de fundne huse er indtegnet med forskellige farver. I det nordvestlige hjørne er de gamle vejspor fra det tidligere forløb af Sjelborg Strandvej markeret med mørkt gråt, mens drængrøfterne mellem gårdene er markeret med lyst gråt.

Huse fra denne periode, 15-1700-årene, som dem fundet i undersøgelsen, er ofte svære at blive kloge på i en udgravning. Stolperne i husene har helt eller delvist stået på stensyld, og dermed ikke efterladt spor i undergrunden. Der vil derfor tit ”mangle” stolper når man forsøger at udrede konstruktionerne. Det har været muligt at udskille 9 huse indenfor udgravningsfeltet (Hus I-IX, se figur 2), men der kan have været endnu flere gemt blandt de mange stolpehuller. To af husene havde bevaret en rest af lergulv, hvilket ellers ikke forekommer så tit. De gode bevaringsforhold skyldes sandsynligvis, at arealet ikke har været udsat for moderne dyrkningsmetoder (se figur 3). Husene har været små gårde beliggende ud til den ældre Sjelborg Strandvej, hvis ældre forløb ses som en serie hjulspor i udgravningen nordvestlige hjørne, lidt øst for den nuværende vej (se figur 2).

Imellem husene fandtes mere eller mindre systematiske grøfter. Mange havde sten i bunden og har formodentlig fungeret som drængrøfter, som skulle lede vand ned i den nærliggende bæk. En del af grøfterne har sandsynligvis indgået i gårdenes såkaldte ”kålhaver” – køkkenhaver med grønt til madlavningen.

SJM 358 DB076

Figur 3: Udgravningsfoto i sommervejr. Midt i billedet ses bevaret gulbrunt lergulv i Hus VIII. I kanten af gulvet ses fundamentssten i husvæggen. Midt i gulvet ses en større syldsten, som formodentlig har holdt en tagbærende stolpe midt i huset. Stenen viste sig at være en tilhugget granitsten.

SJM 358 DB095

Figur 4: Tilhugget granitsten brugt som syldsten midt i Hus VIII.

I kontrast til de store huse, der i dag bygges i området, viser undersøgelsen, at Sjelborgs begyndelse var ganske ydmyg. Så langt tilbage, som udgravningen tager os, har landsbyen været små gårde med gavlen ud til den gennemgående vej og i læ af bakkerne. Beboerne ernærede sig ved en blanding af landbrug, fiskeri og fangst. I løbet af det 20. århundrede døede fiskeriet og fangsten ud, og i dag er det stedets naturværdier og nærheden til Esbjerg, som gør Sjelborg til et attraktivt bosættelsesområde.

 
[1] O. Nielsen: Historiske Efterretninger om Skadst Herred (Ribe amt). København 1862.
[2] http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/ (upubliceret)
[3] Kragelund, T. Tobiassen: Sælhunde- og Marsvinfangst. Fra Ribe Amt 1954, s. 353-363.

Jernalderbebyggelse under Marbækparken i Sjelborg

Der er her på bloggen tidligere blevet omtalt aktiviteter fra stenalderen ved Kløvholm nær Sjelborg. Sidenhen har Sydvestjyske Museer udgravet flere af de tilstødende arealer, og fundet flere huse fra yngre stenalder, men også bebyggelse fra både bronzealderen og ældre jernalder. Vi forventede derfor allerede fra start at finde mere aktivitet i forbindelse med udstykningen af Marbækparken. Og ganske rigtigt, da museet i sommeren 2017 undersøgte området forud for første etape blev der hurtigt fundet 5 huse fra starten af ældre jernalder. Jernalderen begynder omkring år 500 f.v.t. (før vor tidsregning), og husene kan ud fra deres grundplaner dateres til perioden 500-200 f.vt.

SJM 647 huse til blogFigur 1. De fem huse udgravet i sommeren 2017.

De fem huse har samme grundopbygning: to rækker stolper til at bære taget, indgangsstolper til to indgange overfor hinanden i henholdsvis nord og sydsiden, en såkaldt væggrøft i husets østende. Det er således tydeligt at der er forskel på hvordan huset er bygget i østenden og i vestenden. Væggrøfter i østenden, men ikke i vestenden, er et typisk træk for huse fra starten af jernalderen. Ved et par af husene er der rester efter båseskillerum i østenden, som også er den almindelige placering af husets stald i gennem de fleste af forhistoriens perioder. Båseskillerummene i denne udgravning er dog ikke helt godt bevaret, og det er ikke muligt at konkludere noget om husdyrholdets størrelse. Et enkelt hus har en skillevæg mellem husets østende og området omkring indgangen. Da indgangene altid ligger midt i huset må dyrene være bragt gennem denne del når de skulle ud og ind af stalden.

Husene kan på baggrund af disse træk opdeles i tre områder: i midten et indgangs- og arbejdsområde, mod vest en beboelsesdel, og mod øst en stald med plads til vinteropbevaring af husdyr.

SJM 647 hus 1 til blogsjm 647 hus k4 til blogFigur 2 og 3: eksempler på indretning af huse fra Marbækparken.

Husene er i ret forskellig størrelse. Det mindste hus var på kun 37 m2 og det største var 99 m2. I alle tilfælde var staldenden støre en beboelsesenden. Beboelsesrummene har typisk størrelser mellem 20 og 35 m2, med undtagelse af det mindste hus hvor det næppe har været mere end 10-15m2. Så man må sige at selv de største huse efter moderne målestok har været ret små. Der er nok ikke mange, der i dag betragter 20-35m2 som tilstrækkeligt for en bolig til en familie. Hele familien har levet i et rum, madlavning har nok foregået midt i rummet, mens man har sovet langs væggene. Slutningen af bronzealderen og starten af jernalderen er da også kendt for at være en periode med særdeles små huse, og faktisk hører et par af husene fra Marbækparken til de ”store” huse fra perioden, hvor huse på samlet 50-80m2 og beboelsesrum på omkring de 20-25m2 derfor er det almindelige. Der er ingen tvivl om, at de knap 35m2, som har udgjort beboelsesdelen på det største hus (se figur 2), har været anset som gode forhold i starten af jernalderen, da huset blev bygget.

Interessant er det, at det største hus og det mindste hus ligger ganske tæt på hinanden og har samme orientering, hvilket tyder på, at de har stået der samtidig. Det er derfor muligt, at det mindste hus ikke har udgjort en selvstændig økonomisk enhed, men på en eller anden måde har været knyttet til det store hus. Der kunne være tale om et hus til  forældre eller et hus, hvor andre familiemedlemmer, som onkler eller ugifte søskende af familien i det store hus, kunne bo. Der kan dog også være tale om beboelse for enten tyende, trælle, eller andre der har gjort tjeneste for familien i det ”store” hus.

Hus k1 og k3 til blogFigur 4. Det største og mindste jernalderhus fra Marbækparken.

De fem huse, der blev udgravet i sommeren 2017, er en del af en større gruppe af huse fra samme periode. Der blev udgravet to sådanne huse i forbindelse med Myrthueparken mod vest, og der er lokaliseret endnu 4 huse ved en forundersøgelse i efteråret 2017 forud for næste etape af Marbækparken. Disse vil blive udgravet i foråret 2018.

oversigt til blogFigur 5. Luftfoto fra før udbygningen af boligområdet. Med lys rød er markeret jernalderhuse fra Mythueparken mod vest og de endnu ikke udgravede huse fra Marbækparkens næste etape mod øst, mens de her omtalte fem huse er markeret med en mørkere rød. Mod vest kan ses huse fra andre perioder (uden fyldfarve).

Jernalderbebyggelsen udgøres af spredtliggende enkeltgårde, som har ligget og flyttet rundt i landskabet, og det er sandsynligvis en eller to af sådanne små-gårde, vi har fat i her. Udgravningerne i området giver samlet et billede af bebyggelsesudviklingen gennem mange hundrede år. Der er således sikre huse fra slutningen af yngre stenalder, ældre bronzealder, yngre bronzealder, og starten af ældre jernalder. Om området har været kontinuerligt bebygget, eller om der har været perioder uden bebyggelse, er endnu svært at fastslå, men i løbet af ca. 1.700 år har vi mere en 40 hustomter, fordelt hen over de nævnte perioder.

Tobias Torfing

Museumsinspektør, ph.d.

Velbevarede neolitiske langhuse og middelalderlige gårde på Ravnsbjerg Bakke

Sydvestjyske Museer udgravede i oktober 2017 anden og sidste etape af den private udstykning Ravnsbjerg Bakke ved Esbjerg. Første etape blev udgravet i 2015 og her fandt museet tre huse fra bondestenalderen eller senneolitikum (1900−1700 f.Kr.) samt en middelalderlig gård, der havde fungeret i 1200- og 1300-tallet . Helt usædvanligt blev der desuden fundet en lille og spinkelt bygget gård med jordgravede stolper fra 1600- eller 1700-tallet (Arkæologi på Ravnsbjerg Bakke). I den nyligt afsluttede udgravning blev der gjort flere interessante fund fra alle nævnte perioder.

Felter

Fig. 1. Udgravningsfelterne på udsnit af det ældste matrikelkort over Ravnsbjerg By fra 1786.

Der blev fundet spor af mindst syv huse formodentlig fra neolitikum, hvis bevaringsgrad varierede en del. To af husene var særligt godt bevaret. Det ene, som strakte sig udenfor udstykningen, var mindst 31 meter langt og mere end syv meter bredt. Det er dermed det største hus fra stenalderen fundet i Sydvestjyske Museers ansvarsområde. I husets stolpehuller blev der fundet klokkebægerkeramik. Det andet hus var 22 meter langt og havde i lighed med det første bevaret næsten intakte spor af vægforløbene. De neolitiske huse havde tilnærmelsesvis samme orientering, hvorfor flere af husene må have stået samtidigt. Fremtidige kultsof-14 dateringer vil forhåbentlig kunne afklare, hvor længe den neolitiske bebyggelse fungerede.

Neo huse

Fig. 2. Plan af de neolitiske huse samt ét hus fra ældre jernalder længst mod øst. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Mellem de neolitiske huse lå yderligere tre middelalderlige huse, som formodentlig udgjorde flere faser af samme gård. Den samlede mængde middelalderlige huse på Ravnsbjerg Bakke repræsenterede således formodentlig en eller to gårde. I flere af faserne havde gården været afgrænset mod nord af grøfter, hvilket var tydeligst ved Hus XIX, hvor der var adgang til det afgrænsede område via en port ved husets vestlige gavl. De afgrænsede områder udgjorde sandsynligvis en underinddeling af toften (matriklen), og de kan have fungeret som f.eks. kålhaver, hvorfra det var ønskeligt at holde diverse husdyr ude. De middelalderlige huse indeholdt ingen genstandsfund udover enkelte stykker af munkesten. En præcis datering af de enkelte huse og de samlede gårdsenheder er derfor helt afhængig af fremtidige kulstof-14 dateringer.

MIA huse

Fig. 3. Plan af den middelalderlige bebyggelse og bondeteglovnen vest herfor. Længst mod syd ses den tidlige moderne gård (1600−1700-tallet), hvis orientering afviger fra den middelalderlige bebyggelse.  Tegning: Sydvestjyske Museer.

Vest for de middelalderlige huse og umiddelbart øst for de to gårde på det ældste matrikelkort over Ravnsbjerg By fra 1786 blev der fundet en bondeteglovn. Teglovne af denne type er almindelige i den østlige del af Sønderjylland, men i det vestjyske område er de sjældnere. Bondeteglovnen var bygget af munkesten i krydsskifte med undtagelse af den delvist væltede, vestlige ydermur, som var konstrueret af mindre Flensborg-lignende teglsten. Herfra kunne der fyres i ovnen via tre kanaler og varmeudviklingen havde været så stærk, at undergrundssandet var rødfarvet indtil en halv meter fra ovnen. Op til ovnens indfyring lå en større tørvesat grube, hvori man havde kunnet arbejde. De tilbageværende teglsten i ovnkammeret var af et tredje format, hvis tykkelse var moderne (26 x 12 x 5,5 cm), og de var ikke mærkede. Det eneste fund bestod af enkelte fragmenter af kridtpibe, og teglovnen skal sandsynligvis dateres til 1700-tallet.

 

DSC_0007

Fig. 4. Bondeteglovnen set fra vest. Foto: Sydvestjyske Museer.

Michael Alrø Jensen, Museumsinspektør

Gård fra 1500- eller 1600-tallet fundet i Tjæreborg

Den Gamle Ulvegårds oprindelse

Fig. 1

Fig. 1. Udgravningsfeltet nord for Tjæreborg Kirke. Foto: Sydvestjyske Museer.

I forbindelse med anlæggelsen af den nye byplads og bysø i Tjæreborg har Sydvestjyske Museer i august måned 2017 foretaget en arkæologisk udgravning af området mellem Skolevej og kirkegården. Her fandt museet dele af en gård fra formodentlig 1500- eller 1600-tallet, hvis toft eller matrikel strakte sig helt fra kirkegården til Skolevej og ind under Tjæreborg Ældrecenter.

Fig. 3

Fig. 2. Udgravningsplan af den ældste gård på stedet fra formodentlig 1500- eller 1600-tallet. Med sort ses de kraftige vægstolper i husene og de lange rækker af mindre stolper, som udgjorde de hegn, der havde afgrænset matriklen. Tegning: Sydvestjyske Museer.

 

Gården bestod af flere fritliggende længer, der har været opført i bindingsværk med jordgravede stolper. Aftrykket af husenes stolper stod som mørke aftegninger i undergrunden og det samme gjorde de kraftige hegn, der havde lukket matriklen. Gården var den første bebyggelse på stedet og lå sandsynligvis uden for det daværende Tjæreborg, der siden vikingetiden og middelalderen som minimum havde omfattet Tjæreborg Østerby. Det har været antagelsen, at man på landet i Danmark begyndte at bygge bindingsværk på syld i stedet for med jordgravede stolper allerede i senmiddelalderen. I løbet af de sidste ti år har museet foretaget flere udgravninger i vadehavslandsbyerne, og her tyder det imidlertid på, at man fortsatte med at bygge med jordgravede stolper i renæssancen og muligvis så sent som i begyndelsen af 1700-tallet. Det tyder dermed på, at man i det sydvestjyske område i mange tilfælde gik direkte fra bindingsværk med jordgravede stolper til grundmurede gårde. I nogle tilfælde kan man endda se tegn på, at man har anvendt grundmur og bindingsværk med jordgravede stolper i kombination.

 

fig. 4

Fig. 3. Udgravningsfeltet på et udsnit af det ældste matrikelkort over Tjæreborg by fra 1820. I 1600-tallet var der kun én gård på stedet, men i 1730 var den delt i to. Den nordligste gård blev til Den Gamle Ulvegård.   

Gården, som museet udgravede, var muligvis identisk med den gård som nævnes på stedet i 1600-tallet. Senest i 1730 var gården delt i to og den nordligste af disse blev til Den gamle Ulvegård, som lå ved Skolevejs sydside indtil 1969. Navnet havde gården sandsynligvis fra den familie, som havde fæstet der siden 1637, og som bar tilnavnet Ulf. Den folkelige fortælling siger, at navnet kommer af, at sognets sidste ulv blev dræbt på gårdens jord ved Ulvedammen, som sandsynligvis lå i engene vest for kirken, hvor den nye natursø skal anlægges (Kusk 1977). Museet vil forsøge at få en mere præcis datering af den første Ulvegård ved brug af Kulstof-14 metoden.

fig. 5

Fig. 4. Foto af Den Gamle Ulvegård, som blev revet ned i 1969. Det er uvist om bygningen var identisk med bygningen på det ældste matrikelkort. Efter Kusk 1977.

Michael Alrø Jensen, Museumsinspektør

Litteratur

Kusk, Jens 1977: Tvillingsogne af Geest og Marsk: Sneum og Tjæreborg, bd. 2, s. 199-203.

 

 

Om gravhøje, russiske kosakker og et drab i Nr. Farup

”Kosakhøj” fundet og udgravet

En gang i mellem opdager man uventede og spændende historier, når man foretager arkæologiske undersøgelser. Historier som måske ligger langt det man oprindeligt satte ud for at undersøge, men alligevel har en sammenhæng.

Dette skete i forbindelse med at Ribe Biogas skal udvide med tre nye tanke på området lige nord for det nuværende anlæg på Koldingvej. Forud for anlægsarbejderne foretog museet en forundersøgelse af det berørte område, som vi vidste muligvis indeholdte rester af en overpløjet gravhøj. Men hurtigt kom det også til at handle om russiske kosakker og drab i Nr. Farup. For hvorfor blev højen kaldet ”Kosakhøj”?

Baggrunden for forundersøgelsen var som sagt, at der på matrikelkortene fra 1838 er aftegnet en gravhøj. Dog først noget senere, på de lave målebordblade over området (målt 1869 og rettet 1938/59), kaldes den ”Kosakhøj” (se figur 1). Højen er på dette tidspunkt kun tegnet som en lav bakke, og formodentlig allerede helt væk fra overfladen. Højen er besigtiget af nationalmuseets fortidsminde-berejser i 1913, hvor den beskrives som værende 15-16 m i diameter og ca. 1,4 m høj, men ”stærkt ødelagt”, afgravet og udpløjet. Ved endnu en besigtigelse i 1955 beskrives den blot som en svag forhøjning med udflydende grænser (Fund og Fortidsminder nr. 75021. Sognebeskrivelsesnummer 190401-9).

Det var museets forhåbning med forundersøgelsen, at lokalisere højen og undersøge om der var bevaret begravelser i eller omkring denne.

Kosakhøj og kosakkens findested

Figur 1: Udsnit af de lave målebordsblade, som blev målt i 1869, men rettet 1938/59. I kortets højre side ses en højdekurve med navnet ”Kosakhøj” hvor gravhøjen fandtes. I venstre side ses fundstedet for kosakkens lig i krydset mellem den nuværende Varde Hovedvej og Kærbølvej.

”Kosakhøj”

Navnet ”Kosakhøj” har formodentlig sin rod i en episode under Napoleonskrigene (1804-1815), hvor russiske kosakker for en kort bemærkning tog ophold i Ribe mellem den 10. og 14. januar 1814. Danskerne var bange og stærkt mistroiske overfor denne ”invaderende” styrke og kosakkernes ophold endte da også med, at en kosak blev dræbt den 14. januar under en patrulje i Nr. Farup. Landsbyens øvrige beboere udpegede hurtigt familien Bundesen som værende skyldige. Fund af blod og spor i sneen uden for Bundesen hus syntes at bekræfte mistanken. Efter at være blevet pågrebet af en anden patrulje og udsat for datidens hårdhændede forhørsmetoder, indrømmede sønnen Hans Hansen Bundesen da også, at han havde skudt kosakken i ryggen og i baghoved, efter at denne havde truet ham og hans far med sin lanse. Faderen indrømmede senere hastigt at have skjult kosakken under sneen i en nærliggende grøft, for senere at flytte ham til ligets findested på vejen hvor Kærbølvej i dag møder Varde Hovedvej (se figur 1). Liget blev fundet uden penge, lanse eller sabel, som Bundesen nægtede af have taget. Den dag i dag vides kosakkens våben stadig ikke at være fundet, dog har museet en kosaklanse og en såkaldt ”Kantschu” – en lille læderpisk som var kendetegnene for kosakkerne. På den medfølgende seddel står der blot: ”taget fra en kosak”. Måske tilhørte de den dræbte kosak? Unge Hans Bundesen og hans far blev begge sendt til Haderslev, men hvad der senere skete med dem fortæller historien ikke. Måske blev de reddet af at kosakkerne samme dag mordet skete, havde fået ordre til at forlade Ribe. (historien er meget detaljeret beskrevet i: Stemann, J.D.: Kosakker i Ribe 1814. Fra Ribe Amt III. 1911-14. s. 533-568).

Kosaklanse

Figur 2: Kosaklanse i museets samling (ASR 200×24). Lansen er ifølge den gamle beskrivelse ”taget fra en Kosak” sammen med en kort læderpisk (såkaldt Kantschu). Har disse mon tilhørt den dræbte Kosak?

Ligets findested ligger kun ca. 1 km fra gravhøjen, og har muligvis medvirket til at højen bliver kaldt ”Kosakhøj”. Om hændelsen har givet navn til højen kan dog ikke bevises med sikker, men i hvert fald sad hele oplevelsen så dybt i lokalbefolkningen, at kosakkerne indgår i flere lokale navne og historier i mange år derefter.

Kosak fra Ribe

Figur 3: Samtidig tegning af Kosak formodentlig lavet af Ribeborger i 1814. Findes i Sydvestjyske Museers arkiver (ASR ME1887).

Gravhøjen

Hvor selve gravhøjen har været, er nu kun en svag forhøjning i terrænet, knap synlig med det blotte øje. Men efter mulden blev afrømmet i forundersøgelsen, fremkom et stort cirkulært område, hvor undergrunden var mere lyst og ensartet end det det omgivende. Det lyse område var yderligere omkredset af en bræmme af mørk jernudfældning. Denne farveforskel skyldes at undergrunden under højen ændrer karakter gennem de tusinder af år under flere meters tildækning, og angiver ret præcis højens udstrækning.

Gravhøj

Figur 4: Gravhøjen som den fremstod i forundersøgelsen – et stort lyst ensartet område omkranset af mørk jernudfældning. Forest i billedet ses to nedgravninger i højkanten lavet i nyere tid. Muligvis er der tale om kartoffelkuler. Set fra sydvest. Foto: Sydvestjyske Museer.

I højens østlige del fandtes hvad der efter alt sandsynlighed er en jordfærstegrav, formodentlig af samme alder som højen. Graven bestod af en ca. 1,6 m lang og ca. 1 m bred N-S orienteret rektangulær fladbundet nedgravning. Med tiden er alt organisk materiale forsvundet fra fylden i graven, hvorfor denne næsten kun bestod af lyst rødbrunt sand, som kun vanskeligt kunne skelnes fra den omgivende undergrund. Kun de nederste ca. 30 cm af graven var bevaret. Der var desværre ikke bevaret spor af den gravlagte, men ved at si fylden i graven fandtes seks flintafslag og et fragment af en lille flint-flække kniv. Nær graven – præcis i højens midte – fandtes to kraftige stolpehuller, begge med en dybde på ca. 45 cm og et spidst tværsnit. Stolpehullernes placering og kraftighed gør det muligt, at de har indgået i en form for dødehus eller anden konstruktion, anlagt på den oprindelige overflade før højen blev opført henover.

Gravhøj på O1

Figur 5: Oversigtsplan over den udgravede gravhøj. Højens omkreds er optrukket med sort streg og den ydre afgrænsning af udfældningen er markeret med stiplet linje. Graven og de to centralt beliggende stolpehuller er markeret med henholdsvis gråt og sort. Den digitale opmåling er lagt over opmålingen på matrikelkortet fra 1838. Som det ses passer dimensionerne godt overens. Den forskydning der forekommer kan skyldes den digitale bearbejdning af det gamle kort. Sandsynligvis er den faktiske forskydning endnu mindre. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Gravens øjensynligt høje alder og den lyse undergrundslignende gravfyld, gør at den tolkes som den primære grav over hvilken højen er opført. Hvis graven skulle være nedgravet gennem højen på et senere tidspunkt, må man forvente at fylden havde været mørkere. Selve højens størrelse og placering, samt fundene i graven og dennes høje omsætningsgrad, gør at både højen og graven sandsynligvis skal dateres til Enkeltgravskulturen i den yngre stenalder (Mellemneolitikum B ca. 2800-2350 f.Kr.). Enkeltgravskulturen kendtes netop for at man gik over til at begrave enkeltvis, eller to og to, ofte i træbyggede dødehus, som dækkes af mindre høje. Dette er i kontrast til de foregående perioders brug af kollektive gravsteder og samlede ”benhuse”.

Tobias udgraver grav

Figur 6: Graven under udgravning med det nuværende biogasanlæg i baggrunden. Som det ses er fylden lys rødbrun og falder godt sammen med den omkringliggende undergrund. Dog ses gravomridset alligevel ganske tydelig i den lave nedgravning midt i billedet. Set fra nord. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fundet og udgravningen af ”Kosakhøj” rammer et spændende krydsfelt mellem den helt gamle forhistorie og nyere tids lige så spændende historier. For med udgravningerne har vi med sikkerhed kunne påvise, at der på stedet har ligget en gravhøj sandsynligvis helt tilbage fra yngre stenalder, og at der i højen stadig var rester af en ca. 4500 år gammel grav. Men hvorfor højen måske i op i mod 200 år er blevet kaldt ”Kosakhøj”, var ligeså nærliggende at dykke ned i. Det åbnede op for en helt anden lokal historie, som også er værd at udbrede.


 

Troels Bo Jensen, Museumsinspektør

En jernaldergård under COBRA kablet

kortoversigta

Figur 1. COBRA-kablets forløb tværs over Fanø over Måde og frem mod fordelingsstationen i Endrup. Jeernaldergården, som omtales nedenfor, fandtes ved den sorte firkant midt i billedet.

I løbet af efteråret 2016 har Sydvestjyske Museer foretaget en forundersøgelse forud for, at det store COBRAcable etableres. Vi har således fulgt linjeføringen over Fanø, syd om Esbjerg, og til Endrup.

Det har ført til flere spændende fund, heriblandt flere huse eller snarere dele af huse, da felterne begrænses til de områder, der berøres af kablet. Det betyder, at der afdækkes et 7 m. bredt felt, der hvor der er spor fra fortiden.

Ét hus var særligt godt bevaret. Dette hus, som blev fundet nær Krogsgårds Mark, havde en stenbrolagt stald i den ene ende. Ud fra keramikken og typen af hus antager vi foreløbigt, at huset skal dateres til det første århundrede f.v.t (før vores tidsregning), i slutningen af det vi kalder førromersk jernalder (500-1 f.v.t). Det vil sige, at stenbrolægningen er mere en totusind år gammel.

 

fig-1

Figur 2. Stenbrolægningen under udgravningen.

Stenbrolægningen bestod af flere rækker større sten sat på højkant, hvorimellem mindre sten var lagt tæt sammen. Som det fremgår nedenfor, var det ene hjørne medtaget af tidens tand, mens store dele endnu lå rigtigt fint.

fig-2-n

Figur 2. Den 2000 år gamle, frilagte stenbrolægning med de første nedfaldne efterårsblade fra år 2016.

 

Resten af huset har været bygget i træ og ler. Ud over opfyldte huller efter de stolper, der har båret huset, kunne vi se grøfter, der har holdt væggene, samt rester af de bås-skillerum, hvor jernalderbefolkningens dyr har stået. Øverst i flere af stolpehullerne sås tykke lag af rødligt ler, rester efter lerklinede vægge. Plamager af dette ler lå også flere steder inde i huset.

Både huset og brolægningen fortsatte uden for kabeltraceet og bliver derfor liggende indtil videre. Men den frilagte del ville blive ødelagt af kablet, og vi har derfor også undersøgt hvad der lå under stenlægningen.

Under det ene hjørne af stenbrolægningen fandtes en kogestensgrube, det vil sige en nedgravet ovn med trækul, som tyder på afbrænding og varmepåvirkede sten. Denne type anlæg har været brugt til madlavning, men må altså være ældre end stenbrolægningen. Stenlægningen var sunket sammen, der hvor kogestensgruben lå. Dette kunne tyde på, at den ikke har været meget ældre end brolægningen, og fylden dermed stadig var blød over kogegruben, da anlæggelsen af brolægningen fandt sted. Man kan næsten forestille sig, at den har været brugt til at lave mad ved rejsegildet, inden huset blev helt færdiggjort.

Men huset bød på flere overraskelser.  I to af de stolpehuller, der har indeholdt tagbærende stolper, var der bevaret træ, det vil sige rester af selve stolperne. Dette er sjældent for huse fra denne periode og må skyldes en relativt våd jord. Om det er husets lave beliggenhed i landskabet eller de tykke lag af brændt ler-klining, der har gjort, at stolperne har været bevaret i fugtig jord i de sidste 2000 år, vides ikke.

Ud over at det er specielt at finde 2000 år gammelt træ, så er det også et vigtigt fund. Hvis træstolperne er tilpas bevarede, kan vi få lavet en såkaldt dendro-datering. Dendro-dateringer går ud på, at man sammenligner variationer i stolpens årringe med årringe fra andre træer af samme type med kendt alder og derved fastslår, hvornår træet har vokset. Under heldige omstændigheder kan det betyde en meget præcis datering. Om det er muligt at få en god datering fra stolperne fra Krogsgårds Mark, er endnu uvist, men den ene stolpe synes lovende. Begge stolper er ved at blive undersøgt nærmere.

fig-3-n

Figur 3. her ses det stolpehul med den bedst bevarede stolpe. Stolpen har været med til at bære taget i huset, men også været del af et båse-skillerum til dyr (den lave gråsorte grøft til venstre i billedet). Som det fremgår er et tykt lag rød-orange ler sunket ned i stolpen. Nederst anes træstolpen. Den blev taget forsigtigt op, da den var meget blød, og blev derfor ikke afrenset i feltet.

En dendro-datering for dette hus vil være en stor gevinst for vores viden om udviklingen på dette tidspunkt, da kulstof 14-dateringer, som vi normalt må benytte, er særligt usikre i denne periode. Det er således vores håb, at huset kan være med til at tilvejebringe væsentlig ny viden om hus-udviklingen og dermed samfundsudviklingen i den sidste del af den førromerske jernalder.

Tobias Danborg Torfing, arkæolog, Sydvestjyske Museer