HALSRINGEN FRA ILSTED

I midten af oktober 2021 tikkede en messenger-besked ind på telefonen hos museets arkæolog med ansvar for detektorfund. Der var fundet guld! Den dygtige og heldige finder var Dan Christensen, der på en mark ved Ilsted mellem Bramming og Gørding, havde gjort sit livs fund: En halsring af guld!

Halsringen

Ringen, der vejer 446 gram, dateres til ældre germansk jernalder, ca. 400-550 e.Kr. Den er tildannet af ét langt, stangformet stykke guld på 93 cm med cirkulært tværsnit, smallest på midten og tiltagende i tykkelse mod enderne. Den er herefter bøjet i ringform, så ca. en tredjedel af de tykke ender overlapper. På overlappet er overfladen tæt dækket af halvmåneformede stempler. Mellem ringens overlappende del, er der på bagsiden fastloddet en tynd plade, der danner bund for en sirlig udsmykning bestående af nederst seks tynde riflede guldtråde, hvor de fire er snoet tæt sammen to og to. Herover er der anbragt en syvende, spiralsnoet guldtråd.

En særlig detalje ved de halvmåneformede stempler er, at der er tale om to forskellige stempler. På den inderste ring, er der anvendt et stempel med seks små bukler i bunden, mens der er otte bukler i den yderste.

De halvmåneformede stempler afsluttes i yderenderne af en række vulster, men de modsat, hvor ringen smalner til, afløses af et lille sirligt mønster af furer og småstempler, der danner et aflangt mønster – måske en ålelignende fisk, hvis man har lidt fantasi?

Udgravning af fundstedet

I dagene efter fundet af halsringen blev hele den pågældende mark grundigt gennemsøgt med metaldetektor. Der kunne nemlig være mulighed for, at halsringen var trukket hen til fundstedet af et markredskab, f.eks. en harve, og at der lå én ring mere et helt andet sted på marken. Tidligere fund at lignende halsringe viser nemlig, at de flere gange er fundet nedlagt to og to på samme sted. Afsøgningen med metaldetektor gav dog ikke andre relevante fund på marken – og forklaringen finder vi i den efterfølgende udgravning, der blev foretaget lige netop på det sted, hvor halsringen var fundet.

Ved udgravningen i slutningen af oktober 2021, var formålet dels at sikre, at hele fundet var indsamlet, men især at undersøge omstændighederne bag fundet. Udgravningen var financieret med en bevilling fra Slots- & Kulturstyrelsen. Lige under det tynde pløjelag fandtes en lang række spor efter stolpehuller og andre nedgravninger ned i den lyse undergrund. Mange af dem kan på et foreløbigt grundlag udskilles som tagbærende stolpehuller fra adskillige tre-skibede langhuse fra perioden ca. 3-600. e.Kr. Lige dér hvor halsringen blev gravet op, kan vi se, at detektorspaden har været stykke nede i et anlæg under pløjelaget, og den samlede konklusion på undersøgelsen er derfor, at halsringen med stor sandsynlighed har ligget gemt i den nedgravning og at den ikke er trukket rundt på marken af markredskaberne.

Udgravningsplanen viser det udgravede areal med markering af en række hustomter, der består af sæt af tagbærende stolpehuller. Halsringen blev fundet i et anlæg ved den sorte prik.

Dén fundsituation er lidt usædvanlig, idet de fleste tilsvarende fund gøres i moser og vådområder. Her tolkes de normalt som votivfund, dvs. gaver til guderne, og det har ikke været tænkt at de skulle frem i lyset igen. Men en halsring nedgravet i et hus, kunne derimod tyde på, at den blot var gemt væk for en periode – måske forårsaget af sygdom, epidemier eller krig. Når den så ikke er gravet op igen, må det betyde, at de voldsomme begivenheder i fortiden ramte ejeren.

Fundstedet er dog også specielt på en anden måde: Der er tale om et lille næs, der skyder sig ud i engen/mosen omkring Ilsted Å. Næsset er altså omgivet af vådbund på tre sider og giver knap plads til et almindeligt gårdsanlæg fra germansk jernalder. Noget tyder på, at fundstedet har haft en anden funktion end blot som en almindelig gård. Men det må flere undersøgelser på stedet afgøre.

Lignende fund fra Danmark

Der kendes kun omkring ti lignende halsringe af guld med stempeldekoration fra Danmark. Og uden at prale alt for meget, er halsringen fra Ilsted én af de flotteste! Den påloddede plade og den brede frise med de tynde guldtråde er ganske usædvanlig. Foruden hele halsringe findes der også stumper af tilsvarende stempelornamenterede halsringe i skattefund med ophuggede genstande af sølv og guld og endelig findes der en række glatte halsringe uden indstemplet udsmykning.

Ilsted og de øvrige halsringes fundsteder.1. Øland 2. Støttrupgård 3. Tåstrup 4. Hesselager 5. Gudme 6.Vejleby Skov

Lignende, rigt ornamenterede halsringe fra Danmark. Foto: 1,4,6 Kit Weiss, Nationalmuseet. 2,3 Lennart Larsen, Nationalmuseet. 5 NN. Efter: Jørgensen og Petersen.

Ofret eller gemt til bedre tider?

Perioden i 500-årene er kendt som oldtidens ”guldalder”. Netop omkring 536-40 indtraf en række naturkatastrofer, formodentlig vulkanudbrud, der gennem nogle år gav misvækst og førte til en kortvarig klimaændring, der kaldes LALIA- Late Antique Little Ice Age. Koncentrationen af ofringer fra den periode kædes hyppigt sammen med netop den episode, der naturligt har været meget voldsomme for en befolkning, der levede af jordens udbytte.

De fleste skattefund fra 500-årene er fundet i vådbund, dvs. moser, enge og lignende. Hensigten har været et dyrebart offer til guderne i håb om deres gunst og det har aldrig været meningen at sådanne votivfund skulle for dagens lys igen. De var bestemt til guderne.

Men halsringen fra Ilsted er med størst sandsynlighed nedgravet i et hus og det er derfor lige så sandsynligt, at ringen er gemt væk i håb om bedre tider, at det var meningen at den skulle graves op igen. Da det jo ikke skete, kan man tænke sig, at det ikke gik ejeren godt og at man dermed aldrig fik mulighed for at hente den værdifulde guldring frem igen.

Fortidens uheld nyder vi i dag glæde af – både Dan der fandt guldringen og hvis hjerte nær var gået i stå af overraskelse – men i lige så høj grad alle vi andre, der fremover kan nyde den i billeder og udstillinger.

Claus Feveile, museumsinspektør, arkæolog

Halsringen kan ses gratis på Museet Ribes Vikinger (kl 10-16) i dagene op til jul, 18.-23. december 2021.

Litteratur:

Jørgensen, L. & P. Vang Petersen 1998. Guld, magt og tro. Danske guldskatte fra oldtid og middelalder.

Det trefligede spænde fra Rosen Allé i Ribe

af Maria Knudsen

For en måned siden fandt vi et smukt, trefliget spænde i en brønd under Rosen Allé i Ribe. Spændet er dekoreret med slynget dyreornamentik, som er så karakteristisk for særligt den sene del af vikingetiden. Udgravningen, hvor spændet blev fundet, er nu afsluttet, og der har derfor været tid til at lave en lidt grundigere beskrivelse af spændets ornamentik og indplacering i vikingetidens stilistiske kronologi.

Fig. 1. Spændet fotograferet umiddelbart efter fundet i november 2021.

Spændet er af samme type som P108 og P109 (Jan Petersen 1928) eller Z 2.4 (Maixner 2005), og det smukkeste eksemplar af typen er fundet i Opland i Norge, se fig. 2. 

Ornamentikken på Ribe-spændet er i en symmetrisk tregruppe-komposition med et dyr i hver flig, hvilket er den mest praktiske måde at tilpasse sine motiver til et trefliget spænde. Dyrene er set fra oven og placeret med hovedet ud mod fligspidsen. Kroppen er tværskraveret båndformet og placeret i en asymmetrisk kringleløkke, hvor halsen slynger sig under kroppen. Skulder og hofte er markeret med to krogformede spiraler, og fra hver af dem udgår et ben med fødder, der uden at gribe lægger sig op ad hinanden ind mod spændets midte. Dyrets snude bider om motivets ramme, og der ses antydningen af to læbelapper, som løber bagud langs dyrets kinder. Øjnene er ovale og fra en lille krogspiral på hver side af hovedet udgår en nakketop, der slynger sig bagud over og under kroppen, lægger sig i en løkke om hver sit ben og ender med at lægge sig over rammen i hjørnerne mellem fligene, se udtegningen på fig. 3.

Ornamentikken på spændet er tilskrevet Jellingstilen (traditionelt ca. 900-950; Petersen 1928, s. 109f), men som det ofte er tilfældet, udviser motivet elementer fra flere af de vikingetidige stilarter, hvis brug både er regionalt varierende og overlappende i tid. Placeringen af kroppen i en kringleløkke er karakteristisk for Borrestilen (ca. 850-900), men bruges ofte i de efterfølgende stilarter, når motivet skal tilpasses et rundt eller ovalt billedfelt. Fraværet af gribehænder og brugen af spiraler ved hofte og skulder er karakteristisk for Jellingstilen, og det samme er de indslyngende nakketoppe. De store, veldefinerede hoveder med ovale øjne peger til gengæld frem mod Mammenstilen (ca. 950-1000).

Fig, 2. Det fineste af alle kendte smykker af denne type er dette fra Opland i Norge. Efter Maixner 2005.

Typologisk og stilistisk synes denne type at være det sidste udviklingstrin for trefligede spænder (Fuglesang 1991, s. 94-95), og det er fundet i grave i kombination med skålspænder, som ifølge kronologien fra Birka dateres til omkring 900 (Jansson 1985, s. 174f). Som altid er det dog svært at vide, hvor længe smykkerne har været i brug, før de er endt i begravelserne. Derudover er det langtfra sikkert, at de enkelte genstande i begravelserne nødvendigvis havde samme alder, da de blev nedlagt. Vi er derfor meget spændte på forhåbentligt at få en datering af den brønd, hvor spændet fra Ribe er fundet og måske spore os lidt mere ind på brugsperioden for trefligede spænder af denne type. 

Fig. 3. Udtegning af Ribe-spændets ornamentik. Blå: snude og læbelapper, rød: hoved og krop, grøn: nakketoppe, gul: ben.

Litteratur:

Petersen, J., 1928: Vikingetidens smykker. Stavanger.

Jansson, I., 1985: Ovala spännbucklor. En studie av vikingatida standardsmycken med utgångspunkt från Björkö-fynden. Uppsala.

Fuglesang S.H., 19991: The Axehead from Mammen and the Mammen style. I Mammen. Grav, kunst og samfund I vikingetid (red. Mette Iversen m.fl.), s. 83-107.

Maixner, B. 2005: Die gegossenen kleeblattförmigen Fibeln der Wikingerzeit aus Skandinavien. I Universitätsfirschungen zur prähistorischen Archäologie. Band 116. Bonn.

Dobbelt-dinar af guld fra Vesterbæk

I forbindelse med udforskningen af jernalderlandsbyer fra yngre romersk og ældre germansk jernalder (3-500 årene e. Kr.) afsøger Sydvestjyske Museer en række lokaliteter med metaldetektor, rundt omkring i Esbjerg Kommune, hvor vi ud fra forskellige oplysninger ved, at der har ligget en landsby fra perioden. Formålet er at undersøge om nogle landsbyer var rigere på metalfund (smykker/mønter) end andre.

Ofte sker det, at vi også gør fund fra andre perioder. Et sted der var godt at bo og hvor der var veldrænede marker samt gode enge, har naturligvis tiltrukket mennesker til alle tider.

I foråret 2021 var turen kommet til en mindre jernalderlandsby ved Vesterbæk i Roager sogn, syd for Ribe. I 1980’erne var der gjort fund af keramik på overfladen som fortalte, at der måtte ligge én af de landsbyer fra 3-500-årene vi var interesserede i. Desuden var der også fundet lidt keramik fra middelalderen (c. 1050-1536), så muligheden for yngre fund var bestemt også til stede.

Som detektorfører ved man aldrig, hvad der ligger i næste sving med detektorhovedet. Detektorens forjættende ”beep” afslører langt oftere affald end gode sager: søm, kapsler, koks, blik eller sølvpapir. Og en gang imellem et mere almindeligt fund fra jernalder eller senere. Men for en sjælden gangs skyld glimtede guldet i solen.

Det var med det samme klart, at der var tale om en arabisk guldmønt, en såkaldt dinar, samt at den var omdannet til et smykke ved at pålodde små beslag til en nål og et øsken på den ene side.

Mønten er et lille kunstværk i sig selv. Begge sider er helt dækket af kufisk skrifttegn, en særlig arabisk, let forsimplet skrift, der egner sig til små mønter.

Møntsmykket, friskopgravet. Mønten måler 28 mm. Foto: Sydvestjyske Museer

Mønten er uden årstal og prægested, men regnes for at være fremstillet under kaliffen Abu Yusuf Ya’qub (580-595 AH efter den arabiske kalender, svarende til 1184-99 e.Kr.), der var den øverste verdslige og gejstlige leder af et kalifat, der omfattede dele af Nordafrika (især Tunesien og Marokko) samt den sydlige del af Spanien. Der er tale om en såkaldt dobbelt-dinar, der med de påloddede dele vejer ca. 5,5 gram og måler 28 mm i diameter.

Møntens fladedækkende indskrift er transskriberet og oversat af Salwa Yasmina Amzourou, Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet.

Da mønten bliver omdannet til et smykke, tages der ikke hensyn til skriftens orientering. Mønten drejes så teksten næsten står på hovedet og kvadratet bliver til en rombe, der står på den ene spids. Teksten bliver altså overflødig og ændrer karakter fra meningsgivende ord til smuk ornamentik.

Ikke den første

Det er nu anden gang på blot tre år, at der er fundet guldmønter fra den del af verden i området omkring Ribe. I 2018 fandtes en lignende guldmønt ved Gørding, ca. 25 km fra Vesterbæk. Den var præget i den nordlige, kristne del af Spanien under Kong Alfonso VIII (i året 1180) (læs mere https://sydvestjyskemuseer.wordpress.com/2018/08/).

Ser vi længere ud i Nordeuropa, kendes der lignende arabiske guldmønter fra 1100-årene der også tit er omdannet til smykker. Det gælder således en håndfund fund fra Holland og England.

Vi forestiller os, at der kan være tale om souvenir, der er bragt med tilbage fra pilgrimsrejser til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela, og fra Danmark er rejsen nok for manges vedkommende startet fra Ribe. Vi kommer aldrig til at kende den egentlige historie bag møntens eller smykkets rejse fra Nordafrika/Spanien til Vesterbæk, så værsgo: Sæt fantasien i sving!

Claus Feveile, museumsinspektør/arkæolog, Sydvestjyske Museer.

Udgravninger i det middelalderlige Hunderup

I foråret 2020 udgravede Sydvestjyske Museer en middelalderlig bebyggelse på Kragelundvej ca. 250 meter øst for Hunderup kirke. Landsbyen Hunderups skriftlige historie kan føres tilbage til i hvert fald middelalderen, men tidligere arkæologiske undersøgelser har desuden påvist en storstensgrav fra neolitikum, bebyggelse fra førromersk jernalder og en gravplads fra vikingetiden lige sydvest for landsbyen.

I 2001 udgravede Den antikvariske Samling i Ribe en del af området øst for det aktuelle udgravningsareal og fandt her dele af det middelalderlige Hunderup med gårde og brønde fra omkring 1100 til 1300-tallet. Derfor var det med store forventninger arkæologerne påbegyndte undersøgelsen i februar sidste år (se fig. 1).

Figur 1 Luftfoto over Hunderup med indtegning af nuværende (SJM 880) og tidligere udgravningsfelter (ASR 1442, ASR 1909). Tidligere eng er indtegnet med grønt og hede med lilla. Gårdene i den historiske landsby er indtegnet med rødt. Kirken ligger stik øst for udgravningen. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Figur 2 Plan over bebyggelsen i Hunderup. Gårdene ligger op til et stort, åbent område mod øst. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Da gravemaskinen havde fjernet muldlaget, så man stolpehuller fra 25 huse spredt ud over området. De var de sidste rester af stuehuse, lader, vognskjul og andre økonomibygninger fra den vestligste del af det middelalderlige Hunderup (se fig. 2). Bebyggelsen bestod af flere gårde formodentligt fra 1100- og 1200-tallet, men i 1200-tallet skrumpede bebyggelsen tilsyneladende ind og bestod nu af to-tre, lidt større gårde med hver deres tofteafgrænsning i form af grøfter (se fig. 3). I stolpehuller og grøfter fra to af disse gårde blev der fundet skår fra rødbrændte kander med blyglasur (se fig. 4). Til den ene af gårdene hørte en meget dyb brønd, som bestod af en såkaldt holk – en udhulet træstamme, der var sat som brøndkasse. Holken blev dendrokronologisk dateret til kort efter 1248 e.Kr. og genstandsfund fra brønden viste, at den blev fyldt op i 1300-tallet (se fig. 4). Det er nærliggende at forestille sig, at bebyggelsen er ophørt efter den sorte død, som kom til landet i midten af 1300-tallet og som formodentligt næsten halverede befolkningen, hvilket må have haft indflydelse på landsbyernes størrelse. Et enkelt hus i udgravningen havde et fundament af syldsten i den ene ende. Denne konstruktionsmetode er senere end de sædvanlige huse med nedgravede stolper, og det er derfor muligt, at denne gård har ligget alene, efter den øvrige bebyggelse var ophørt (se fig. 5 og 6).

Figur 3 Plan over de tre gårde, som formodentligt lå på området omkring år 1300. Brønden er markeret med blå. Illustration Sydvestjyske Museer.

• 

• 

• 

• 

Figur 4 øverst. Hank- og sideskår fra blyglaseret kande i rødgods. Nederst til venstre ses et næsten intakt eksemplar fundet i Ribe Foto: Sydvestjyske Museer.

Figur 4 nederst th. Randskår fra gråbrændt potte med drejeriller under randen fundet i opfyldsjorden fra en brønd. Typen er karakteristisk for 1300-tallet og viser, at brønden sandsynligvis blev taget ud af brug i dette århundrede. Foto: Sydvestjyske Museer.

Figur 5 Plan over området efter den øvrige bebyggelse er ophørt og kun en enkelt gård ligger tilbage. Formodentligt situationen omkring år 1400. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Figur 6 Række af syldsten i den sidste gård formodentligt fra omkring år 1400 eller senere. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Bebyggelsen har formet sig som en vinkel af gårde, hvoraf størstedelen havde ligget ud til et stort åbent område øst for bebyggelsen, som var afgrænset fra gårdene af en lang hegnsgrøft. Dette område strakte sig mod øst forbi udgravningsarealet og ind under udstykningen på det nuværende Møllevænget. Der var ingen spor efter bygninger på det åbne område, men der blev fundet en del mere eller mindre lukkede grøfteforløb. De arkæologiske udgravninger under Møllevænget i 2001 viste en tilsvarende middelalderlig bebyggelse, der syntes at danne østlig afgrænsning til det samme åbne område (se fig. 7). Meget tyder på, at Hunderup i denne periode har svaret ret præcist til en såkaldt forteby, selvom denne betegnelse baserer sig på et eftermiddelalderligt kildegrundlag. Senere tiders fortebyer er kendetegnet ved, at gårdene lå omkring en åben plads midt i byen. Denne åbne plads kaldtes forten og var fællesjord for landsbyens gårde, hvor ejendomsretten fulgte selve gården og ikke personen. Forten måtte ikke bebygges, men kan eksempelvis have været brugt til opbevaring af kvæg om natten samt ungkreaturer og mindre husdyr.  Man mener også, at forten har haft en social funktion som festplads og mødeplads for bystævnet. I dyrkningsfællesskabets tid (1600- og 1700-tallet) var bystævnet den forsamling af bønder i en landsby, som havde kompetence til at træffe beslutninger om fælles anliggender. Bystævnet mødtes ofte ved en kreds af store sten, som kunne være placeret på forten.

Fællesjord har også været en del af landsbyerne i middelalderen, hvor det er beskrevet som ”alle mands eje” i Jyske Lov fra 1241. I det middelalderlige Hunderup var fællesjorden tilnærmelsesvis rektangulær. Det ser dog ud som om, at dens afgrænsning har respekteret et lille vandhul, der lå på den nu tomme grund nord for Møllevænget nr. 9. I så fald kan dette vandhul have fungeret som landsbyens gadekær, der blandt andet tjente som vandingssted for byens kreaturer, og som ofte fandtes på forten. De mange mindre grøfteforløb kan have udgjort små indhegninger til kreaturer og andre husdyr. Hunderup ser imidlertid ud til at adskille sig fra den gængse antagelse om, at forten er placeret midt i landsbyen. Denne antagelse er baseret på retrospektive tolkninger af kartografiske og skriftlige kilder fra 1600- og 1700-tallet, men i tilfældet Hunderup er den østlige del af bebyggelsen væsentligt mere intensiv end den vestlige, hvilket indikerer, at fællesjorden har ligget i udkanten af byen. Selvom det er uvist, hvor stor Hunderup har været i middelalderen, tyder de arkæologiske observationer altså på, at landsbyen nok har haft sit centrum under den nuværende by og tættere på den middelalderlige kirke. Sandheden er, at vi stadig kun har et begrænset kendskab til de middelalderlige landsbyers fulde struktur, fordi det meste af dem ligger inde under de nuværende landsbyer. Derfor får vi aldrig mulighed for at afdække og undersøge en middelalderlandsby i sin fulde udstrækning, men må nøjes med enkelte brudstykker hist og her, som det også er tilfældet i Hunderup.

Figur 7 Samlet plan over udgravningerne i 2020 og under Møllevænget i 2001 (til højre). Imellem de to udgravninger ses det åbne område, fællesjorden eller forten, med det lille vandhul og vådområde længst mod øst. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Maria

Tjæreborg Nord – Landsby og gravplads fra yngre førromersk jernalder

Som arkæolog er vi altid på jagt efter ny viden om historien om samfundets udvikling. Derfor kan vi ofte give nye billeder af fortiden og helt nye brikker falder på plads for hver undersøgelse vi foretager. Men udgravninger gør det ikke alene. I arkæologi har vi en række andre videnskaber vi samarbejder med. De fleste med interesse i fortiden kender sikkert til kulstof-14 metoden, der fortæller noget hvor gammelt noget er, som udføres i samarbejde med fysikere, men arkæologer samarbejder også med botanikere, geologer, zoologer og mange andre videnskaber. Dette tager dog ofte tid, da materialet skal indsamles, registreres og analyseres før resultaterne kommer. Derfor kombineres vores umiddelbare opdagelser af levn fra gamle landsbyer og gravpladser med senere opdagelser og ny viden.

Dette indlæg beretter derfor om resultaterne fra en udgravning fra 2017 lavet i forbindelse med udstykningen ved Ejlif Krogagervej i Tjæreborg, som er en fortsættelse på udgravninger fra 2012 som tidligere er omtalt her på bloggen (Tjæreborg – Så kom vi igang!, Udgravningerne ved Borggårdsvej, Tjæreborg, og Tjæreborg – En afslutning nærmer sig.). Men i mellemtiden har vi fået nyt at fortælle, da der er kommet mange nye resultater ind. Der er både foretaget nærmere arkæologiske studier af fundne samt foretaget forskellige undersøgelser på materialet ved hjælp af andre videnskaber.

Til gengæld kan vi nu præsenteret en meget samlet oversigt over lokaliteten, med både landsby og gravplads. Vi kan nu fremlægge flere nye spændende resultater. Vi kan fortælle at landsbyen ved Tjæreborg Nord synes at være dannet i det vi kalder førromersk jernalder, næremere bestemt omkring det andet århundrede før vores tidsregning. Bebyggelsen har så ligget på denne placering frem til årtierne efter vores tidsregning. Men vi ved nu også at Tjæreborg allerede på dette tidspunkt var et sted med både lokalt håndværk og kontakter uden for landets grænser.

Figur 1: Landsbyens udstrækning midt i 2. årh. for vores tidsregning. Figur: Sydvestjyske Museer.

Først og fremmest vil vi omtale et sværd vi fandt i en såkaldt ‘brandpletgrav’ fra førromersk jernalder. Dernæst vil vi fortælle om den smedje hvor sværdet kunne have været lavet af jern fra Tyskland eller polen, og hvordan det hænger sammen.

Figur 2: Sværdet fra Tjæreborg Nord. Et sværd af “la Tene” type, opkaldt efter et fundsted i Schweitz. Foto: Sydvestjyske Museer.

Sleve sværdet var bøjet sammen for at kunne være i brandpletgraven. Brandpletgran er en en gravform hvor den døde bliver brændt på et bål, men ikke bliver lagt i en urne, men stedet bliver begravet i en mindre nedgravning sammen bed bålrester og eventuelle gravgaver. Ud over sværdet havde den døde fået sværdets skede og en spyd/lansespids med i graven (lanser er i arkæologisk forstand en betegnelse for et spydhoved der primært har brugt som nærkamp, dvs. store hoveder uden modhager).

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Figur 3 og 4. /Spydlansespid samt fragmenteret skede. Foto: Sydvestjyske Museer.

Sværdet er af det vi kalder la Tene type, som i Danmark optræder i grave fra første århundrede før vores tidsregning. Det vil sige at det er lidt senere en landsbyens tidligste fase. Der er lavet analyser af sværdet og der kan konstateres to ting:

1. Sværdet er lavet af jern (dvs. der ikke er et kulstofindhold der var højt nok til at det ville gøre det til stål).
2. Det jern der er brugt er ikke hjemligt myremalm med derimod jern der sandsynlighvis er udvundet i det sydlige Tyskland eller Polen.

Også lansespidsen er analyseret og den synes i modsætning til sværdet at være lavet af hjemligt, eller i ihvertfald Nordeuropæisk jern. Lansespidsen er lavet af to stykker metal, den ene af stål og den anden af jern der så er smedet sammen. Noget der kendes fra lanserne fra det lidt senere Illerup Ådal våbenofferfund.

Men er det så et importeret sværd? Der er noget der kunne tyde på at det ikke er tilfældet. Der nemlig fundet resterne en smedje til en af gårdene fra landsbyen. Denne gård af med kulstof-14 analyse og keramik dateret til fase 2 af landsbyen som er fra omkring år 120-100 før vor tidsregning. Det vil sige stadig lidt “gammelt” i forhold til sværdet, men hvis man medregner ejerens livsalder kunne det godt passe.

5. Smedje. Der er tale om en mindre bygning knyttet til et langhus med et hegn. Inde i huset var der resterne af et gulvlag af ler med området af stenlægning. Figur: Sydvestjyske Museer.

På smedjens gulv blev der fundet forskellige essestensfragmenter og stykker af forglasset ler. I en jordprøve blev der fundet hammerskel der viste at der har foregået smedning (formning) af færdige genstande. En analyse af jernet i den største essesten havde samme sammensætning som sværdet, og altså forskellige fra hjemligt malm. Der er altså foregået smedning i huset af metal fra samme område som sværdet. Der kan selvfølgelig være tale om to forskellige hendelser, men det betyder i hvert fald at vi ikke kan antage at et sværd smedet af Sydtysk jern også er smedet i Tyskland.

Analyserne viser også et nogle fragmenter af brændt ler har rester er kobber og tin oxider i sig, og de kunne tyde på at smedjen også, omend måske kun i mindre omfang, har været brugt til bronzearbejder.

Der er fortsat kun analyseret en begrænset mængde af metaloldsager og fragmenter af essesten og slagger, men der synes at være tale om både hjemligt og importeret metal (uanset om det er i færdig form eller som råmateriale).

Der er som sagt flere mulige små metal værksteder på pladsen og den rummer således et stort potentiale for undersøgelsen af førromersk metalarbejde.

Figur 6. Eksempel på en del af en esse (en såkaldt essesten), fra et af de andre værksteder på Tjæreborg Nord. Foto: Sydvestjyske Museer.

Der blev på i de forskellige etaper udgravet en lang række grave, primært brandplatgrave eller urnebegravelser, men også enkelte jordfæstegrave. Der var flere flotte gravfund som er fra samme periode – det kan ses af metalfundne. Her symboliseret ved tre genstande fra samme urne. Man kan evt. se flere fund fra Tjæreborg Nord på http://sol.sydvestjyskemuseer.dk/

Udgravningsetaperne har numrene ESM 2713 (2012) og SJM 652 (2017).

Figur 7. Gravgods fra urnegrav A6562. Foto: Sydvestjyske Museer.

En tur forbi Korsbrødre og Gråbrødre

Spor af Ribes oprindelige landskab og middelalderlige gader under gaderenoveringen i Korsbrødregade

Når nu maskinerne atter arbejder for at renovere rørføringer og lave nye belægninger i Ribes gader, synes det passende at fortælle noget om de sidste par års spændende gadegravninger.

Både 2018 og 2019 har Sydvestjyske Museer foretaget arkæologiske undersøgelser i Korsbrødregade i Ribe. I alt blev der i gadens forløb fra Skibbroen til Grydergade gravet på en ca. 280 m strækning, som var spækket med arkæologisk aktivitet fra middelalderen og op til nyere tid – og vi fandt således flere spændende fund, heriblandt en plankevej fra slut 1100-start 1200-tallet, brolægning fra første halvdel af 1200-tallet, senmiddelalderlige brokkefundamenter fra gråbrødreklosteret samt to bolværkkonstruktioner ned mod Skibbroen.

Figur 1: Arbejdssituation under kloaksepareringen. Gravearbejdet i Korsbrødregade indledtes med at fjerne asfalten. Herefter gravede maskinen, der var udstyret med en 0,8-1 m bred skovl uden tænder, sig ned til den gamle kloak, som blev udskiftet med nye PVC-rør. Traceet blev trukket i sektioner af ca. 3 m ad gangen. Herefter overtog arkæologerne tracéet og foretog først en afrensning af den mindst forstyrrede af jordprofilerne i kanten af traceet. Profilerne registreredes med fotos og tegning, hvorefter feltet og fund blev opmålt med totalstation og fund blev indsamlet. Fotoet ovenfor er taget i Korsbrødregade ud for Slotsgade nr. 1. I baggrunden ses Bispegården. Foto: Sydvestjyske Museer.

Esbjerg Kommune har siden 1980’erne renoveret Ribes gader for bl.a. at bringe gaderne tilbage til deres gamle udseende og for at dæmpe biltrafikken. I den forbindelses lægges der igen brosten på gaderne. Herudover omfatter renoveringen udskiftning af kloaknettet og andre rørføringer i gaden, separering af regnvandet, samt udskiftning af stikledningerne ind til husene langs gaden.

Sådanne renoveringer i gaderne berører intakte menneskelige aflejringer, såkaldte kulturlag, fra middelalderen. Derfor følges gravearbejderne af arkæologer, der registrerer de fremkomne lag og konstruktioner undervejs.

I 2018 kom turen til Korsbrødregade. Vi vidste, at der ville være spændende arkæologi lige præcis her, da gaden er en del af det gamle middelalderlige gadenet i Ribe.

De arkæologiske undersøgelserne bestod af i alt tre etaper. Den første etape (SJM 799 I) blev indledt i efteråret 2018. Anden (SJM 799 II) og tredje etape (SJM 799 II) strakte sig fra april til september 2019.

Figur 2. Plan af tracéerne fra alle tre etaper. Hvert tracé har fået sit specifikke M-nr. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Kort om korsbrødregade

Korsbrødregade er en af byens gamle gade og har sit navn efter byens Johannitterkloster (Korsbrødregård), som optog en stor del af gadens vestlige side. Det vides ikke, hvornår og af hvem, klostret er stiftet, men det nævnes første gang i 1311 (Nielsen 1985: 68-69). Gadens middelalderlige navn er ukendt, men ud fra skriftlige kilder, ses det, at gaden fandtes senest i 1395 (Ibid.: 68, 126-127, 172). Først i 1465 omtales stedet, hvor den nuværende bispegård ligger, som Korsbrødregård eller Korsgård. I 1987 fandtes bebyggelsesspor fra 1200-tallet, som kunne repræsentere Korsbrødregårds etablering på området. Efter middelalderen forsvinder en del af bebyggelsen i gaden, og først i 1800-tallet bebygges den nordlige del af gaden igen.

Der er ved to tidligere lejligheder gjort arkæologiske iagttagelser i gadeforløbet. Den første regulære arkæologiske iagttagelse blev gjort i 1886 af Stiftsfysikus J. J. Kiær i forbindelse med nedlæggelsen af vandledninger i gaden (Kiær 1888: 1-41). I 1993 blev gadens nordlige tredjedel undersøgt arkæologisk (ASR 1074). Dertil kommer mindre udgravninger nær bispeboligen. I vestbyen har en række store udgravninger i 1990’erne (ASR 1015, ASR 1200 og ASR 11) desuden afdækket nu nedlagte gadeforløb.

Figur 3. Korsbrødregade vist på Den Kongelige Generalvejkommissions kort over Ribe fra 1797. Den undersøgte del af gaden udgør et let buet N-S-orienteret gadeforløb. 6= Grønnegade, 9= Korsbrødregade, 10= Præstegade, 11= Grydergade. Korsbrødregades forløb her ikke ændret sig væsentligt fra det ældste kortmateriale, hvor den forekommer, op til nutiden. Felterne fra de tre etaper er er markeret med gult. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Det oprindelige landskab

Den middelalderlige bykerne har flere meter tykke, velbevarede kulturlag. Disse er primært opstået ved, at indbyggerne har fyldt jord og affald på for at hæve terrænet i takt med at nye vejbelægninger hævede gadeniveauerne. Korsbrødregade ligger oven på ca. 1-2,5 m tykke kulturlag.

Under kulturlagene, ligger det oprindelige landskab, der satte rammerne for middelalderbyen Ribe, da den for alvor begyndte at vokse i slutningen af 1000-tallet. For at belyse byens tidlige historie er det af stor vigtighed at få kendskab til det landskab, der udgjorde den naturmæssige forudsætning for, at der kunne opstå en by på stedet.

Terrænhøjderne måles i meter over havniveau i forhold til en dansk standard kaldet Dansk Vertikal Reference 1990 (DVR90). Undergrundsniveauet ligger højest mellem M133 o. kote 4,64 DVR90 (altså 4,64 meter over havniveau) og falder lidt mod syd til 3,63 DVR90 ved M144. Bevæger man sig nu i nordlig retning i Korsbrødregades forløb, falder undergrundskoten betragteligt ned til M4 (kote 1,21 DVR90). Der findes således et fald i det oprindelige landskab på næsten 3,5 m. Undergrunden i den sydlige og midterste del af gaden bestod af gulligt og/eller rødligt fint hedeslettesand, hvor den udgjordes af gråsort groft kompakt sand længere mod nord. I særligt M4 og M5 overlejredes dette af sort leret og fedtet jord med klæg. Det nederste lag i de nordligere liggende M1 og M2 bestod kun af klægler, hvilket tyder på, at den nordligste del af gaden oprindeligt haft et udseende meget lig ”hovedengen” beliggende på nordsiden af åen i Ribe.

Kommer man længere syd på i gaden har denne altså været forholdsvis kuperet og bestået af lave sandbanker med lavtliggende områder imellem.

Spor efter plankevej

Op igennem 11- og 1200-tallet aflejres der kraftige, organiske kulturlag i Korsbrødregade (særligt i gadens sydlige strækning), og tilsvarende organiske lagserier er iagttaget ved de øvrige gadegravninger i byen. De bløde lag må være blevet mere og mere uegnede som underlag for vejkonstruktioner, hvilket kan være en af årsagerne til, at man i slutningen af 1100-tallet begyndte at belægge vejene med kraftige planker piloteret på tykke egepæle.

Mellem M149 og M155 fandtes i fladen langs- og tværgående tømmer samt stolper, der opfattes som sikre rester en regulær plankevej. Stolperne var var enten tilspidsede eller fladbundet, hvor det øvrige tømmer bestod af tildannede planker, hvoraf de kraftigste lå på langs af vejforløbet og har muligvis fungeret som strøer/remme i vejkonstruktionen. Flere træprøver fra vejen er dendrokronlogisk dateret (årringsdateret) til starten af 1200-tallet. To stolper kunne dateres præcist, at fældningsåret af træet anvendt kunne fastlægges til 1208/09.

Plankevejens nordligste anlæg kan være spor efter det sted, hvor en ældre og i dag nedlagt vej kaldet Nordre Gråbrødregade stødte på Korsbrødregade. Nordre Gråbrødregade, der udgik fra Korsbrødregade og fortsatte mod vest til den nuværende Sct. Laurentiigade, kan have dannet den sydlige afgrænsning af kirkegården til Sankt Clemens Sognekirke (Danmarks Kirker, XIX, 5: 831, se kort fig. 6). Den østlige del af gadeforløbet blev påtruffet ved udgravningen ASR 1015.

Figur 4. Den bedst bevarede plankevejsekvent i udgravningen kom i felt M155 i den sydlige ende af Korsbrødregade. På fotoet ses de kraftige tværgående planker som har udgjort vejbelægningen. Plankerne fortsætter ud under østprofilen i grøften til venstre i billedet. Dendrokronologiske dateringer (årringsdateringer) af træet viser at det stammer fra starten af 1200-tallet. Foto: Sydvestjyske Museer. 

Ned til krydset ved Præstegade og Slotsgade fremkom desuden sporadiske lodretstående stolper samt vandretliggende træ, men det udgjorde ikke egentlige sammenhængende belægninger. Det opfattes derimod som delvist plyndrede rester af egentlige vejbelægninger.

 Sandlag for stenbrolægning

I Korsbrødregade kunne der over de organiske lag påvises en lagfølge, der nøje svarer til lagfølger påvist i Ribes øvrige middelaldergader. Særligt mellem M115 og M155 kunne der i profilerne iagttaget gullige, brunlige eller grålige sandlag, men det blev også observeret helt ned til det nordlige felt M3. Mellem sandlagene sås flere steder mørke organiske opfyldslag. Sandlagene tolkes som sættelag for fjernede gadebelægninger af sten, og de ældste lag dateres til anden halvdel af 1200-årene. Det ser således ud til at plankevejene bliver afløst at pikstenbrolagte gader, men natursten var en mangelvare i det middelalderlige Ribe og man har derfor genbrugt i gadens nye belægning i et højere niveau.

Figur 5. Sydprofil i felt M122 (se fig. 2). I nederste del af profilen ses 1100- og 1200-tallets organiske kulturlagsaflejringer overlejret af mange sandede sættelag til stanbrolagte gader, som igen øverst skæres af den moderne vejkasse. Bevarede rester af pikstensbrolægning ses stadig i de øverste sættelag. Øst- og vestprofilerne er ødelagt af moderne nedgravninger. Foto: Sydvestjyske Museer. 

Spor efter Korsbrødreklosteret?

Sammen med Grydergade og Gråbrødregade danner Korsbrødregade den vestlige udkant af Ribes bevarede middelalderlige gadenet. Ribes vestby var ikke kun præget Johanitterklosteret, men også af to andre gejstlige institutioner. Den ene var Sankt Clemens Sognekirke, der kendes fra 1145. Denne lå mellem Korsbrødregade og den nuværende Sct. Laurentiigade. Kirken og den tilhørende kirkegård kom til at høre under johanniterklostret i senmiddelalderen (Nielsen 1985: 164). Den anden var Gråbrødreklostret, som blev etableret i 1232. Det gamle klosterområdegrænses mod øst og vest af de nuværende gader Skovgade og Sankt Laurentiigade samt Korsbrødregade og Gråbrødregade.

Figur 6. Den vestlige del af Ribe var præget af gejstlige institutioner. A: Sankt Clemens sognekirke, B: Johanniterklosteret, C: Gråbrødre-klosteret. 1:20.000. Efter Danmarks Kirker.

Udfor Korsbrødregade nr. 1 og 3 fremkom partier af brokkefundamenter. Fundamenterne forløb N-S og ligger næsten under Korsbrødregades vestlige husrækkes facader. De kunne følges op til henholdsvis kote 5,70 DVR90 og 4,80 DVR90 uden spor af overliggende murværk. Muligvis hører brokkefundamenterne til gråbrødreklosterets yngre og vestlige klostermur fra senmiddelalderen. Samme konstruktionsmåde er kendt fra udgravningen ASR 2164, hvor N-S-gående rester af gråbrødreklosterets vestlige klostermur fra senmiddealderen fremkom i Nygade.

Figur 7. Rekonstruktion af Gråbrødreklosterets udstrækning ved middelalderen slutning baseret på skriftlige kilder og arkæologiske fund. De middelalderlige bygninger er markeret med rødt, mens grunden er markeret med orange. Arkæologiske undersøgelser er indtegnet med gult. Som vist på kortet er formodede rester af klostermuren fundet både i Nygade og ud også i Korsbrødregade. Baseret på artikel in press af Morten Søvsø. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Inddragelse af å-engen

Byens udvidelse syd for åen er langs skibsbroen og ved udmundingen af Korsbrødregade sket på opfyldte vådbundsarealer. Under både første og tredje etape er der gjort fund, som viser noget om hvornår denne opfyldning præcist har fundet sted og hvordan det er gjort. Det drejer sig først og fremmest om to bolværk, som skulle forhindre en bortskylding af det påførte opfyldningsmateriale.

Det første bolværk blev fundet i M1 og bestod af kraftige lodretstillede egetræsstolper, bag hvilke der sad tykke kantstillede egetræsplanker. Ud fra dendrokronologiske dateringer repræsenterer konstruktionen en dæmringslinie fra om­kring første halvdel af 1200-tallet. I M1009 fremkom det andet bolværk ca. 30 meter syd for åen. Konstruktionen bestod af tre vandrette, overliggende plankløvet planker, hvis ender forsvandt ind i feltets øst- og vestprofil. Der er træet i dette bolværk kunne desværre ikke dateres, men i opfyldslaget op ad bolværket fandtes en række skår af stjert, hornbemalet gods, jydepotte, fajance, en grønglaseret ovnkakkel samt teglsten. Fundene peger på en datering til renæssancen eller tidlig moderne tid (o. 1500-1700). Der blev også fundet rester af mere beskedne anlæg i form af stolper nær de to bolværker, der muligvis har indgået i opfyldningsarbejdet som en slags opfyldskasser. Opfyldningen af sydsiden af åen synes altså at være foregået i flere etaper startende i midten af 1200-tallet og strækker sig helt frem i hvert fald til renæssancen. Dette passer også med fund fra både grønnegade og Fiskergade, hvor området under sidstnævnte ser ud til at være begyndt opfyldt i slutningen af 1200-tallet og op i 1300-tallet.

Figur 8. Plan over den nordlige del af udgravningsfeltet. Sort: træ (bolværk ses både i M1 og M1009), mørkegrå: brokkefundament, bleggul: moderne anlæg. Illustration: Sydvestjyske Museer.

Figur 9. Bolværk i M1 set fra nordvest. Kraftige 12×20 cm rektangulære stolper (toppen af den ene stolpe sås i bunden af traceet og gemmer sig bag det øverste jernrør) bar ca. 4 cm tykke kantstillede egetræsplanker. Bunden af konstruktionen ligger længere nede end bunden af traceet. Foto: Sydvestjyske Museer.

Figur 10. Rester af bolværk i østprofilen i M1009 i form af tre plankløvede planker efter prøver er savet af og udtaget til dendrokronologisk datering. Øverst i kanten af fotoet ses et moderne tværgående jernrør, der lå få cm over den første planke. Bunden af den nederste planke ligger under bunden af feltet. Foto: Sydvestjyske Museer.

Figur 11. Under både første og anden etape blev der optaget store nedgravede stolper ved de to bolværker med kyndig hjælp fra gravemaskinefører Gert samt gravearbejder Simon. Der blev herefter savet prøver af stolperne, der er sendt til dendrokronologisk datering i København. Foto: Sydvestjyske Museer.

Særlige fund

Der fremkom en lang række fantastiske genstandsfund ved udgravningerne. Den følgende billedkavalkade viser blot et lille udsnit af fundene, men giver et godt indtryk af hvilke skatte kulturlagene under Korsbrødregade gemmer på.

Figur 12. Middelalderlig morter af kalksten med et øre (x184). Den ene tredjedel af siden mangler. Materialet er af såkaldt ”Purbeck Marble” og er importeret fra England i ca. det 13. århundrede. Foto: Sydvestjyske Museer.

Figur 13. Flot middelalderlig drejekværn af basalt (x144) fra M130. Drejekværnen er 43 cm i diameter, hvor det midterhullet har en diameter på 10 cm. Tykkelsen er ca. 6 cm. I vikingetiden afløses skubbekværnen af drejekværnen, der kan male større mængder korn mere effektivt. Den var todelt: underdelen med hulning og en mindre overdel, der havde et hul boret i midten. En pæl holdt overstenen på plads under maleprocessen.
Foto: Sydvestjyske Museer.

Figur 14. Raeren stentøj (x1032) fra M1016. Skåret er med planteornamentik i relief og fra en mulig kande. Raeren ligger i dag i det østlige Belgien. Byen er berømt for sin stentøjsproduktion, som strakte sig fra slutningen af 1400-tallet til begyndelsen af 1700-tallet. Skåret er sandsynligvis en del af en kande eller et krus og dateres til anden halvdel af 1500-tallet. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fremtidigt arbejde

Tilsammen har undersøgelserne udvidet vores viden om Korsbrødregades udseende og brug gennem tiden, og har herudover bibragt væsentlige nye oplysninger om byens udvikling, særligt i middelalderen.

Det arkæologiske arbejde er dog ikke færdigt endnu. Efterarbejdet består blandt andet i at vaske og registrere fund, der er fremkommet under vandsolding. I alle etaper blev der taget sække á 1 m³ af urørt organisk kulturjord fra til soldning for at få et bedre billede af fundsammensætningen i gaden. Et vandsold er egentlig bare en stor si, hvori jorden overrisles med vand. Når jorden er vasket væk, ligger kun sten og fund tilbage. Dertil har vi som ovenfor nævnt også udtaget flere træprøver til dendrokronologiske datering, som er blevet dateret på Nationalmuseets Naturvidenskabelige Afdeling i Brede udenfor København.

Ønsker du at se og læse om de mange fund fra gaden, der allerede er registreret, så kan du med fordel besøge museets online genstandsdatabase: SOL (Samlingen OnLine).

Arkæolog Christina Berg

Museumsinspektør Troels Bo Jensen (trbj@sydvestjyskemuseer.dk)

Litteratur

Danmarks Kirker. Middelalderkirker i Ribe. XIX, 2, 1984: 827-858.

Kiær, J. J.: Kjøbstaden Ribe. Følgeblad til ”Ugeskrift for læger”, 4. rk., XVIII, Nr. 4.5, 1888.

Nielsen, I.: Middelalderbyen Ribe. Århus, 1985.

Søvsø, M.: Ribes klostre, hikuin 41, s. 29-46 (in press – udgivelsestidspunkt endnu ikke kendt).

 

 

Jernalderlandsbyen under Ribes Nørremark

Bebyggelsesspor fra yngre romersk – ældre germansk jernalder ved Plantagevej i Ribe

Arkæologerne fik sig noget af en overraskelse, da de i forbindelse med den kommende udvidelse af den nordlige indfaldsvej til Ribe, lavede en arkæologisk forundersøgelse af et mindre areal vest for Plantagevej. Mod forventning fremkom der nemlig bebyggelsesspor fra yngre romersk – ældre germansk jernalder (ca. 300-400 e.Kr.), som ikke tidligere er fundet i området umiddelbart nord for Ribe. Det endte ud i en egentlig udgravning, som på trods af sin begrænsede størrelse, gav et indblik i topografien før Ribe bys egentlige tilblivelse.

 

Figur 1: Arbejdsfoto fra undersøgelsen. I forgrunden ses de mange spor efter bl.a. jordgravede stolper og grøfter, som aftegner sig som mørke pletter i den gule sandede undergrund. I baggrunden kan anes indkørslen til rastepladsen vest for Plantagevej. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

Forundersøgelsen omkring Ribe Plantagevej

I forbindelse med den planlagte udvidelse af Rute 11 omkring Ribe, fik museet en forespørgsel om en arkæologisk udtalelse fra Vejdirektoratet. Ældre kortmateriale og moderne reliefkort har vist, at Ribes nordlige indfaldsvej fra Varde og Kolding har ligget omkring Plantagevej siden middelalderen og muligvis tidligere endnu. Endvidere har Ribes galge tidligere stået på Galgebakken, kun 100 m vest for den nuværende Ribe Plantagevej. Her faldt byens henrettelser sted og det var også her hekse blev brændt. Ældre skriftlige kilder fortæller desuden, at henrettede nogen steder blev begravet omkring henrettelsesstedet. Det vurderes derfor, at der var sandsynlighed for at kunne finde spor fra ældre vejforløb, samt en mulighed for at finde evt. begravelser omkring galgebakken. I sommerens bagende hede foretog museet derfor en arkæologisk forundersøgelse.

Ved forundersøgelsen fremkom der rigtig nok hjulspor i den nordlige del af søgegrøften vest for omfartsvejen, og på både øst og vest siden i den sydlige del af området. Det blev dog først rigtig interessant, da der længere mod syd fremkom en koncentration af stolpehuller og grøfter, som var ældre end de fundne ”nyere tids” vejspor. Det viste sig, at være bebyggelsesspor, som helt tilbage fra yngre romersk – ældre germansk jernalder (300-400 e.Kr.) og muligvis endnu ældre endnu. For at kunne registrere og forstå fundet, blev der foretaget en egentlig undersøgelse i den sydlige del af søgegrøften vest for omfartsvejen, hvor de arkæologiske fortidsminder var erkendt (lige nord for indkørslen til rastepladsen på Plantagevej.

Figur 2: Oversigt over forundersøgelsens søgegrøfter på begge sider af Ribe Plantagevej. Baggrundskortet er et matrikelkort fra 1839, hvor Galgebakken også er tegnet ind (den gule cirkel). De røde pile angiver hvor vej- og hjulsporene forekom. De sydlige vej- og hjulspor er de ældste. Den blå cirkel markerer det område som blev udvalgt til den egentlige udgravning. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Sommerens luner

Foruden udfordringen ved kun at grave et lille udsnit af en meget større bebyggelse, og dermed kun kunne afdække mindre dele af hele konstruktioner, var der en helt anden og mere praktisk udfordring for de gravende arkæologer. I sommeren 2019 var vejret optil og under udgravningen ganske skønt med temperaturer på op til 25-30 grader og ingen regn i flere uger. Men, i kombination med rødderne fra den tidligere skovbeplantning, medførte dette dog, at undergrunden var blevet så tør og sandet, så det var næsten umuligt at udskille anlæg med sikkerhed. Redningen kom da arkæologerne fik sat et mindre havevandingsanlæg op. Vi fik mange undrende blikke af folk fra vejen, men det viste sig at være yderst effektivt efter et par dage, da anlæggene bare væltede op af jorden.

Figur 3: Foto af undergrunden som den så ud, efter afgravning med gravemaskine. Undergrunden er meget sandet og var ekstrem tør efter de forgangne ugers pragtfulde sommervejr. Endvidere var denne del af feltet stærkt forstyrret af en moderne kloak og tilhørende nedgravning, hvilket gjordedet svært at udskille stolper der kunne indgå i Hus 5. Foto: Sydvestjyske Museer.

Figur 4: Den tørre undergrund vandes med en havevander (ses midt i billedet), mens der fortsat tages jord af (maskinen er til højre for billedet) og de fundne anlæg bliver indmålt med GPS. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

Bebyggelsessporene fra yngre romersk – ældre germansk jernalder (300-400 e.Kr)

I jernalderen bestod bebyggelsen primært af gårde, nogle lå enkeltvis, andre i grupperinger, hvilket har dannet en landsbybebyggelse. Landsbyernes størrelse kunne variere i antallet af gårde, ligesom antallet af konstruktioner kunne variere indenfor hver gård. I yngre romersk – ældre germansk jernalder bestod en gård som regel af et langhus og en eller flere økonomibygninger omkranset af kraftige hegn.

På trods af udgravningens relativt lille størrelse, 13×70 m, var det tydeligt, at de fundne bebyggelsesspor var resterne af en sådan landsbybebyggelse. De fundne konstruktioner tæller nemlig flere langhuse, hegnshuse, økonomibygninger og hegnsforløb. De fleste af disse konstruktioner fortsætter enten mod øst eller vest ud af udgravningsfeltet, hvilket fortæller os at landsbyen også må fortsætte i begge retninger. Det er ikke muligt at sige med sikkerhed hvor meget landsbyen strækker i begge retninger, men den synes afgrænset mod nord og syd, hvor den har ligget ud til engene. Det er heller ikke muligt at sige med sikkerhed hvor mange gårde der er og hvilken udstrækning de har, men ud fra antallet af konstruktioner, er der i hvert fald tale om mere end én gård.

Figur 5: Viser en oversigt over jernalderhusene. Huse og andre konstruktioner er markeret med lysegrå, mens stolpehullerne er markeret med mørkegrå. Hus 2 er den såkaldte ”garage”, som formodentlig har være åben i den ene gavl. Hus 4 er lidt anderledes end de andre. Der indgår ingen tagbærende stolper i konstruktionen, men til gengæld havde den nogle dybe vægstolper. Hvad dens konstruktion og funktion er usikkert. Tegning: Sydvestjyske Museer.

De forskellige konstruktioner er dateret ud fra hustypen (såkaldt typologi) og keramikskår fundet i stolpehullerne. Allerede fra midten af bronzealderen går langhusene fra at være 2-skibede (midtsulehuse) til at være 3-skibede langhuse. Det 3-skibede langhus udvikler sig med tiden, hvilket gør at man kan datere husene ud fra deres opbygning. I yngre romersk – ældre germansk jernalder består langhuset gerne af 4, og oftest flere, sæt tagbærende stolper, samt et vægforløb bestående af dobbeltstillede stolper med en vægopbygning i mellem. I nogle tilfælde udgøres dele af vægforløbet dog også kun af enkeltstående stolper. Hus 1, Hus 5 og Hus 6 er langhuse, almindeligvis med beboelse i den ene ende og stald i den anden. Hus 8 og Hus 9 er økonomibygninger, altså huse til andre formål end beboelse. Hus 10 og Hus 11 er såkaldte hegnshuse, som er sammenbygget med de kraftige hegn omkring gården. Hegnshusene begynder netop først omkring denne periode.

Der blev også fundet hus-konstruktionerne som synes ældre end de ovenfor nævnte. De skal formodentlig dateres tilbage til sen førromersk – ældre romersk jernalder (250 f.Kr.-200 e.Kr.). Der er fundet et muligt langhus, som formodes at fortsætte vest for feltgrænsen, samt to økonomibygninger syd for langhuset. Der er blevet taget jordprøver af nogle af anlæggene, som forhåbentligt indeholder materiale til en ¹⁴C-datering, der forhåbentlig kan afklare om de 3 konstruktioner faktisk er ældre end den øvrige landsbybebyggelsen.

Figur 6: Oversigt over de 3 konstruktioner, som muligvis skal dateres ældre end resten af landsbybebyggelsen. Konstruktionerne er markeret med lysegrå, stolperne er markeret i mørkegrå. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Det er ikke kun fundet stolpehuller og grøfter arkæologerne på udgravningen. Der fremkom også genstandsfund, primært skår af den keramik, som har spillet en stor rolle i jernalder-livet. Meget af keramikken var ikke dekoreret og har været anvendt som almindelige forrådskar og køkkenservice. Enkelte skår var lidt finere og sirligt dekoreret med furer i en stil som kan dateres til yngre romersk – ældre germansk jernalder.

Det er ikke kun fundet stolpehuller og grøfter arkæologerne på udgravningen. Der fremkom også genstandsfund, primært skår af den keramik, som har spillet en stor rolle i jernalder-livet. Meget af keramikken var ikke dekoreret og har været anvendt som almindelige forrådskar og køkkenservice. Enkelte skår var lidt finere og sirligt dekoreret med furer i en stil som kan dateres til yngre romersk – ældre germansk jernalder.

Figur 7: Viser et sideskår der er dekoreret med vandrette furer og imellem disse er der mindre aflange indtryk. Dekorationen er lavet ved hjælp af fingerindtryk og en tynd pind der er trykket ind i det våde ler. Den sorte farve som keramikken har fået, er lavet ved hjælp af anaerobisk forbrænding, hvor ilttilførslen begrænses. Foto: Sydvestjyske Museer.

Foruden brugen af typologi og genstandsfund til datering af landsbyen, er der også blevet taget jordprøver fra stolpehullerne til naturvidenskabelig analyse. Disse bliver vand-siet (også kaldet floteret), og de korn, kerner eller trækul de eventuelt indeholder er sendt til gennemgang på den naturvidenskabelige afdeling på Moesgård Museum. Her finder og udvælger de materiale som er egnet til en kulstof 14-datering, som bliver lavet på AMS laboratoriet i Århus. Det er håbet at prøverne bekræfter vores foreløbige dateringer og samtidig bekræfter, at der er bebyggelse fra både den lidt ældre og lidt yngre jernalder ved Ribe Plantagevej.

Landsbyen i en større sammenhæng

Som nævnt er pladsen i sig selv spændende, for selvom vi kender til andre landsbyer med samme datering, fundet lige syd for Ribe ved Øster Vedsted og lidt længere nord for Ribe ved Nr. Farup/Kærbøl og St. Darum, så er der ikke fundet bebyggelse fra denne periode i netop dette område. Landsbyen ved Ribe Plantagevej lukker således et ”hul” i jernalderens landsbystruktur omkring Ribe. Den indgår således i et system af jernalderlandsbyer som har ligget op langs kysten, med en indbyrdes afstand der tillod den enkelte landsby, at ernære dens indbyggere.

Det ældste Ribe er som bekendt kendetegnet ved opførelsen af en markedsplads nord for Ribe Å i starten af 700-tallet. Denne markedsplads har dannet grundlaget for det vi i dag kender som Ribe by. Der har dog været mange spekulationer omkring valget af placeringen i landskabet, da man ikke tidligere havde fundet tydelige spor efter ældre bebyggelse i området (Feveile 2006 s. 23), som viste at jernalderbefolkningen kendte til og anvendte området. Den fundne landsby har været placeret ca. 1500 m nord for det område, hvor markedspladsen blev placeret ca. 300 år senere. Landsbyen er ikke nødvendigvis en forløber for markedspladsen og den tilhørende bebyggelse, men den vidner om, at området ikke har været helt ukendt for menneskene i den første del af yngre jernalder. Sandsynligvis er det efterkommere af landsbyens beboere, som har været med til at befolke den nye by. Og muligvis har der stadig været bebyggelse, eller rester deraf i området, som har kunne ses når man i vikingetiden kom af den nordlige indfaldsvej mod Ribe.

Figur 8: Viser en oversigt over de andre landsbybebyggelser fra yngre romersk – ældre germansk jernalder, fundet i museets ansvarsområde. Den røde firkant der er markeret med en rød cirkel er den nyligt fundne bebyggelse ved Ribe plantagevej. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Se fundene fra denne eller andre udgravninger

Er der et ønske om at se alle fundene fra denne udgravning eller andre udgravninger, er det nu muligt med Sydvestjyske Museers nystartede online funddatabase SOL (Samlingen OnLine). Den findes på www.sol.sydvestjyskemuseer.dk (For denne udgravning søg på SJM 404).

 

Michelle Wittenberg Petersen (mip26@sydvestjyskemuseer.dk)

Troels Bo Jensen (trbj@sydvestjyskemuseer.dk)

 

Litteratur

Feveile, C. 2006. Ribe studier – Det ældste Ribe, Jysk Arkæologisk Selskab, Højbjerg.

KRYSTALDYRET FRA OBBEKÆR – et pindsvin fra vikingetiden?

”Jamen, er det ikke et pindsvin?” – lyder det ofte, når folk første gang ser det lille vedhæng. Forslaget er slet ikke så dumt, men svaret er tilsvarende heller ikke så lige til.

Smykket blev fundet med metaldetektor af Henrik Brinch Christiansen i januar 2019 ved Obbekær, ca. 7 km øst for Ribe, i et område der har givet en række andre, ret almindelige metalfund fra jernalder, vikingetid og middelalder – formodentlig sporene efter en mindre bebyggelse, der har ligget i tilknytning til engene omkring Ribe Å.

Frisk fra mulden.

Det består af en stor dråbeformet sten af bjergkrystal, der sidder fast i en indfatning af sølv. Den samlede længde er blot 2,9 cm. Selve stenen har en mat overflade, der næppe stammer fra slid, men er stenens naturlige overflade. Kvartsen er let grumset og har nogle farvespil, både lyse og helt mørke. I overfladen ses der flere små fordybninger og ved konservering af stykket blev det opdaget, at det ene af hullerne går langt ind i stenen, hvor det udvider sig let tragtformet. Der er umiddelbart ikke noget der tyder på at hullet er menneskeskabt, når man sammenligner med, hvordan borede huller i perler af bjergkrystal ser ud. Har det mon spillet en rolle for udvælgelsen af stenen og hvordan den er placeret i fatningen? Hullet sidder næsten hvor navlen ville være på et dyr. Det er næppe tilfældigt!

Bagsiden af sølvindfatningen er let hvælvet og glat, mens siderne er rillet på skrå og opdelt i små felter ved korte tværstreger, der samlet giver et indtryk som en krydsskravering. Udsmykningen fortsætter op over øjet øverst på smykket. Kanterne af det skraverede bånd brydes af fire svulstige greb udformet som dyremasker, der bøjer ind over stenen og holder den fast i indfatningen. Og det er dem der giver smykket sin tydelige dyrekarakter og ved første øjekast kunne de tre nederste ligne poter.

Den øverste dyremaske adskiller sig fra de øvrige tre ved at være tredimensionel med en bredflabet mund og nærmest uden markerede øjne. Der ses ingen ører. Skraveringen på toppen er næppe en frisure eller hovedbeklædning, men er blot en fortsættelse af sidernes ornamentik. På tværs af masken er et stort, gennemgående hul, så vedhænget har kunnet fastgøres til f.eks. en kæde.

Det øverste hoved er gennemboret på tværs, så smykket har kunne hænges på en snor.

Rundt langs kanten ses tre ens dyremasker. Når man ser smykket direkte forfra og tænker på pindsvinet, kunne de umiddelbart minde om fødder, selv om antallet tre ikke passer med et firbenet dyr. Der er dog ingen tvivl om, at der er tale om dyremasker, idet der er tydeligt markerede øjne, spidse trekantede ører, samt en markant snude. Det er et velkendt motiv på mange af vikingetidens smykker, hvor sådan et hoved ofte sidder på et katte- eller løvelignende dyr.

Smykket har hængt om halsen i mange år. Det ses tydeligt af sliddet, f.eks. på de skraverede sider og især på maskerne, hvor nogle detaljer er slidt helt væk.

Dyreansigternes udseende, samt sølv i kombination med bjergkrystal, gør samlet, at stykket skal dateres til 800-årene evt. tidlig 900-årene, altså vikingetiden. Igennem hele yngre jernalder, fra 400-årene til 1000-årene, ses en mægtig fascination af dyr i datidens  kunst. Smykker kunne både være direkte udformet som, eller afbillede, en lang række dyr, f.eks. heste, ugler, ravne, bjørne, løver eller kattedyr, fisk og slanger. Nogle er afbilledet ganske naturtro, men som regel er de fleste stiliserede i varierende grad, så der til tider skal et godt øje til, for at kunne få øje på dyret i smykket.

Men et pindsvin? Dét er ikke set før. Og Pindsvin eller ej, så taler den simple og alligevel kunstnerisk fuldendte formgivning direkte til os, her 1100-1200 år senere.

 

Kan ses på Museet Ribes Vikinger fra 8. oktober 2019 – 6. februar 2020

Foto: Sydvestjyske Museer.

Claus Feveile, Museumsinspektør, arkæolog, Arkæologi og Samling, Sydvestjyske Museer.

På et røntgenbillede ses det dybe hul som en mørk skygge ved den røde pil.

De ældste spor efter menneskelig aktivitet på Facebook grunden ved Andrup

De arkæologiske undersøgelser på den tidligere Facebook grund ved Andrup er afsluttet. De sidste spadestik er taget, udstyret pakket sammen, og de undersøgte arealer er endnu en gang blevet tildækket. Det arkæologiske arbejde er dog langt fra færdigt endnu. Efterarbejdet har blandt andet bestået i at vaske og registrere fund, indsamle og indsende materiale til C-14 dateringer samt foretage et større digitaliseringsarbejde, hvor de enkelte huse, grave, kulturlag etc. er beskrevet og relativt dateret ud fra byggestil og fundmaterialet. Som forventet stammer langt størstedelen af husene fra jernalderen, men det er ikke disse, der er fokus på i denne omgang. I stedet bevæger vi os endnu længere tilbage i tiden og ser nærmere på de ældste spor efter menneskelig aktivitet, der er fundet ved Andrup.

Vi skal tilbage til stenalderen, hvis landskab og dyreliv adskiller sig betydeligt fra noget, vi ville kunne genkende den dag i dag. Det er desuden i denne tidsalder, at mennesket igennem en periode på flere årtusinde går fra at leve en nomadisk tilværelse i jægerstenalderen til gradvist at etablere mere faste bopladser i bondestenalderen.

De markante ændringer i levevis og eksistensgrundlag, der fandt sted omkring overgangen fra jæger- til bondestenalderen er reflekteret i fundmaterialet fra Andrup. Her er der fundet huse fra bondestenalderen, der indikerer et mere permanent tilhørsforhold til området, mens der fra den ældre periode udelukkende er fundet gruber med kulturlag. At der ikke er fundet mere entydige spor efter jægerstenalderens huse skal dog ses i sammenhæng med, at det nordvestlige undersøgelsesområde kun er forundersøgt. Der er dermed potentiale for, at en senere udgravning i området kunne resultere i opdagelsen af netop disse, hvilket er af særlig interesse, da husene ofte ikke er bevaret for eftertiden. I stedet er menneskets tilstedeværelse påvist ved at analysere fundmaterialet. På denne baggrund er gruberne fra Andrup dateret til Maglemosekulturen. Nærmere bestemt skal vi altså skue over 10.000 år tilbage i tiden for at møde de fangstfolk, der engang levede i området.

Figur 1: På ovenstående kort fra sidste halvdel af 1800-tallet er de ældste spor efter menneskelig aktivitet i området NV for det nuværende Andrup indtegnet. De lilla områder viser søgegrøfterne, der blev anlagt i undersøgelsens begyndelse, mens de senere udgravningsfelter er markeret med blåt. Den gule stjerne angiver, hvor gruberne med kulturlag fra jægerstenalderen er fundet, mens hver af de røde stjerner angiver placeringen af et hus fra bondestenalderen. Engarealer og vådområder er desuden indtegnet med grønt, mens hede er indtegnet med rødt. Tegning: sydvestjyske Museer.

Jægerne ved Andrup (Maglemosekulturen 8.800 f.v.t. – 6.800 f.v.t.)

Siden den sidste istids afslutning omkring 9.500 f.v.t. havde det sydskandinaviske landskab gennemgået en dramatisk forvandling. Stadigt stigende temperaturer forvandlede det ellers vidtstrakte tundralandskab til store skovdækkede områder, hvor blandt andet urokser, bison, elsdyr og vildheste havde deres gang for senere at blive suppleret med kronhjort, rådyr og vildsvin. På denne tid var landarealet betydeligt større end i dag, men også dette ændredes i takt med isens afsmeltning og havets fortsatte stigning som følge af det mildere klima. Det er i dette foranderlige landskab, at vi finder et fangstfolk, hvis omgivelser stillede dem nye udfordringer og krav om tilpasning. Vi kender dem som Maglemosejægerne, opkaldt efter området ved Mullerup i Vestsjælland, hvor den første boplads fra perioden blev undersøgt (Jørgen Jensen 2001, s. 85-89).

Maglemosejægerne var et fangstfolk, hvis eksistensgrundlag var tæt forbundet med, hvad deres omgivelser bød dem. De skiftende årstider har utvivlsomt påvirket hvilke fangstmetoder, der blev intensiveret frem for andre: jagt på store køddyr, fiskeri, fuglefangst, pelsdyrjagt osv. Kosten blev desuden suppleret med indsamlingen af planteføde, der i særdeleshed var årstidsbestemt.

Vores forståelse af deres levevis bygger på undersøgelsen af et stort antal bopladser, der i langt de fleste tilfælde er fundet i og ved moser, ved søer og langs større vandløb. De er dog alle indlandspladser og var sæsonbetingede til årets varmeste måneder, da områderne var ubeboelige i vinterhalvåret. Hvor man flyttede hen er endnu ikke fastslået med sikkerhed, men umiddelbart tyder det på, at man ligesom senere tiders fangstfolk har levet ved kysten. I arkæologisk henseende er der dog problemer forbundet med at bevise eksistensen af disse hypotetiske bopladser, da de skal findes på havbunden. Datidens kystlinje ligger nemlig den dag i dag under vand (Jørgen Jensen 2001, s. 94-96; Axel Degn Johansson 2000, s. 97; 119).

Ved Andrup er der ikke mange levn tilbage efter de Maglemosejægere, der engang befandt sig i området. De må dog have nydt godt af den daværende skovvækst, for der er fundet en betydelig mængde skaller af hasselnødder, som de har høstet i det tidlige efterår. Hvorvidt de har nedlagt byttedyr er svært at sige med sikkerhed, idet eventuelle knoglerester ikke er bevaret fra området. Noget kunne dog tyde på, at det i det mindste har været deres hensigt, idet der er fundet spor efter tilhugningen af flintredskaber i forberedelsen til jagt.

Af særlig interesse er de såkaldte mikrolitter, der er tidstypiske for perioden. Mikrolitter er små flintstykker som Maglemosejægerne anvendte som spidser og skærper på deres pile og som blev fastgjort med birketjære til riller i skaftet (Knud Andersen 1982, s. 27; Jørgen Jensen 2001, s. 100; 105-106).

Figur 2a: Billedet viser et lille udvalg af mikrollitterne, som er fundet i gruberne ved Andrup. Foto: Sydvestjyske Museer.

Figur 2b: På billedet er de små tilhugninger (retouche), som flinthuggeren har lavet lidt tydeligere at se. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

Jægerne bliver bønder (4.000 – 1.700 f.v.t.)

Bondestenalderen markerede begyndelsen på en stor omvæltning, ikke blot i henhold til menneskets eksistensgrundlag, men selve landskabets udformning. Store skovområder blev nu ryddet, for at skabe åbne arealer, hvorpå der blev dyrket forskellige afgrøder og hvor husdyr såsom okser, får og geder kunne græsse (Ethelberg 2000, s. 72-88).

I Danmark stammer de første bønder fra tragtbægerkulturen (4.000 – 2.800 f.v.t.), opkaldt efter de karakteristiske tragtformede og ofte rigt dekorerede lerkar, der var almindeligt forekommende. Huse fra perioden er fåtallige og ved Andrup er fundmaterialet fra den tidligste periode i bondestenalderen ganske beskedent. Alt hvad Andrups første bønder efterlod sig var fire potteskår.

Figur 3: Viser tre sideskår med dekoration bestående af tætte streger. Randskåret til venstre er dekoreret med aflange indtryk. Dekorationen er lavet med hjælp fra en lille pind, der er blevet trykket ind i vådt ler. Foto: Sydvestjyske Museer.

Ved Andrup skal vi bevæge os helt op til slutningen af bondestenalderen, også kaldet senneolitikum (ca. 2350-1700 f.v.t), før der er tydelige tegn efter huse i området. Husene var solidt byggede. De skulle kunne holde til de skiftende årstider i mange år frem og bestod af en række midtsuler, eller tagbærende stolper samt to rækker af vægstolper, én på hver side af midtsulerne. Ved Andrup er der i alt fundet 17 af disse midtsulehuse, som også er almindeligt forekommende i resten af det nuværende sydskandinaviske område (Nielsen 1997, s. 16-22).

Figur 4: oversigt over et af midtsulehusene fra udgravningen. Det gråt markerede område er husets omrids, mens de grønne anlæg er husets stolper. Huset har været omkring 31,7 m langt og ca. 6 m bredt og er således det største der er fundet under udgravningen. Stolperækken i midten er midtsulerne, mens rækkerne mod nord og syd er vægstolper. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Som nævnt ryddede og afbrændte man i bondestenalderen store skovarealer til fordel for agerbrug og kvæggræsning. Metoden havde dog den ulempe, at jorden med tiden blev udpint og at bønderne dermed blev tvunget til at flytte fra område til område (Ethelberg 2000, s. 77). De mange huse, som er fundet i Andrup, skal derfor ikke ses som mindre grupperinger af samtidige huse, men er snarere et billede af enkeltstående huse, der er flyttet rundt, for at udnytte de mindst udpinte områder.

Dateringen af midtsulehusene er ikke kun sket på baggrund af deres byggestil, men også ud fra de fund, der er gjort i nogle af husenes stolpehuller. Ved f.eks. at se på dekorationen af keramikken er det i mange tilfælde muligt at datere fundet og dets kontekst. I denne periode af oldtiden er keramikken desuden groft magret, hvilket adskiller sig fra de senere perioder.

Figur 5a: Billedet viser et stykke af et dekoreret sideskår med horisontale striber, som er lavet ved hjælp af pres med fingrene på vådt ler. Foto: Sydvestjyske museer.

Figur 5b: Billedet viser et sideskår, hvor det yderste lag er faldet af og man kan se den grove magring. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

Ved Andrup er der desuden fundet to pilespidser, der umiddelbart er vurderet til at stamme fra perioden omkring bondestenalderens slutning eller bronzealderens begyndelse. Fladehuggede pilespidser findes overalt i Danmark som løsfund, antageligt fordi de er fejlskud, men forekommer også i grave (Petersen 2008, s. 91). I denne periode er flintgenstandene stærkt påvirket af nye importerede metalgenstande fra det europæiske kontinent. Flinthuggerne perfektionerede deres håndværk for at lave kopier af de eftertragtede genstande og de fladehuggede pilespidser er et eksempel på dette.

Figur 6: Denne fladehuggede pilespids er fundet ved Andrup under udgravningen som et løsfund. Den ene af de nederste spidser er knækket af på et tidspunkt. Fladehuggede pilespidser er lavet af tynde afslag ved hjælp af presteknik og kanterne er efterfølgende blevet retoucheret (Petersen 2008, s. 91). Foto: Sydvestjyske Museer.

Fremtidigt arbejde

Som arkæolog er der ét spørgsmål, der ofte går igen. Det findes i flere afskygninger, men kan kort opsummeres til ”Men hvad kan man så bruge det til?”. Hvad får man dog ud af at registrere gamle bebyggelsesspor og hive potteskår, flintstykker samt andre fortidslevn op fra undergrunden?

Svaret er, at fundene er med til at give os et indblik i en verden og levemåde, som ellers ligger os meget fjernt. Ved eksempelvis at undersøge flintstykkernes forarbejdning, potteskårenes udformning og husenes byggestil er det ikke blot muligt at blive klogere på deres anvendelse men også, hvor vi befinder os i tid.

De foreløbige resultater fra udgravningen ved Andrup bygger udelukkende på denne relative dateringsmetode. For at spore os endnu tættere på Andrups tidligste indbyggere er det dog nødvendigt, at anvende en mere præcis dateringsmetode. Til dette formål er der udtaget jordprøver af kulturlagene fra jægerstenalderen samt af de tagbærende stolper i husene fra slutningen af bondestenalderen. Ved at flotere prøverne bliver korn, frø og trækul sorteret fra og indsendt til den Naturvidenskabelige afdeling på Moesgaard Museum. Her bliver det bedst egnede materiale udvalgt og udtaget til en C-14 datering, der bliver foretaget af AMS-centeret i Århus. I skrivende stund afventer vi stadig resultaterne, der senere bliver inkluderet i og forhåbentligt understøtter, vores foreløbige resultater.

Vi ved, at mennesker har opholdt sig i området omkring det nuværende Andrup i både Maglemose- og Tragtbægerkulturen, og det er derfor ikke utænkeligt, at de også har opholdt sig i området imellem de to perioder. Ved undersøgelsens afslutning var det nordvestlige undersøgelsesområde ikke færdigundersøgt. Forhåbentligt kan fremtidige arkæologiske undersøgelser afdække, om der er fortidsminder fra de 2000 år, der er imellem de to berørte perioder, eller endda tidligere end Maglemosekulturen.

Indtil videre er alt vi kan konkludere, at Andrups tidligste beboere var fangstfolk, som jagede og indsamlede planteføde i området for omkring 10.000 år siden.

 

Arkæolog Michelle Wittenberg Petersen (mip26@sydvestjyskemuseer.dk)

Arkæolog Janne Bach Flensborg (jafle@sydvestjyskemuseer.dk)

 

Litteratur:

Andersen, K. 1982. Maglemosehytterne ved Ulkestrup Lyng, Det kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København.

Ethelberg, P. 2000. Det sønderjyske landbrugs historie: sten- og bronzealder, Historisk Samfund for Sønderjylland & Haderslev Museum, Haderslev.

Jensen, J. 2001. Danmarks Oldtid: Stenalder 13.000-2000 f.kr., Gyldendal, København.

Johansson, A. D. 2000. Ældre Stenalder i Norden, Sammenslutningen af Danske amatørarkæologer, Farum.

Nielsen, P. O. 1997. De ældste langhuse. Fra to-skibede til treskibede huse i Norden. In: Hus och tomt i Norden under förhistorisk tid. Bebyggelseshistorisk tidsskrift nr. 33. Uppsala.

Petersen, P. V. 2008. Flint fra Danmarks oldtid. 3. oplag i.e. udgave edn, Nationalmuseet & Museerne.dk, Vordingborg.

 

 

 

Bunkers, barakker og en sømbeslået støvlesål – Spor af 2. verdenskrig i udgravningerne på den tidligere Facebook-grund ved Esbjerg

Under de arkæologiske undersøgelser  på sitet for det indtil for nyligt planlagte datacenter ved Andrup, var er det mere end spor af oldtiden der blev gravet frem. En del af området overlapper nemlig med den flyveplads, som blev anvendt af den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig (se fig. 2). Flyvepladsen var kraftigt bebygget med flyveskjul, barakområder, befæstninger og meget andet, som har sat sig tydelige spor både under og over mulden.

Figur 1: Næsten intakt bunker af ”Ringstand”- eller ”Tobruk”-typen stadig på den sydligste del af undersøgelsesområdet – lige nord for Nordre Tovrupvej (nederste venstre stjerne på figur 3). På marken bag bunkerne ses museets tildækkede søgegrøfter. Foto: Sydvestjyske Museer.

Flyvepladsen, Einsatzhafen Esbjerg, blev anlagt den 9. april 1940, da tyske tropper besatte den noget mindre Esbjerg Flyveplads på godt 42 ha. I de efterfølgende år blev flyvepladsen udbygget med hangarer, værksteder, barakker og befæstninger. Ved krigens slutning dækkede den et området på ca. 120 ha[1].

[1] Thorsen & Jensen 2013, s. 10

Figur 2: En indtegning på luftfoto fra 2018 af hele det befæstede areal omkring Einsatzhafen Esbjerg ved krigens slutning (blåt område). Indtegningen følger den yderste pansergrav og er lavet ud fra ældre kortmateriale og luftfotos. Der kan derfor være upræcisheder. I sydøst ved Tovrup og i sydvest ved Fovrfelt kobler befæstningen sig samme med befæstningerne omkring Esbjerg. Undersøgelsesområdet ved Facebook-arealet er indtegnet med gult. Museets tidligere undersøgelser er markeret med røde firkanter og udgravningsfelter er markeret med blå fuldfarve. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Befæstningerne omkring flyvepladsen bestod yderst af pansergrave med et system af pigtrådsspærringer, løbegange, kampstillinger og faste betonbunkers hovedsageligt bevæbnet med maskingeværer og panserværnskanoner. Der var også udlagt omfattende minefelter med både panser- og personelminer.

På trods af det stærke ydre forsvar havde det tyske militær et doktrin om forsvar i dybden. De indre lejre og installationer var derfor også omgivet af egne befæstningsværker, så de selvstændigt kunne forsvare sig ved et angreb. På denne måde skulle en angriber kæmpe sig vej gennem hele området og ikke bare gennembryde de ydre forsvarsværker.

Kjersingområdet, hvor flyvepladsen lå, er derfor dækket af både synlige og usynlige spor efter årene under tysk besættelse. Det samme gør sig gældende for store dele af Esbjerg som, grundet frygt for en allieret invasion, var en af Danmarks mest befæstede steder under den tyske besættelse. Netop de usynlige spor træffer vi ofte på, når vi i forbindelse med vores undersøgelser fjerner mulden i området.

Afskudte patronhylstre fundet i undersøgelserne. Her ses et kaliber 9mm hylster og to større kaliber 7,92 mm hylstre. Begge kalibre blev anvendt af den tyske værnemagt. Indstemplinger i bunden viser, at de er produceret i henholdsvis 1941, 1939 og 1935.

På det ene 7,92 mm hylster ses nummeret P151. Denne kode angiver produktionsstedet, som her er Rheinisch-Westfälische Sprengstoff A.-G. (RWS) i Nürnberg-Stadeln.

På det andet 7,92 mm hylster ses koden P413, som angiver produktionsstedet til Deutsche Waffen- und Munitions-fabriken A.G. (DWM) i Lûbeck-Schlutup, Schleswig-Holstein.

 

Pansergravene i udgravningerne

Nogle af de mest omfangsrige og tydelige spor vi finder efter den tyske besættelse, når vi graver rundt omkring Esbjerg, er de store pansergrave. Pansergravene var en V-formet grøft på 4-8 meters bredde og 2,5-4 meters dybde. De var moderne voldgrave designet til at bringe fremrykkende kampvogne til standsning ved, at de ganske enkelt kører front først ned i den og kan så vanskeligt komme op igen. Desuden vil de i processen blotte deres tyndere top- eller bundpanser for panserværnsvåben. Arkæologisk fremstår de som brede mørke striber i undergrunden, fyldt med blandet jord og undergrundssand, som hastigt blev fyldt i efter krigen. Ofte zig-zagger grøfterne gennem landskabet for at skabe bedre forhold for flankerende ild i stil med renæssancens takkede kasteller.

Figur 4: Luftfoto over det forundersøgte område med indtegning af pansergravens (rød) og de bagvedliggende løbeganges (blå) forløb, som kunne ses i de arkæologiske undersøgelser. De steder, hvor der umiddelbart kunne erkendes konstruktioner – enten bevarede over jorden eller fundet i ved muldafrømning – er markeret med gule stjerner. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Figur 5: Pansergravene afsætter sig tydelige spor i undergrunden. Fylden er oftest en rodet blanding af muld og sandet undergrund, der er fyldt i graven straks efter krigens afslutning. For det tydelige billedes skyld, er her dog vist et eksempel fra en forundersøgelse på Tarp Byvej.

Figur 6: Eksempel på udformning af pansergraven. Her ved Darumvejens overførsel ved Måde. Bemærk betonstubbene, som spærrer vejen. Foto fra Holstein 1979.

Spor af tyske barakbygninger

Lige nord for den lille sidevej til Nordskrænten fandt arkæologerne under forundersøgelsen pludselig en flot bevaret teglstensbelægning (se fig. 7). Indledningsvis var der tvivl om alderen, men et hurtigt kig på gamle optegnelser og luftfotos afslørede, at der sandsynligvis var tale om en gulv- eller udendørsbelægning i eller ved den ene af to tyske barakbygninger beliggende på arealet. Belægningen lå under overfladeniveau, så denne må være forsænket i forhold til det omkringliggende terræn.

Figur 7: Flot bevaret teglstensbelægning fundet ved placeringen af to tyske barakker. Der blev yderligere fundet spor muligvis af barakkernes fundamenter. Nærliggende løbegrave, som den der ses lige nord for teglbelægningen, har forbundet barakkerne med stillinger lige øst herfor.

Der er formodentlig tale om to hestestalde tilhørende den nærliggende lejr ”Udet”. [1] Lejren var, som de øvrige større lejre på flyvepladsen, opkaldt efter en berømt tysk 1. verdenskrigs pilot. I dette tilfælde flyver-esset Ernst Udet.

Umiddelbart øst for barakkerne viste forundersøgelsen et omfattende netværk af løbegrave og nedgravede stillinger. Kampstillingerne kan meget vel have dækket en af de østlige indgange til flyvestationen, som lå langs Lykkesvejs tidligere forløb, før denne blev gennemskåret af motorvej E20 (se fig. 8).

[1] Thorsen & Jensen 2013, 93-94.

Figur 8: Udsnit af luftfoto fra 1944 over området med angivelse af de ovenfor nævnte steder.

Udgravning af en bunker

Som en del af den arkæologiske forundersøgelse blev det besluttet at frigrave en af de bunkers, hvis synlige dele ellers for længst er blevet fjernet. På trods af at anlæg som disse ikke er særlig gamle i arkæologisk henseende, kan det argumenteres, at de udgør et væsentligt minde om en dramatisk periode både i Esbjergs historie såvel som i Danmarkshistorien. Herhjemme er kun udvalgte anlæg fra besættelsestiden beskyttet, hvorfor de tilbageværende levn fra eksempelvis den tyske flyveplads ved Esbjerg risikerer at blive fjernet i kommende anlægsarbejder og evt. viden vil gå tabt. Yderligere har vi erfaret, at fund fra besættelsestiden altid har stor interesse fra offentligheden. Når vi har muligheden, foretager vi derfor ofte en begrænset registrering af stående eller fremkomne 2. verdenskrigsanlæg indenfor vores undersøgelsesområder.

Ud fra luftfotos og ældre kortmateriale kunne vi se, at vores forundersøgelser bragte os tæt på en af stillingerne bag pansergraven, og det var derfor ikke vanskeligt at afrømme overjorden hen over den (den nordligste af stjernerne på fig. 3). Kun få centimeter under overfladen fremkom omridset af tykke, stålarmerede betonmure. Ikke underligt, at landmanden der har dyrket jorden, haft nogle problemer med pløjningen. De øverste ca. 1,5 meter af bunkeren var blevet nedbrudt, resten har fået lov til at ligge tilbage lige under mulden. Med en tykkelse på 40 cm kræver det også lidt komme igennem murene. En stor del af nedbrydningsaffaldet var fyldt ind i bunkeren, så for at få et fuldt overblik måtte dette først tømmes ud – sammen med temmelig store vandmængder.

Figur 9: Arbejdssituation under fremgravning af bunkeren. Tømningen er godt undervejs og vi er tæt på bunden. Lige til venstre for Michael (i blå jakke med ryggen til) ses døren ind til bunkeren. Ca. hvor skovlen ligger er en trappe op til den forhøjede maskingeværstilling. I forgrunden ses spor i undergrunden af de løbegange, som gik ind til bunkeren.

Bunkeren viste sig hurtigt, at være resterne af en såkaldt ”Ringstand”- bunker eller ”Bauform 58c” som den hed i de tyske bunkers-byggeforskrifter ”Regelbau”. De Allierede kaldte dog typen ”Tobruk” efter den nordafrikanske by hvor de først stødte på den. Det er en mindre forsvarsbunker bestående af et lille forkammer og en forhøjet standplads med en cirkulær åbning i toppen (se fig. 1). I den cirkulære åbning var oftest placeret et let maskingevær. Maskingeværet kunne også monteres en affutage, som via en metalskinne i kanten af hullet let kunne drejes 360o, deraf det tyske navn ”Ringstand” (se fig. 11 øverst). Affutagen kunne endog vinkles op, så flyvende mål kunne beskydes. Typen kunne desuden udstyres med mortér, observations- eller lys-kommunikationsudstyr, og den blev hurtigt meget udbredt i mange af de besatte områder. I sammenhæng med løbegange og gravede stillinger udgjordes en stor del af nærforsvarsstillingerne omkring flyvestationen og Esbjerg by således af denne type bunkers.

Figur 10: En digitalt opmålt plan over den udgravede bunker. Den kan med fordel sammenlignes med den bevarede bunker på fig. 1. Skyttehullet ses vendt mod nordøst, mens indgangen er i nordsiden. Betonmure og gulv er farvet mørkegråt, mens spor efter byggegruben og løbegange er indtegnet med lysegråt. Det røde foran indgangen er en drænet trinrist lavet i tegl, så vand fra løbegangen ikke kom ind i bunkeren. Hullet under trinristen havde et par skjulte overraskelser.

Figur 11: Et par billeder af bunkertypen i anvendelse både med og uden affutage. Ophav og lokaliteter ukendt.

Den tyske besættelsesmagt havde åbenbart også problemer med det fugtige danske klima og den fedtede Andrup-ler, for foran indgangen til bunkeren var anlagt en fin teglbygget drænbrønd eller trinrist. Til hulrummet var anlagt et drænrør af tegl, så vand i løbegangen ville dræne væk fremfor at løbe ind på det lavere liggende gulv i bunkeren. Heldigvis besluttede vi på falderebet at tømme den lille drænbrønd, for til vores overraskelse indeholdt den flere fund, som førte direkte tilbage til bunkerens bemanding. Således kunne vi fiske både hovedet fra en spade, en hestesko og en småbeslået sål fra en støvle op ad hullet (se fig. 12). Spaden var med rundet skær. Muligvis en type med længere skaft og t-formet håndtag, som ofte ses påhængt tyske kørekøjer på billeder fra krigen. Støvlesålen var sømmet rundt langs kanten, men var eller så medtaget, a støvletypen ikke kunne endeligt identificeres. Det er dog besnærende at forestille sig en dårlig dag for en tysk soldat, da han skulle tømme drænhullet ud og mistede både spade og støvlesål i det klistrede Andrup-mudder. Her lidt over 70 år senere kunne vi så trække sålen fri af mudderet og få et lille ejendommeligt tilbageblik til en tid, hvor den tyske besættelse satte dybe spor i og omkring Esbjerg.

Figur 12: En entusiastisk museumsinspektør med den fundne støvlesål. På jorden ses bladet fra spaden.

Ønsker man at se nogle af de bevarede anlæg fra den tyske Atlantvold, så kan man tage en gåtur i Strandskoven. Her er den store Ugruko kommandocentral for nyligt blevet ryddet for beplantning og udstyret med infotavler.

 

Museumsinspektør Troels Bo Jensen (trbj@sydvestjyskemuseer.dk)

 

Litteratur:

Holstein, Ulrich: Esbjerg. Et tyngdepunkt i det tyske vestkystforsvar 1940-1945. Jubilæumsskrift i forbindelse med Marinehjemmeværns flotille 131´s 25 år jubilæum. Forlaget ZAC, 1979.

Thorsen, Torben & Morten S. Jensen: Esbjerg Flyveplads 1940 til 1945. Luftkrigen over Esbjerg 1939 til 1945. Besættelsestidshistorisk selskab for Esbjergområdet. Forlaget kahrius.dk, 2013.