Gård fra 1500- eller 1600-tallet fundet i Tjæreborg

Den Gamle Ulvegårds oprindelse

Fig. 1

Fig. 1. Udgravningsfeltet nord for Tjæreborg Kirke. Foto: Sydvestjyske Museer.

I forbindelse med anlæggelsen af den nye byplads og bysø i Tjæreborg har Sydvestjyske Museer i august måned 2017 foretaget en arkæologisk udgravning af området mellem Skolevej og kirkegården. Her fandt museet dele af en gård fra formodentlig 1500- eller 1600-tallet, hvis toft eller matrikel strakte sig helt fra kirkegården til Skolevej og ind under Tjæreborg Ældrecenter.

Fig. 3

Fig. 2. Udgravningsplan af den ældste gård på stedet fra formodentlig 1500- eller 1600-tallet. Med sort ses de kraftige vægstolper i husene og de lange rækker af mindre stolper, som udgjorde de hegn, der havde afgrænset matriklen. Tegning: Sydvestjyske Museer.

 

Gården bestod af flere fritliggende længer, der har været opført i bindingsværk med jordgravede stolper. Aftrykket af husenes stolper stod som mørke aftegninger i undergrunden og det samme gjorde de kraftige hegn, der havde lukket matriklen. Gården var den første bebyggelse på stedet og lå sandsynligvis uden for det daværende Tjæreborg, der siden vikingetiden og middelalderen som minimum havde omfattet Tjæreborg Østerby. Det har været antagelsen, at man på landet i Danmark begyndte at bygge bindingsværk på syld i stedet for med jordgravede stolper allerede i senmiddelalderen. I løbet af de sidste ti år har museet foretaget flere udgravninger i vadehavslandsbyerne, og her tyder det imidlertid på, at man fortsatte med at bygge med jordgravede stolper i renæssancen og muligvis så sent som i begyndelsen af 1700-tallet. Det tyder dermed på, at man i det sydvestjyske område i mange tilfælde gik direkte fra bindingsværk med jordgravede stolper til grundmurede gårde. I nogle tilfælde kan man endda se tegn på, at man har anvendt grundmur og bindingsværk med jordgravede stolper i kombination.

 

fig. 4

Fig. 3. Udgravningsfeltet på et udsnit af det ældste matrikelkort over Tjæreborg by fra 1820. I 1600-tallet var der kun én gård på stedet, men i 1730 var den delt i to. Den nordligste gård blev til Den Gamle Ulvegård.   

Gården, som museet udgravede, var muligvis identisk med den gård som nævnes på stedet i 1600-tallet. Senest i 1730 var gården delt i to og den nordligste af disse blev til Den gamle Ulvegård, som lå ved Skolevejs sydside indtil 1969. Navnet havde gården sandsynligvis fra den familie, som havde fæstet der siden 1637, og som bar tilnavnet Ulf. Den folkelige fortælling siger, at navnet kommer af, at sognets sidste ulv blev dræbt på gårdens jord ved Ulvedammen, som sandsynligvis lå i engene vest for kirken, hvor den nye natursø skal anlægges (Kusk 1977). Museet vil forsøge at få en mere præcis datering af den første Ulvegård ved brug af Kulstof-14 metoden.

fig. 5

Fig. 4. Foto af Den Gamle Ulvegård, som blev revet ned i 1969. Det er uvist om bygningen var identisk med bygningen på det ældste matrikelkort. Efter Kusk 1977.

Litteratur

Kusk, Jens 1977: Tvillingsogne af Geest og Marsk: Sneum og Tjæreborg, bd. 2, s. 199-203.

 

 

Reklamer

Om gravhøje, russiske kosakker og et drab i Nr. Farup

”Kosakhøj” fundet og udgravet

En gang i mellem opdager man uventede og spændende historier, når man foretager arkæologiske undersøgelser. Historier som måske ligger langt det man oprindeligt satte ud for at undersøge, men alligevel har en sammenhæng.

Dette skete i forbindelse med at Ribe Biogas skal udvide med tre nye tanke på området lige nord for det nuværende anlæg på Koldingvej. Forud for anlægsarbejderne foretog museet en forundersøgelse af det berørte område, som vi vidste muligvis indeholdte rester af en overpløjet gravhøj. Men hurtigt kom det også til at handle om russiske kosakker og drab i Nr. Farup. For hvorfor blev højen kaldet ”Kosakhøj”?

Baggrunden for forundersøgelsen var som sagt, at der på matrikelkortene fra 1838 er aftegnet en gravhøj. Dog først noget senere, på de lave målebordblade over området (målt 1869 og rettet 1938/59), kaldes den ”Kosakhøj” (se figur 1). Højen er på dette tidspunkt kun tegnet som en lav bakke, og formodentlig allerede helt væk fra overfladen. Højen er besigtiget af nationalmuseets fortidsminde-berejser i 1913, hvor den beskrives som værende 15-16 m i diameter og ca. 1,4 m høj, men ”stærkt ødelagt”, afgravet og udpløjet. Ved endnu en besigtigelse i 1955 beskrives den blot som en svag forhøjning med udflydende grænser (Fund og Fortidsminder nr. 75021. Sognebeskrivelsesnummer 190401-9).

Det var museets forhåbning med forundersøgelsen, at lokalisere højen og undersøge om der var bevaret begravelser i eller omkring denne.

Kosakhøj og kosakkens findested

Figur 1: Udsnit af de lave målebordsblade, som blev målt i 1869, men rettet 1938/59. I kortets højre side ses en højdekurve med navnet ”Kosakhøj” hvor gravhøjen fandtes. I venstre side ses fundstedet for kosakkens lig i krydset mellem den nuværende Varde Hovedvej og Kærbølvej.

”Kosakhøj”

Navnet ”Kosakhøj” har formodentlig sin rod i en episode under Napoleonskrigene (1804-1815), hvor russiske kosakker for en kort bemærkning tog ophold i Ribe mellem den 10. og 14. januar 1814. Danskerne var bange og stærkt mistroiske overfor denne ”invaderende” styrke og kosakkernes ophold endte da også med, at en kosak blev dræbt den 14. januar under en patrulje i Nr. Farup. Landsbyens øvrige beboere udpegede hurtigt familien Bundesen som værende skyldige. Fund af blod og spor i sneen uden for Bundesen hus syntes at bekræfte mistanken. Efter at være blevet pågrebet af en anden patrulje og udsat for datidens hårdhændede forhørsmetoder, indrømmede sønnen Hans Hansen Bundesen da også, at han havde skudt kosakken i ryggen og i baghoved, efter at denne havde truet ham og hans far med sin lanse. Faderen indrømmede senere hastigt at have skjult kosakken under sneen i en nærliggende grøft, for senere at flytte ham til ligets findested på vejen hvor Kærbølvej i dag møder Varde Hovedvej (se figur 1). Liget blev fundet uden penge, lanse eller sabel, som Bundesen nægtede af have taget. Den dag i dag vides kosakkens våben stadig ikke at være fundet, dog har museet en kosaklanse og en såkaldt ”Kantschu” – en lille læderpisk som var kendetegnene for kosakkerne. På den medfølgende seddel står der blot: ”taget fra en kosak”. Måske tilhørte de den dræbte kosak? Unge Hans Bundesen og hans far blev begge sendt til Haderslev, men hvad der senere skete med dem fortæller historien ikke. Måske blev de reddet af at kosakkerne samme dag mordet skete, havde fået ordre til at forlade Ribe. (historien er meget detaljeret beskrevet i: Stemann, J.D.: Kosakker i Ribe 1814. Fra Ribe Amt III. 1911-14. s. 533-568).

Kosaklanse

Figur 2: Kosaklanse i museets samling (ASR 200×24). Lansen er ifølge den gamle beskrivelse ”taget fra en Kosak” sammen med en kort læderpisk (såkaldt Kantschu). Har disse mon tilhørt den dræbte Kosak?

Ligets findested ligger kun ca. 1 km fra gravhøjen, og har muligvis medvirket til at højen bliver kaldt ”Kosakhøj”. Om hændelsen har givet navn til højen kan dog ikke bevises med sikker, men i hvert fald sad hele oplevelsen så dybt i lokalbefolkningen, at kosakkerne indgår i flere lokale navne og historier i mange år derefter.

Kosak fra Ribe

Figur 3: Samtidig tegning af Kosak formodentlig lavet af Ribeborger i 1814. Findes i Sydvestjyske Museers arkiver (ASR ME1887).

Gravhøjen

Hvor selve gravhøjen har været, er nu kun en svag forhøjning i terrænet, knap synlig med det blotte øje. Men efter mulden blev afrømmet i forundersøgelsen, fremkom et stort cirkulært område, hvor undergrunden var mere lyst og ensartet end det det omgivende. Det lyse område var yderligere omkredset af en bræmme af mørk jernudfældning. Denne farveforskel skyldes at undergrunden under højen ændrer karakter gennem de tusinder af år under flere meters tildækning, og angiver ret præcis højens udstrækning.

Gravhøj

Figur 4: Gravhøjen som den fremstod i forundersøgelsen – et stort lyst ensartet område omkranset af mørk jernudfældning. Forest i billedet ses to nedgravninger i højkanten lavet i nyere tid. Muligvis er der tale om kartoffelkuler. Set fra sydvest. Foto: Sydvestjyske Museer.

I højens østlige del fandtes hvad der efter alt sandsynlighed er en jordfærstegrav, formodentlig af samme alder som højen. Graven bestod af en ca. 1,6 m lang og ca. 1 m bred N-S orienteret rektangulær fladbundet nedgravning. Med tiden er alt organisk materiale forsvundet fra fylden i graven, hvorfor denne næsten kun bestod af lyst rødbrunt sand, som kun vanskeligt kunne skelnes fra den omgivende undergrund. Kun de nederste ca. 30 cm af graven var bevaret. Der var desværre ikke bevaret spor af den gravlagte, men ved at si fylden i graven fandtes seks flintafslag og et fragment af en lille flint-flække kniv. Nær graven – præcis i højens midte – fandtes to kraftige stolpehuller, begge med en dybde på ca. 45 cm og et spidst tværsnit. Stolpehullernes placering og kraftighed gør det muligt, at de har indgået i en form for dødehus eller anden konstruktion, anlagt på den oprindelige overflade før højen blev opført henover.

Gravhøj på O1

Figur 5: Oversigtsplan over den udgravede gravhøj. Højens omkreds er optrukket med sort streg og den ydre afgrænsning af udfældningen er markeret med stiplet linje. Graven og de to centralt beliggende stolpehuller er markeret med henholdsvis gråt og sort. Den digitale opmåling er lagt over opmålingen på matrikelkortet fra 1838. Som det ses passer dimensionerne godt overens. Den forskydning der forekommer kan skyldes den digitale bearbejdning af det gamle kort. Sandsynligvis er den faktiske forskydning endnu mindre. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Gravens øjensynligt høje alder og den lyse undergrundslignende gravfyld, gør at den tolkes som den primære grav over hvilken højen er opført. Hvis graven skulle være nedgravet gennem højen på et senere tidspunkt, må man forvente at fylden havde været mørkere. Selve højens størrelse og placering, samt fundene i graven og dennes høje omsætningsgrad, gør at både højen og graven sandsynligvis skal dateres til Enkeltgravskulturen i den yngre stenalder (Mellemneolitikum B ca. 2800-2350 f.Kr.). Enkeltgravskulturen kendtes netop for at man gik over til at begrave enkeltvis, eller to og to, ofte i træbyggede dødehus, som dækkes af mindre høje. Dette er i kontrast til de foregående perioders brug af kollektive gravsteder og samlede ”benhuse”.

Tobias udgraver grav

Figur 6: Graven under udgravning med det nuværende biogasanlæg i baggrunden. Som det ses er fylden lys rødbrun og falder godt sammen med den omkringliggende undergrund. Dog ses gravomridset alligevel ganske tydelig i den lave nedgravning midt i billedet. Set fra nord. Foto: Sydvestjyske Museer.

Fundet og udgravningen af ”Kosakhøj” rammer et spændende krydsfelt mellem den helt gamle forhistorie og nyere tids lige så spændende historier. For med udgravningerne har vi med sikkerhed kunne påvise, at der på stedet har ligget en gravhøj sandsynligvis helt tilbage fra yngre stenalder, og at der i højen stadig var rester af en ca. 4500 år gammel grav. Men hvorfor højen måske i op i mod 200 år er blevet kaldt ”Kosakhøj”, var ligeså nærliggende at dykke ned i. Det åbnede op for en helt anden lokal historie, som også er værd at udbrede.


 

Troels Bo Jensen, Museumsinspektør

En jernaldergård under COBRA kablet

kortoversigta

Figur 1. COBRA-kablets forløb tværs over Fanø over Måde og frem mod fordelingsstationen i Endrup. Jeernaldergården, som omtales nedenfor, fandtes ved den sorte firkant midt i billedet.

I løbet af efteråret 2016 har Sydvestjyske Museer foretaget en forundersøgelse forud for, at det store COBRAcable etableres. Vi har således fulgt linjeføringen over Fanø, syd om Esbjerg, og til Endrup.

Det har ført til flere spændende fund, heriblandt flere huse eller snarere dele af huse, da felterne begrænses til de områder, der berøres af kablet. Det betyder, at der afdækkes et 7 m. bredt felt, der hvor der er spor fra fortiden.

Ét hus var særligt godt bevaret. Dette hus, som blev fundet nær Krogsgårds Mark, havde en stenbrolagt stald i den ene ende. Ud fra keramikken og typen af hus antager vi foreløbigt, at huset skal dateres til det første århundrede f.v.t (før vores tidsregning), i slutningen af det vi kalder førromersk jernalder (500-1 f.v.t). Det vil sige, at stenbrolægningen er mere en totusind år gammel.

 

fig-1

Figur 2. Stenbrolægningen under udgravningen.

Stenbrolægningen bestod af flere rækker større sten sat på højkant, hvorimellem mindre sten var lagt tæt sammen. Som det fremgår nedenfor, var det ene hjørne medtaget af tidens tand, mens store dele endnu lå rigtigt fint.

fig-2-n

Figur 2. Den 2000 år gamle, frilagte stenbrolægning med de første nedfaldne efterårsblade fra år 2016.

 

Resten af huset har været bygget i træ og ler. Ud over opfyldte huller efter de stolper, der har båret huset, kunne vi se grøfter, der har holdt væggene, samt rester af de bås-skillerum, hvor jernalderbefolkningens dyr har stået. Øverst i flere af stolpehullerne sås tykke lag af rødligt ler, rester efter lerklinede vægge. Plamager af dette ler lå også flere steder inde i huset.

Både huset og brolægningen fortsatte uden for kabeltraceet og bliver derfor liggende indtil videre. Men den frilagte del ville blive ødelagt af kablet, og vi har derfor også undersøgt hvad der lå under stenlægningen.

Under det ene hjørne af stenbrolægningen fandtes en kogestensgrube, det vil sige en nedgravet ovn med trækul, som tyder på afbrænding og varmepåvirkede sten. Denne type anlæg har været brugt til madlavning, men må altså være ældre end stenbrolægningen. Stenlægningen var sunket sammen, der hvor kogestensgruben lå. Dette kunne tyde på, at den ikke har været meget ældre end brolægningen, og fylden dermed stadig var blød over kogegruben, da anlæggelsen af brolægningen fandt sted. Man kan næsten forestille sig, at den har været brugt til at lave mad ved rejsegildet, inden huset blev helt færdiggjort.

Men huset bød på flere overraskelser.  I to af de stolpehuller, der har indeholdt tagbærende stolper, var der bevaret træ, det vil sige rester af selve stolperne. Dette er sjældent for huse fra denne periode og må skyldes en relativt våd jord. Om det er husets lave beliggenhed i landskabet eller de tykke lag af brændt ler-klining, der har gjort, at stolperne har været bevaret i fugtig jord i de sidste 2000 år, vides ikke.

Ud over at det er specielt at finde 2000 år gammelt træ, så er det også et vigtigt fund. Hvis træstolperne er tilpas bevarede, kan vi få lavet en såkaldt dendro-datering. Dendro-dateringer går ud på, at man sammenligner variationer i stolpens årringe med årringe fra andre træer af samme type med kendt alder og derved fastslår, hvornår træet har vokset. Under heldige omstændigheder kan det betyde en meget præcis datering. Om det er muligt at få en god datering fra stolperne fra Krogsgårds Mark, er endnu uvist, men den ene stolpe synes lovende. Begge stolper er ved at blive undersøgt nærmere.

fig-3-n

Figur 3. her ses det stolpehul med den bedst bevarede stolpe. Stolpen har været med til at bære taget i huset, men også været del af et båse-skillerum til dyr (den lave gråsorte grøft til venstre i billedet). Som det fremgår er et tykt lag rød-orange ler sunket ned i stolpen. Nederst anes træstolpen. Den blev taget forsigtigt op, da den var meget blød, og blev derfor ikke afrenset i feltet.

En dendro-datering for dette hus vil være en stor gevinst for vores viden om udviklingen på dette tidspunkt, da kulstof 14-dateringer, som vi normalt må benytte, er særligt usikre i denne periode. Det er således vores håb, at huset kan være med til at tilvejebringe væsentlig ny viden om hus-udviklingen og dermed samfundsudviklingen i den sidste del af den førromerske jernalder.

Tobias Danborg Torfing, arkæolog, Sydvestjyske Museer

Enestående fund fra den vikingetidige gravplads ved Bryndum kirke

 

Sydvestjyske Museer udgravede i september måned 2016 en gravplads fra vikingetiden ved Bryndum kirke, Vikingegrave ved Bryndum kirke. Her er hvad vi foreløbigt kan sige om gravpladsen og udgravningens enestående genstandsfund.

sjm-427-db058

Fig. 1. Udgravningssituationen. I forgrunden ses grav 10 og 12 som mørke aftegninger. Disse to grave indeholdt enestående genstande.

Gravpladsen bestod af 14 jordfæstebegravelser, hvoraf mindst fire var børn helt ned til spædbarnsalderen efter gravenes størrelse at dømme. I flere af gravene var der bevaret spor af kister, der for hovedparten syntes at have været udhulede træstammer. Den mindste kiste var dog blot 68 cm lang og kan have været et skrin. Der var ikke bevaret skeletmateriale i graven, men kun enkelte, sporadiske ligskygger, der i alle tilfælde viste, at de gravlagte var lagt i rygleje med hovedet i vest. Kun en tredjedel af gravene indeholdt genstandsfund, hvilket er en væsentlig mindre andel end på de øvrige vikingetidige gravpladser i museets ansvarsområde. To af gravene indeholdt særligt interessante genstande.

 

plan-1_100

Fig. 2. Udgravningsplan.

I grav 10 ( se fig. 2) blev der fundet et meget nedbrudt, cirkulært spænde omtrent midt på brystregionen. Spændet er et omdannet beslag, der oprindeligt stammer fra de Britiske Øer, lavet af bronze med dobbelt korsmotiv i form af et muligt hjulkors med et cirkelkors (indvielseskors) i midtersektion. Beslaget kan oprindeligt have siddet på et skrin eller en bog.  Museet har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til lignende spænder, hvorfor dette kan være en unik genstand. Videre undersøgelser vil forhåbentlig kunne sige mere om spændets udførelse og øvrige materialebrug.

sjm-427x-1-rx1color-negativ-beskaret

Fig. 3. Røntgenfoto af cirkulært spænde med korsmotiv af omdannet beslag fra de Britiske Øer, 4 cm i diameter.

Grav 12, der var en kvindegrav, indeholdt et par Berdal-skålspænder af en ny type, som blev taget op i præparat. Præparatet, der afventer videre udgravning på Konserveringscenter Vest i Ølgod, indeholder desuden et ukendt antal perler. Skålspænderne er sandsynligvis produceret i de sidste årtier af det 8. århundrede eller i første halvdel af det 9. århundrede, hvorved gravpladsen er ældre end museets oprindelige antagelse, som var det 10. århundrede. Cirka femten centimeter under det højre skålspænde lå desuden en kniv, der sandsynligvis har hængt fra spændet.

foto-1

Fig. 4. Skålspæderne fra grav 12 blev taget op i præparat, da der der var velbevaret tekstil omkring dem. Flere lag af tekstil er løftet væk fra spændernes overside, mens det endnu er uafklaret, hvor meget tekstil der er bevaret på spændernes bagside.

rvc_kvinde-i-selekjole

Fig. 5. Rekonstruktion af vikingetidens kvindedragt. Foto: Ribe VikingeCenter.

Over begge skålspænder lå der flere lag af velbevaret tekstil (ca. 5 x 10 cm) med mulige spor af farvning. Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvor meget tekstil, der findes på spændernes bagside. Fundet hører sandsynligvis blandt de bedste danske tekstilfund fra vikingetiden, og det kan forhåbentligt bidrage med væsentlig ny viden om periodens kvindedragt. Spændende undersøgelser venter…

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fig. 6. Nærbillede af tekstilet fra skålspændernes overside, der er vævet så det fremstår med smalle diagonalstriber i skiftevis mørk og lys farve.

 

Michael Alrø Jensen, museumsinspektør.

Andrups arkæologi

sjm-166-db387

Vi fandt ikke guld for enden af regnbuen, men vi fandt 45 velbevarede huse- de fleste fra yngre jernalder.

Fra efteråret 2015 til starten af 2016 gravede Sydvestjyske Museer på en velkendt plads i Andrup i det område, der kaldes Nørregårdsparken. Vi vidste, at der ville være spændende arkæologi lige præcis her, for vi har også har gravet i området i 2009, 2010 og i 2012. Årsagen til den arkæologiske udgravning, er at arealet skal byggemodnes til nye boligkvarterer. I alt blev der gravet 2,5 hektar som primært var spækket med velbevaret bebyggelse fra jernalderen. Andrup gemmer på arkæologiske aktivitet fra stort set hele forhistorien – og vi fandt således spor helt tilbage fra den sidste del af stenalderen (3900-1800 f.Kr) og op til starten af vikingetiden (ca. 800 e.Kr.) I det følgende vil nogle udvalgte resultater blive introduceret.

 

Stenalder og bronzealder

Selvom den store gravhøj, Fosterhøj, der ligger ca. 70 m sydøst for denne kampagnes udgravningsfelt, ikke er blevet berørt, viser tilstedeværelsen af højen, at der har været aktivitet i Andrup helt tilbage til stenalderen. Overordnet er der ikke fundet mange spor fra denne del af oldtiden her, men vi ved, at der har været stenalderfolk, der har gået rundt på markerne i Andrup, og at de har efterladt sig nogle af de kostbare stenredskaber, som de så nøje selv har formet ud af den sparsomme flint, der findes i Sydvestjylland. Ligesom med stenalderlevnene fandt vi kun få spor efter bronzealderfolkets tilstedeværelse i Andrup. Det drejer sig igen om genstande, der er fundet i spredtliggende gruber, og ikke om deciderede huse. Disse fund vender vi tilbage til under afsnittet om den yngre jernalder, for her har en jernalderbonde nemlig samlet gamle stenalder- og bronzealdergenstande op, og deponeret dem i sit hus.

sjm-166-db047

Malene viser glad det flintsegl hun fandt i en lille grube i et af jernalderhusene.

 

Førromersk jernalder

Fra den førromerske jernalder (ca. 500 f.Kr. – 0) har vi fundet de første spor efter de huse oldtidsfolket har bygget i Andrup. Husene i Andrup har meget tidstypiske træk fra den førromerske jernalder, og fremstår med karaktertræk som væggrøft og symmetrisk placerede indgangspartier. Langt de fleste huse ser ud til at være langhuse, hvori mennesker og dyr har opholdt sig i hver deres ende.

Yngre jernalder

Den klart mest velrepræsenterede periode i alle tre udgravningskampagner stammer fra den yngre del af jernalderen, nærmere bestemt; yngre romersk/ældre germansk jernalder (200-550 e. Kr.). Fra hele Nørregårdsparken har vi fra denne periode, indtil nu, udgravet 86 huse samt forskellige hegn, der bl.a. har omgiver hver gårdsenhed. Det største hus måler omkring 50 m i længden og er 5,5 m bredt og dækker altså over et areal på ca. 275m2. I alt er der fundet 42-44 langhuse i Andrup af forskellig karakter og størrelse fra yngre jernalder. Generelt fremstår de med en bemærkelsesværdig lighed i grundopbygningen.

Bebyggelsens udformning varierer, og består i hovedtræk af tre typer: 1) en øst-vest gående rækkelandsby som findes mod sydøst, 2) en N-S orienteret bebyggelse på det vestlige udgravningsfelt samt 3) spredtliggende gårde, der ikke indgår i et bebyggelsesmønster. I den vestlige del af udgravningerne er en ca. 1 meter bred skelgrøft fundet, der ser ud til at omkranse hele bebyggelsen.

Fundet af 13 jernudvindingsovne i forbindelse med bebyggelsen, vidner om en lokal jernproduktion. Jernudvindingsovnene er primært knyttet til den N-S orienterede bebyggelse, med alle ovne placeret få meter fra de omkransende hegn. Dette er sandsynligvis gjort, så man var sikker på at få ilden væk fra de brandbare huse.

sjm-166-db013

Et af de største huse fra Andrup målte 50 m i længden.

 

Jernalderarkæologen fra Andrup

Som lovet ovenfor skal her nævnes en interessant detalje, der er påvist to gange på den samme jernaldergård. I et af de største huse blev fundet i en lav grube fundet et neolitisk køllehoved imellem indgangsstolperne til huset. Vi mener, at køllehovedet er gravet ned af den bonde, der har boet i huset. Måske som en form for husoffer, der skulle beskytte husets beboere. Lige syd for det store langhus, hvori køllen blev fundet, blev der fundet et andet oldtidsfund i en økonomibygning – nemlig et meget flot fladehugget flintsegl. Vi afventer C14 dateringer, der dels skal vise, om de to huse er samtidige og en del af det samme gårdsanlæg, og dels om gruberne er gravet i jernalderen eller blot tilfældigvis ligger lige netop her. Er der tale om to gruber fra jernalderen, har vi måske at gøre med en af de allertidligste arkæologer i Danmark; nemlig jernalderbonden fra Andrup, der fandt ca. 1400 år gamle stenredskaber og gravede dem ned på sin gård.

sjm-166-db052

Stenalderkøllen, der blev fundet mellem indgangsstolperne til det 50 m lange jernalderhus.

 

Konklusion

Det er sjældent, at man får en så stor en sammenhængende bebyggelse som den, der er udgravet i Andrup. Efter tre kampagner er det samlede afdækkede areal oppe på 8,3 Ha, og vi har altså en god portion af en stor yngre romersk/ældre germansk bebyggelse. Udgravningerne i Andrup har afdækket interessante og velbevarede dele af et område med arkæologiske spor fra slutningen af stenalder til slutningen af jernalderen. Specielt bebyggelsen fra yngre jernalder har givet os et grundigt indblik i landsbystrukturer- og organisering fra den sidste del af oldtiden. Det er helt sikkert, at bebyggelsen strækker sig længere mod vest, hvor en forundersøgelse i 2012 viste intensiv bebyggelse samt resterne af en overpløjet langhøj. Fremadrettet skal pladsen grundigt analyseres, og så bliver det spændende at se hvad etape fire gemmer vest for det udgravede areal.

sjm-166-db260

Graveholdet- Bente, Maria, Sarah og Malene.

 

 

Bente Grundvad, Museumsinspektør, Sydvestjyske Museer.

En gravplads fra vikingetiden ved Bryndum kirke

Der skal bygges en ny sognegård i Bryndum, og i den forbindelse har Sydvestjyske Museer foretaget en arkæologisk forundersøgelse af byggegrunden på Svalevangen umiddelbart syd for kirkegården. Et meget interessant fund blev gjort på den nordøstlige del af grunden i form af en gravplads fra formodentlig den sene del af vikingetiden.

 

SJM 427 DB007

Fig. 1. Begravelserne kommer til syne i søgegrøfterne. Foto: Sydvestjyske Museer.

I 2001 udgravede det tidligere Esbjerg Museum en del af det tidlig middelalderlige Bryndum i form af flere huse ca. 100 m sydøst for kirkegården ved Præstevangen. I samme udgravning blev der desuden fundet huse fra jernalderen. Ved den nylige forundersøgelse på Svalevangen var der ingen spor af den middelalderlige landsby eller anden bebyggelse. I stedet blev der på den nordøstlige del af grunden fundet otte jordfæstebegravelser. Alle begravelserne var øst/vest orienterede, og syntes at ligge i et øst/vest orienteret bånd, der strækker sig udenfor grunden i østlig retning. Der blev ikke fundet spor af en kirkegårdsgrøft, hvilket ville være at forvente, hvis området havde fungeret som kirkegård i middelalderen.

Plan af grave

Fig. 2. Opmåling af begravelserne. Sydvestjyske Museer.

En af begravelserne blev undersøgt, og den bestod af en kistebegravelse, hvor afdøde lå i rygleje med hovedet i vest og med hænderne over skødet. Kisten var bevaret som et svagt træspor og skelettet var meget nedbrudt, hvilket indikerede, at begravelsen havde høj alder. Graven indeholdt intet gravgods, hvorfor begravelserne på nuværende tidspunkt ikke kan dateres med sikkerhed. Med tanke på deres orientering, placering og type er det dog mest sandsynligt, at begravelserne er fra overgangstiden for trosskiftet i den sene del af vikingetiden ca. 900 – 1050. Det er derved muligt, at de gravlagte var de første kristne i Bryndum.

SJM 427 DB026

Fig. 3. Den undersøgte begravelse. Knoglerne var næsten helt nedbrudte, mens kisten var bevaret som et mørkt træspor. Foto: Sydvestjyske Museer.

Der er flere interessante forhold ved Bryndum, som gør stedet til en oplagt kandidat til en tidlig kristen menighed i Esbjerg-området eller rettere sagt Skast herred, som er områdets historiske betegnelse. Der er generel enighed om, at stormændene indtog en central rolle i trosskiftet i Danmark samt i opførelsen af de første kirker og de senere middelalderlige sognekirker. Bryndum kirke, der blev opført før 1200, er med sin størrelse og detaljerigdom en af de fornemste repræsentanter for de jyske kvaderstenskirker. Allerede i 1240’erne blev kirken udbygget ved en forlængelse af koret, hvilket tyder på, at Bryndum på denne tid var en af de betydeligste landsbyer i herredet.

Stormændenes rolle i trosskiftet hang muligvis sammen med, at de tidligere havde haft en ledende rolle i udførelsen af den førkristne kult. Bryndum kan ligeledes have været et betydningsfuldt sted også før middelalderen. I begyndelsen af 1800-tallet lå der på markerne omkring Bryndum og på de store udyrkede hedearealer, der afgrænsede Bryndum fra nabolandsbyerne, endnu mange gravhøje fra bondestenalderen og bronzealderen. Bryndum kirke lå på denne tid alene udenfor landsbyen mellem to gravhøje, hvoraf den vestlige høj som ikke længere er bevaret, lå udenfor kirkegården. Der findes flere eksempler på kirker, som er anlagt tæt ved gravhøje, men det er usædvanligt, at kirken som i Bryndum ligger placeret mellem flere høje. Det bedste eksempel herpå er selvfølgelig Jelling kirke, der ligger mellem den store nord- og sydhøj. Begge højene i Jelling blev anlagt i vikingetiden, og Nationalmuseet udtog sidste år en boreprøve fra højen i Bryndum for at forsøge at datere den. Resultaterne af boreprøven er endnu ikke offentliggjort.

Rekonstruktion org1 1_10000

Fig. 4. Rekonstruktion af landskabstyperne i begyndelsen af 1800-tallet, som de fremgår på det ældste matrikelkort over Brøndum Bys Jorder. I centrum af billedet ses kirken, som på denne tid lå alene på markerne udenfor landsbyen. Landsbyens marker ses med hvid og engene med grøn. Heden er angivet med lilla og gravhøjene som grå prikker. Den arkæologiske forundersøgelse er angivet med blå. Sydvestjyske Museer. 

Gravpladsen på Svalevangen udgør et meget interessant fortidsminde med et stort forskningsmæssigt potentiale. Lokaliteten kan medvirke til at belyse overgangstiden for trosskiftet, og i efteråret 2016 vil Sydvestjyske Museer udføre en arkæologisk udgravning af begravelserne for Bryndum og Vester Nebel kirker. Udgravningerne vil give mange nye oplysninger og forhåbentlig afklare, om de gravlagte var de første kristne i Bryndum.

Michael Alrø Jensen, museumsinspektør

Stormænd fra vikingetid og middelalderbønder i Okholm

SJM 311 DB001

Forår og sommer 2015 udgravede Sydvestjyske Museer ved Vadehavscenteret i Vester Vedsted. Lokaliteten hedder Okholm og ligger tæt ved kysten, godt 10 km sydvest for Ribe. Museet havde store forventninger til undersøgelsen, idet tidligere arkæologiske udgravninger på området havde givet meget spændende resultater.

Da Vadehavscenteret blev anlagt i 1990’erne fik Den Antikvariske Samling mulighed for at udgrave i Okholm. Her fandt man landbebyggelse fra vikingetiden, såvel som et stort antal grubehuse fra samme periode. Fundene fra især grubehusene var meget usædvanlige for vikingetidig landbebyggelse, idet der fremkom spor efter ikke kun tekstilfremstilling (som er en hyppig aktivitet i grubehuse), men også efter ravslibning, perlemageri og metalstøbning. Tre aktiviteter, som ellers associeres med et vikingetidigt bymiljø, som det, der udfoldede sig på markedspladsen i vikingetidens Ribe.

I 2015 fik Sydvestjyske Museer endnu gang mulighed for at grave i Okholm, da Vadehavscenteret stod for en betydelig udvidelse. I denne undersøgelse fandt vi bebyggelse og grubehuse fra vikingetid, samt flere huse fra middelalderen. Sammenholdt med fundene fra de tidligere undersøgelser giver den nye udgravning et efterhånden tydeligere billede af de mennesker, der levede i Okholm i fortiden, hvilken status de har haft i samfundet samt deres relation til Ribe fra 7. til 13. århundrede.

Figur 1

Figur 1. Samlet plan over udgravningerne i 1990’erne og 2015. Med lys blå ses de tre langhuse fra 8. århundrede. Markeret med rød ring ses de to brønde (den ældste er nordligst). De 20 grubehuse fra 7.-9. århundrede er farvet pink. Tegning: Sydvestjyske Museer.

 

Okholm i vikingetid

Undersøgelserne i Okholm afdækkede i alt tre stolpebyggede langhuse fra formodentlig 8. århundrede. Desuden fandtes to brønde, som kunne dendrokronologisk dateres til vikingetid (figur 1). Den ene brønd var etableret omkring 602 e.Kr. og var løbende vedligeholdt indtil sidste datering ca. 746 e.Kr. Fundmaterialet passede fint ind i denne kronologi og viste, at brønden var fyldt op i anden halvdel af 700-tallet. Den tidlige datering til starten af 600-tallet er spændende, fordi det for første gang stadfæster, at bebyggelsen i Okholm opstod omkring 100 år før etableringen af markedspladsen i Ribe. Den anden brønd kunne dateres mindre præcist til efter ca. 900, men denne datering er også interessant, idet den viser, at bebyggelsen i Okholm muligvis er kontinuerlig helt fra 7. og ind i det 10. århundrede. Desuden blev der fundet to, nord-syd orienterede ”rammehuse”, som var konstrueret med væggrøfter og tilsyneladende uden indvendige, tagbærende stolper (figur 2). Det ene af husene var stratigrafisk yngre end et af de stolpebyggede langhuse, og de to konstruktioner foreslås forsigtigt at høre hjemme i 800-tallet. Deres brug er ukendt, men der blev fundet store mængder slagge både i såvel som i området omkring husene, så et gæt kunne være, at der er blevet udført metalarbejde i dem.

Figur 2

Figur 2. Udsnit af plan med de to rammehuse markeret med orange. Tegning: Sydvestjyske Museer.

 

Endelig afdækkedes hele 20 grubehuse formodentlig fra hele den vikingetidige bebyggelsesperiode. Fundmaterialet fra de fire grubehuse, der blev udgravet i 2015, stemmer fint overens med fundene fra udgravningerne i 1990’erne.

Fylden i to af de fire grubehuse viste en varieret fundsammensætning bestående af blandt andet Badorf-keramik og tildannet rav, samt råmateriale til glasperlefremstilling og perler af finere materialer som karneol og bjergkrystal (figur 3). Et andet af grubehusene indeholdt store mængder slagge samt en lille, sølvholdig slaggeklump. I bunden af det sidste grubehus lå et sæt på ni vævevægte med typisk stempelkorsdekoration (figur 4). Ofte stammer fundmaterialet i grubehuse fra opfyldslagene og kan derfor ikke med sikkerhed sige noget om husets oprindelige funktion, men i dette tilfælde er det meget sandsynligt, at der er tale om en decideret vævehytte.

Figur 3

Figur 3. Genstande fra soldning af fyld i grubehus. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

Figur 4

Figur 4. Sæt på ni vævevægte med stempelkorsdekoration. Fundet i bund af grubehus. Foto: Sydvestjyske Museer.

 

Ydermere er der i udgravningerne og med detektor i området fundet i alt fem eksemplarer af sølvmønttypen sceatta, som udvikles i Nordvesteuropa sent i 7. århundrede. Der er fundet mere end 200 sceattas i Ribe, hvor cirkulationen af mønterne fortsætter frem til slutningen af 8. århundrede. Mønttypen er tæt knyttet til handlen på den vikingetidige markedsplads, men findes altså også i Okholm.

 

Middelalderbøndernes Okholm

I undersøgelserne på Okholm blev der fundet seks stolpebyggede huse fra middelalderen, sandsynligvis fordelt over perioden 11.-13. århundrede (figur 5). Husene har lidt forskellig orientering, hvilket både kan afspejle forskellige gårdstofter, men også at husene ændrer orientering i takt med, at bebyggelsen udvikler sig over tid. Det vestligste hus, som sandsynligvis også er et af de yngste, havde fungeret over lang tid og var i mange faser. I vestenden havde huset en fordybning, der tolkes som en grebning, så der har været stald i denne ende af huset. I den nordligste del af feltet fandtes en brønd, som kunne henføres dendrokronologisk til den helt tidlige del af middelalderbebyggelsen. Som base i brønden var brugt tre, store stykker tømmer. Det ene tømmerstykke havde velbevaret splintved, hvilket gav en helt præcis datering for brøndens anlæggelse til foråret 1080 (figur 5).

 

Figur 5

Figur 5. Plan med den middelalderlige bebyggelse markeret med grøn. Længst mod vest ses huset med grebning i vestenden. Markeret med rød ring ses brønden, som er dendrokronologisk dateret til foråret 1080. Nederst til venstre ses det tømmerstykke, som gav den præcise datering. Tegning og foto: Sydvestjyske Museer.

 

Middelalderbebyggelsen adskiller sig ikke synderligt fra anden middelalderlig landbebyggelse og tilsyneladende har det været ganske almindelige bønder, der levede i Okholm i denne periode. Det eneste bemærkelsesværdige er, at der er fundet i alt ni skår af Pingsdorfkeramik i de to undersøgelser. Pingsdorf er en tidligmiddelalderlig keramiktype, som blev importeret fra Rhinegnene og som forekommer i store mængder i lagene fra det middelalderlige Ribe. Typen er sjældent forekommende i landbebyggelsen, men den relativt høje andel af Pingsdorfkeramik i Okholm hænger nok mere sammen med nærheden til Ribe, end den siger noget om status for de bønder, der boede derude.

 

Dankirke, Ribe og stormænd i vikingetidens Okholm

Fundene fra de mange grubehuse og den øvrige vikingebebyggelse i Okholm viser spor efter typiske aktiviteter såsom tekstilfremstilling, men også efter andre håndværk i form af ravslibning, metalstøbning og perlemageri. De tre sidstnævnte håndværk er aktiviteter, som er usædvanlige for vikingetidig landbebyggelse, men som til gengæld associeres med den vikingetidige markedsplads i Ribe, som opstår i begyndelsen af 700-tallet. Fundene af sceattas i Okholm bidrager yderligere til det billede, at lokaliteten på mange måder minder om markedspladsen i Ribe i 8. og 9. århundrede, blot i betydeligt mindre målestok. Med dateringen af den ene brønd til begyndelsen af 600-tallet kan vi nu også se, at bebyggelsen i Okholm er opstået op mod 100 år før etableringen af markedspladsen.

For at forstå det komplicerede fundbillede i Okholm og tilknytningen til Ribe, skal vi endnu længere tilbage i tid og et par kilometer mod sydøst til lokaliteten Dankirke. Dankirke var en høvdingegård, et magtcenter og måske også et religiøst center fra førromersk til germansk jernalder. Bebyggelsen i Dankirke ophører fuldstændigt i første halvdel af 500-tallet – kort før det nu er bevist, at bebyggelsen i Okholm opstår. Trods det er der fundet 13 mønter af sølv og guld (heraf hele 10 sceattas) i Dankirke, hvilket virker besynderligt, når al anden aktivitet er ophørt 150-200 før. Forklaringen kan være, at selvom magten forsvandt fra Dankirke, så bibeholdt området sin mytologiske betydning i erindringen hos de mennesker, der boede i området. I den sammenhæng kan mønterne fra Dankirke udgøre mytologisk betingede skattenedlæggelser, som er blevet pløjet og spredt ud over et større område ved senere tiders dyrkning. Og muligvis har det været beboere i det nærliggende Okholm, der har foretaget møntnedlæggelserne ved Dankirke.

 

Figur 6

Figur 6. Skatten fra Vester Vedsted, som blev fundet få hundrede meter øst for udgravningerne i Okholm. Foto: Rita Fredsgaard Nielsen.

 

I anden halvdel af 900-tallet nedlagdes den store guldskat Vester Vedsted-skatten få hundrede meter øst for udgravningerne i Okholm (figur 6). Skattenedlæggelsen viser, at der på dette tidspunkt boede mennesker i Okholm, som tilhørte samfundets absolutte elite. Udgravningerne i Okholm sandsynliggør imidlertid, at Okholm afløser Dankirke som magtcentrum omkring 600 e.Kr. og at der måske allerede fra dette tidspunkt har boet stormænd i Okholm. En sådan stormand har ganske sikkert haft stor indflydelse på anlæggelsen af markedspladsen i Ribe, og det er sandsynligvis i denne sammenhæng, vi skal se fundene fra bebyggelsen i Okholm. Den tidlige markedsplads i Ribe var sæsonbetonet og et samarbejde med stormanden har givet rig mulighed for, at håndværkerne har kunnet sidde i Okholm og arbejde i vinterhalvåret.

Denne konstellation synes ikke mindre sandsynlig, når man betænker det tætte bånd, der eksisterede mellem kunsthåndværkere og magtelite i vikingetiden. Samfundets elite fungerede, helt op på kongeligt niveau, som mæcener og sponsorer for kunsthåndværkerne. Stormænd og konger købte deres mænds loyalitet med smukke prydgenstande og det var således til enhver tid attraktivt for en stormand at have kunsthåndværkere knyttet til sit hushold. Stormanden i Okholm har ganske sikkert ikke været en undtagelse, og har givet sine kunsthåndværkere optimale forhold på markedspladsen i Ribe om sommeren og på hans gård i Okholm om vinteren.

 

Maria Knudsen, arkæolog